search

En superligakamp om ugen på DR

Som situationen ser ud lige nu, ligner det en superligakamp på DR 1 i hver spillerunde fra den kommende sæson.

Som situationen ser ud lige nu, ligner det en superligakamp på DR 1 i hver spillerunde fra den kommende sæson. Og ikke blot de seks kampe om året, som tv-aftalen for dansk fodbold sikrede, da den blev underskrevet til 1,1 milliard kroner i 2007. Et klart forhåndsresultat af den strategiske eller panikfunderede nyhed, der ramte mediemarkedet i fredags.

Canal Digital lancerede nemlig ved den lejlighed nyheden om, at de fra næste sæson byder på dansk superligafodbold. Hvilket vil sige, at den kommende sports- og underholdningskanal, Bonnier- og svensk TV4-baserede Canal 9, får plads hos Canal Digital. I pressemeddelelsen understreger man, at Canal Digital har mulighed for at nå ud til 900.000 husstande, hvis man regner både parabol, kabel og ip-tv med.

Om tv-aftalens anden part, fodbolden i skikkelse af klubberne, DBU og Divisionsforeningen, tager det regnestykke for gode varer, er højst tvivlsomt. Ip-tv eller netfjernsyn lever næppe op til kategorien for en husstandsmodtager, og flere kilder vurderer, at Canal Digital højst kan ses af 10-12 procent af de danske seere. Hvilket ingenlunde lever op til det krav, som Telenor, der i 2007 erhvervede retten til at vise 66 kampe på en platform, der hed DK 4 og DR med 60 kampe på førstenævnte og seks på DR, ifølge aftalen skulle leve op til.

En aftale på Pakke 2 i tv-aftalen, der løber op i en penetrationsgrad på næsten 60 procent. Divisionsforeningens formand, Thomas Christensen, sagde forleden til SportsBlokken.dk, at man ikke havde i sinde at gå på kompromis på graden af penetration. Intet tyder derfor heller på, at de har sagt god for den kategoriske melding, Canal Digital lagde for dagen i fredags. I så fald kræver det, at omkring halvdelen af kampene bliver vist på DR, og det er givetvis ikke Canal Digitals plan med superligaen.

Pakke 2 giver ret til andet- og femtevalg i kampprogrammet hver uge – førstevalget ligger hos Viasat. En konstruktion, der også kunne tvinge Canal Digital til at afgive enten Brøndby eller FCK til DR, da de to storklubber har langt større interesse i at blive vist på DR end en kanal med så lav penetration som Canal 9. Til sammenligning kan TV 2 Sport ses af godt 50 procent danskere. Det er netop TV 2 Sport og Viasat (TV 3), der har købt de to øvrige tv-pakker.

Distributørerne YouSee og Telia Stofa har meddelt, at de ikke ønsker den nye kanal i deres udbud, og det øger i den grad presset på Bonnier og af samme grund Canal Digital.

For den største distributør YouSee er der også tale om en ren platformskrig. For det første kan de se et incitament i at holde sig til den oprindelige aftale med 60 kampe på DK4 og seks på DR, fordi YouSee har begge kanaler på platformen. Og i hvert fald insistere på penetrationskravet i den aftale, for i så fald bliver Canal Digital som før nævnt tvunget til at lægge halvdelen af kampene på DR og dermed free of charge på YouSees platform.

For det andet er YouSee ikke lun på endnu en sportskanal i sit udbud, da det i sig selv kan fordyre næste rettighedsrunde på hvad som helst i sportsmarkedet markant. Jo mere konkurrence, jo mere får prisskruen én på volumenknappen. YouSee mærker i forvejen et fald i tilslutningen til sine dyre pakker og har derfor ikke brug for nye, betalingstunge kanaler på hylden.

I miljøet tolkes Canal 9’s pressemeddelelse som noget nær en panikhandling. Og ingen tror på, at aftalen er lukket med fodboldens parter. Hvis fodbolden går med til den, skal boet gøres op omkring 1. juni, og hvis ikke Canal Digital har meget mere end 10-15 procent at byde ind med på penetrationen, hvilket er mest realistisk, bliver de ganske enkelt nødt til at fylde op med kampe på DR på forhånd for at ramme kravet.

Faktisk hører der også penetrationskrav til både Champions League-håndbolden og Olympiske Lege, som ligeledes udgør en del af den nye kanals rettighedsportefølje. Også til de rettigheder følger der nøje præciserede krav.

Aftalen for sommer-OL er eksempelvis skruet sådan sammen, at 200 timers sendetid skal fordeles up front mellem DR og TV2. Fordelt på 16 dage siger det sig selv, at resterne ikke bliver specielt attraktive for Canal 9. Det lugter lidt af doubler i bueskydning og toer-kajak uden styrmand…

LÆS OGSÅ:
DR i spil til mere superliga
Total fodboldforvirring
Fodbolden sætter sig på sendefladen

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen