Da jeg for nylig skulle have den fornøjelse at holde et indlæg ved journalisternes FagFestival på Nyborg Strand, søgte jeg nærmere oplysning om arrangementet på DJs hjemmeside. Til min rædsel så jeg, at jeg blev præsenteret dels som manden med Danmarks smukkeste sprog, dels nærmest som en fyr fra sprogrevsernes tæskehold. Det hele var jo venligt ment, og når jeg fortæller det her, er det egentlig for at lægge op til nogle afspændingsøvelser hos læserne. Sprogfolk taler ikke nødvendigvis hverken pænt eller korrekt, der er i det hele taget meget få sproglige søjlehelgener, og de er slet ikke konstant på jagt efter sprogsyndere.
Det er de fleste andre ret kede af. Det synes, som om det danske samfund har udviklet en sproglig masochisme og vånder sig under savnet af en passende sadist. I Danmarks Radio har bl.a. Erik Hansen og jeg i perioder leveret sprogminutter, korte refleksioner over sprogiagttagelser i hverdagen. Som regel sætter vi iagttagelserne i et perspektiv, som ikke indskrænker sig til sproglig korrekthed. Men for nylig ville jeg glæde lytterne med nogle deciderede udfald mod tendenser i sprogbrugen, jeg ikke kan fordrage. Jeg omtalte den moderne brug af ordet efterfølgende. "Det kan vi se på efterfølgende." "Efterfølgende har jeg modtaget et brev fra forældrene." I stedet for bagefter, senere og siden hen bruger man dette opstyltede bureaukratord snart sagt overalt. Jeg sagde også, at det er fjollet at sige "premiereminister" for premierminister, at tale om "ynglingsfilm" i stedet for yndlingsfilm og at sige gennem'sigtig i stedet for 'gennemsigtig. Og så angreb jeg det ulidelige dørvogterord læring, som pædagogerne prøver at påtvinge det danske folk i stedet for undervisning, indlæring og andre letforståelige gloser.
Reaktionerne var begejstrede. Endelig hørte man en sprogmand, som kunne sige fra. Der var ikke én, der anførte, at jeg overhovedet ikke argumenterede for mine animositeter, men blot fremførte dem.
Derfor vil jeg glæde de sagesløse læsere af JOURNALISTEN med en hatfuld personlige udfald mod nogle af tidens klicheer. Man siger hellere på årsbasis end 'om året', ingen er længere ligeglade, de er bedøvende ligeglade, folk ønsker ikke mere i løn, men mere i lønposen, de bliver ikke afskediget, men får en fyreseddel, folketingsmedlemmerne stemmer ikke et forslag ned, de skyder det i sænk, partimedlemmer bliver aldrig overbevist, de bliver banket på plads, der er aldrig livlige forhandlinger i tinget, der sker ting og sager i Folketinget netop nu, Finanstilsynet påtaler ikke noget, men vrider armen om på snart sagt alle, præsidentkandidater skifter ikke synspunkt, men vender på en tallerken, regeringen holder ikke igen, men trækker i nødbremsen, man drøfter ikke forhandlingsret, men diskuterer, hvem der sidder med ved bordet, et værk er ikke omfangsrigt, det er et digert værk, kongefamilien holder ikke bryllup, nej, der tales petitjournalistisk om det royale bryllup, man kræver ikke penge ind, men kradser dem ind, og efterhånden er ingen uopmærksomme længere, de sover i timen. Krisen kradser i Nordjylland, og man overvejer, om kommunerne er klædt på til det.
I virkeligheden synes jeg, at den sproglige inflation er langt værre. Når en uventet 2-1 sejr i 3. division kaldes historisk, er det at udvande glosen ganske stærkt. Hvad bliver der tilbage til murens fald? Når små udsving i børskurserne er styrtdyk eller kursernes himmelflugt, bliver det svært at finde ord for de mere dramatiske ændringer, og når en god film straks bliver et brag af en film og en kanon succes, er der ikke mange ord tilbage til den sublime film. Det blot lidt usædvanlige er straks unikt – helst udtalt på engelsk.
De stærke ord afspejler et forsøg på at fange læsernes opmærksomhed, og den er jo selektiv. I min lille nye bog Kampen om opmærksomhed har jeg forsøgt at vise, at kampen om tilværelsen i vor civilisation er erstattet af kampen om opmærksomhed, og at det har sproglige konsekvenser.
Vi standser ikke op ved hvad som helst. Men er der lidenskaber på spil, kan man gøre sig håb. Der er ingen appel i en tilkendegivelse af, at statsministeren er utilfreds med noget. Men kan man sige Nyrup raser eller tordner, vil det matte, nysgerrige øje lettere stille ind på emnet. Der er krig mellem folk, der er uenige, og har en amerikansk præsidentkandidat vundet med 52 procent af stemmerne mod 48, har han fældet sin modstander eller opnået en lavi-neagtig sejr eller en jordskredssejr. Modsætningsforhold gøres til had, følelserne skal eksponeres. Og hvis stemmetallene forrykker sig i en meningsmåling, eksploderer tilslutningen til et parti, mens et andet parti er på katastrofekurs.
Ordene udhules af inflationen, og det originale udtryk degenererer til kliché. Det er alvorligere end de mange sprogfejl, som vitterlig findes i alle medier. Det er mit indtryk, at der i et par årtier har været arbejdet meget lidt systematisk med det sproglige udtryk både i skolen og i det videregående uddannelsessystem. Journalisthøjskolen og de nye universitetsuddannelser har virkelig en stor opgave, hvis de skal rette op på det. Og Danmarks Radio, TV 2 og dagbladene kan ikke nøjes med at have en enkelt lystpedant siddende i redaktionerne – og af og til hyre en ekspert til et kommakursus. Sproget er et vigtigt redskab for enhver journalist, og det skal dyrkes af hensyn til læserne og til den sprogkultur, der er et vigtigt fælles anliggende for os, der lever her og nu – og i tiden fremover! l
* Jørn Lund er chefredaktør på Den store danske encyclopædi
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Fin artikel; hvad med "sprogrøgter" i stedet for sprogmand! Min far sagde altid "Man skal røgte sit sprog."
Det glemmer flere ministre og mange andre voksne og bruger babysprog, f.eks. "nok er nok" - at de kan sige det uden at rødme. Ledende chefer for de største firmaer i Danmark taler om at investere fremadrettet, tilpasse fremadrettet, ændre fremadrettet - bagudrettet er desværre heller ikke muligt.
Venlig hilsen Elsebeth Kold, Sottrup