“Hele området er lidt på herrens mark i øjeblikket.”
Sådan siger faglig sekretær Hans Jørgen Dybroe om freelanceområdet for tegninger og andet grafisk arbejde, som for eksempel layout og design til web-sider. Ingen ved rigtigt, hvilke priser kollegerne tager, og derfor er prisniveauerne temmelig forskellige.
De lettere kaotiske tilstande har nu fået bestyrelsen i Visuelt Forum til at tage initiativ til at få lavet en skriftlig vejledning til tegnere og grafikere, så de kan se, hvordan prisniveauet generelt ligger for det arbejde, de udfører.
“Det skulle forhåbentlig gøre hele markedet mere overskueligt. Også for dem, der skal købe ydelserne,” siger Hans Jørgen Dybro.
Den skriftlige vejledning, som vil blive til i samarbejde med FreelanceGruppen og Danske Bladtegnere, vil ikke kun sammenligne priser. Det vil også fremgå, hvilke rettigheder man som freelancer har i henhold til ophavsret, leveringsbetingelser med videre.
“En streg i sandet,” som pjecen kommer til at hedde, vil både være at finde på nettet og i trykt form medio oktober.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.