På Fyns Amts Avis har seks journalister byttet skrivebord i et halvt år. De nye udfordringer skulle gerne give arbejdsglæden et løft på en avis, hvor to fyringsrunder sidste år fik usikkerhed og mismod til at brede sig.

Noget skulle der gøres. Det var både ledelsen og medarbejderne på Fyns Amts Avis enige om. To sparerunder på et år havde drænet arbejdsglæden.

En tænketank blev nedsat for at opfinde en humør-bombe, der ikke måtte koste penge. Bomben blev jobrotation.

»Efter de to fyringsrunder var arbejdsmiljøet på avisen kommet ind i en negativ spiral. Der opstod snakken i krogene, hvor man var tilbøjelig til at piske en stemning op. Det mønster var alle enige om skulle brydes,« siger Michael Bager, der er redaktionssekretær på den sydfynske avis.

Overraskende mange journalister, nemlig knap en tredjedel af de redaktionelle medarbejdere, tog imod muligheden for at se sin arbejdsplads fra et andet skrivebord.

»Det kan godt være, at det er lidt naivt, men jeg har udelukkende set det som noget positivt, at der var så mange, der ønskede at skifte job i en periode,« siger Jette Purup, der sammen med Michael Bager repræsenterer medarbejderne i den tænketank, der har indført jobrotationen på Fyns Amts Avis. Heller ikke Michael Bager ser det som et sygdomstegn, at så mange af journalisterne har ønsket sig et nyt job:

»Det er muligt, at vi er blevet forblændet af ansøgningernes positive karakter, men jeg har aldrig tænkt »hold da op, der er 12 af mine kolleger, der hellere vil lave noget andet, end de gør lige nu«.«

Ifølge Michael Bager og Jette Purup er fordelene ved jobrotationen blandt journalisterne mange. For journalister, der roterer, betyder det nye job muligheden for at få afprøvet en drøm samt en personlig udvikling.

For kollegerne har rotationen også en positiv effekt: Der kommer frisk blod til redaktionen. Derfor får læserne historier, der er skrevet med en ny pen.

»Vi har endnu ikke evalueret det redaktionelle output af ordningen, men det er mit klare ind-tryk, at læserne får en bedre avis ud af jobrotationen, fordi journalisterne er gladere medarbejdere,« siger Jette Purup.
Også redaktør på Fyns Amts Avis' Svendborg-redaktion, Ole Kølster, er yderst positiv over for jobrotation.

»Man skal på ingen måde underkende betydningen af at få en ny medarbejder på en redaktion, hvor folk ellers har siddet i ti-femten år. De gammelkendte problemstillinger bliver pludselig anskuet på en ny måde, og det kan kolleger og læsere nyde godt af,« siger han.

Risikoen ved jobrotation er, at historier kan falde på gulvet på grund af den nye medarbejders manglende kildenet og baggrundsviden. Men det afskrækker ikke Ole Kølster fra igen at lade en af sine journalister bytte skrivebord med en kollega.

»Fordelene er større end ulemperne, og får jeg mulighed for at skifte en medarbejder ud igen, vil jeg tage imod det med kyshånd,« siger han.

 

Den skizofrene medarbejder
Brian Ravn har skiftet sportsjournalistikkens snævre driblinger ud med melodiske skulderskub i det sydfynske musikliv og skarpt vinklede tacklinger af Fyns Amtsråd.

»Praktikant« står der på døren ind til det lille kontor. Brian Ravn har dog intet imod, at skrivebordet på sports-redaktionen er skiftet ud med praktikantkontoret. Indtil november skal ­han dele sin tid mellem kulturredaktionen og reportagegruppen.

»Det er lidt ligesom at være praktikant igen. Hvis du var kommet for en måned siden, havde jeg siddet og rykket mig selv i håret. Jeg havde ikke et kildenet og følte den samme usikkerhed som dengang, jeg var praktikant,« fortæller Brian Ravn. At det var på sporten, Brian Ravn havnede, da han blev færdiguddannet for fire år siden, var en tilfældighed.

Han har hele tiden haft lyst til at prøve noget andet.

»Jeg har tit gået og tænkt: Hvorfor skriver de ikke den historie på kulturen? Nu har jeg så selv muligheden, og det er da en enestående chance for at afprøve ens journalistiske grænser. Jeg ser på ingen måde jobrotationen som en flugt fra sporten, men samtidig er jeg ked af at skulle tilbage, når det halve år er gået,« siger han.

Får Brian Ravn senere mulighed for at bytte stofområde med en kollega, er han ikke i tvivl om, at han slår til. Men han vil ikke igen sidde med to forskellige stofområder.
»Det kræver, at boldene nogen gange skal kastes usandsynligt højt op i luften, for at jeg kan nå at gribe dem igen,« siger han.

 

Den gravende spinatfugl
For kulturjournalist Iben Friis Jensen har jobrotationen været en mulighed for at finde ud af, hvad hun ikke vil.

Iben Friis Jensen har altid vidst, at det ikke var nyhedsjournalistikken, hun brændte for. Alligevel tog hun udfordringen op og søgte om jobrotation, da hun hørte, at en af hendes kolleger gerne ville prøve kræfter med hendes deltidsstilling på kulturredaktionen. Der har Iben Friis Jensen ellers siddet siden 1990.

Det har heller ikke været nemt at komme som blød kulturjournalist til den benhårde nyhedsjournalistik i reportagegruppen.

»Der hersker mange fordomme fra begge sider. Reportagegruppen ser kulturen som nogle spinatfugle, der skriver alt for langt, og jeg synes til gengæld, at de fokuserer alt for meget på det negative,« siger hun.

En gensidig positionering, der kunne have givet spillerum for frugtbare diskussioner om, hvad der er god journalistik. Det var i hvert fald det, Iben Friis Jensen havde håbet på.

»Indtil videre synes jeg, at der har været for lidt gensidig udnyttelse af hinandens evner, og diskussionerne er desværre ikke blevet taget. Men det er jo også min egen fejl, at jeg ikke råber op,« siger hun.

På trods af, at Iben Friis Jensen ikke mener, at der er kommet det optimale ud af jobrotationen, er hun glad for initiativet.

»Der var et stort behov blandt med-arbejderne for, at der skete noget efter fyringsrunderne. Humøret på avisen trængte i høj grad til et løft,« siger hun.

Selv har hun fundet ud af, at hun er rigtig glad for sit eget arbejde:

»Jeg har nok fundet ud af, at min virkelighed er for nuanceret til udelukkende at fokusere på konflikten, som er den måde, det meste nyhedsjournalistik bliver lavet på.«

 

Jord under neglene
Efter otte år som redaktionssekretær savnede Gitte Kjeldal den følelse af blodets brusen, som kommer, når hun har fat i den virkelig gode historie.

I tretten år har Gitte Kjeldal været journalist på Fyns Amts Avis. De seneste otte år bøjet over den samme computer i redaktionssekretariatet. Det var tid til forandring.

»Jeg har som journalist altid haft det sådan, at blodet virkelig pumpede, når jeg selv fik neglene i den sjove eller gode historie,« siger Gitte Kjeldal.

Skiftet fra det gammelkendte job som redaktionssekretær til skriven-de på Svendborg-redaktionen har bekræftet hende i, at lysten og evnerne til selv at skrive stadig var intakte.

»Men et er, hvad det har betydet for mig personligt. Jeg håber for avisens skyld, at det også kommer til at betyde nogle overordnede diskussioner om, hvordan vi kan gøre journalistikken bedre,« siger hun.

Ud over at jobrotationen har givet Gitte Kjeldal vished om, at hun stadig brænder for at skrive, mener hun også, at rotationen vil gøre hende til en bedre redaktionssekretær.

»Jeg håber, at det har været med til at gøre mig mere kreativ sprogligt, og at det vil smitte af på min måde at redigere artikler på,« siger hun.

Men der er også ulemper ved jobrotationen, påpeger Gitte Kjeldal. En stor mængde viden går tabt, hver gang en medarbejder skifter kontorstol med en anden.

»Det er da garanteret en belastning for redaktionen, at kollegerne skal forklare mig baggrunden for en historie. Men måske åbner det for nye vink-ler, at jeg spørger dumt,« siger hun.