På Berlingske.dk raser læserne over, at avisen laver uafhængig og kritisk journalistik af høj kvalitet. De vil have deres forudsigelige borgerlige menighedsavis tilbage.

Jeg forsøgte i Politiken Søndag at rejse en diskussion om målgruppejournalistik. Her er den mediekrtiske kommentar 'Mellem linjerne':

'Gamle fru Berlingske vinder snart Cavlingprisen for klassisk afslørende journalistik. Det er i det mindste mit gæt. Tænk engang, at det skulle overgå den gamle tante, der få år siden i visse journalistkredse blev kaldt Foghregeringens 19. minister. Det var ikke ment som en ros, men som en kritik af, at avisen ikke altid opfyldte sin rolle som kritisk, uafhængigt og tilstræbt objektivt medie. Berlingske fremstod på de dårlige dage som en lidt gumpetung støttepædagog for regeringen. Ikke blot på lederplads, men også i vinkling og opsætning af artikler.

Men der er sandelig kommet fut i skørterne – ikke mindst efter at Lisbeth Knudsen har investeret i undersøgende journalistik trods barske nedskæringer. Blandt andet har det seneste år budt på to stærke satsninger. Berlingske Tidende har med veldokumenteret journalistik sået tvivl om hele regeringens udlændingepolitik. Samtidig har avisen sat fokus på, at almindelige borgere ikke får hjælp, når de henvender sig til politiet i nødsituationer – en følge af regeringens politireform.

Den høje kvalitet har imidlertid ikke ført til taksigelser fra læserne. I det mindste ikke, når man læser de mange hidsige kommentarer til Lisbeth Knudsens blog. Her forklarer chefredaktøren, hvorfor den islamkritiske – for nu at sige det mildt – kommentator Lars Hedegaard er blevet smidt ud af det borgerlige tæskehold af meningsmagere i panelet Groft Sagt. Læserne nøjes ikke med at rase over, at Hedegaard skal stoppe. Berlingske Tidendes afdækning af vigtige samfundsproblemer bliver udlagt som et socialdemokratisk komplot. »I kølvandet på karaktermordet og propagandaen mod Birthe Rønn Hornbech lå Rød stue faktisk foran i meningsmålingerne. Genial håndsrækning fra Lisbeth Knudsen til Rød stue«, skriver en læser, og en anden tilføjer: »Berlingske Tidende bliver mindre og mindre tro mod sit borgerlige ståsted. Så hellere Jyllands-Posten eller Politiken, som man da ved, hvor man har«.

Læsere forventer altså, at aviser skal bekræfte dem i deres syn på verden. Ikke bare på lederplads, men også i selve journalistikken. Det er stik imod den officielle politik på Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske. Her vil enhver chefredaktør sige, at selve journalistikken er uafhængig, kritisk og tilstræbt objektiv. Men læserne er ikke dummere, end at de ved, at det ofte er løgn. Aviserne har reageret på oplagsfaldet ved at skrue prisen op for de trofaste abonnenter. De er så blevet en stadig mindre menighed, som man har valgt at stryge med hårene for at holde på dem. Det er derfor, Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske er blevet stadig mere forudsigelige. En farlig redaktionel og økonomisk strategi, som på sigt slår både journalistikken og aviserne ihjel.

Nu har Berlingske så kastet den ideologiske spændetrøje. Problemet er, at avisen risikerer at blive straffet af de hengivne læsere, som man gennem de seneste år har vænnet til en højere grad af tryg forudsigelighed.

Berlingske, Politiken og Jyllands-Posten ligger med andre ord, som de selv har redt ved at trække avisen i retning af at blive en ideologisk sutteklud for velhavende ældre mennesker.

En af de få læsere, der går imod kravet om politisk ensretning af journalistikken, skriver i en kommentar til bloggen: »Alt i alt får jeg større og større respekt for Berlingske: Det er en borgerlig avis, der udfordrer ens tankegang og dogmer. Hvis man ønsker at blive bekræftet i ens holdninger er det rigtigt, at man kan vælge Politiken eller Jyllands-Posten alt efter ens personlige præferencer. Men hvorfor så overhovedet læse aviser?«.'