Birthe Rønn Hornbechs personlige stil var stærkt medvirkende til at fælde hende. Det vurderer lektor i politisk kommunikation og tidligere rådgiver for Ny Alliance Rasmus Jønsson. Men der er også andre grunde.

"Birthe Rønn Hornbech var for lang tid om at handle i sagen om de statsløse."

Sådan lød det i dag fra statsminister Lars Løkke Rasmussen, da han udleverede den ventede fyreseddel til integrations- og kirkeministeren.

Men afskeden med Birthe Rønn handler ikke kun om de konventionsstridige afslag om indfødsret til statsløse.

Den rummer også nogle kommunikationsmæssige interessante aspekter. Det vurderer lektor i politisk kommunikation ved RUC Rasmus Jønsson, der tidligere har været rådgiver for det daværende Ny Alliance, og som i dag driver kommunikationsfirmaet New Deals.

»Det bemærkelsesværdige er, at de første 14 dage er det dagbladet Information, der kører historien alene. Og først da Birthe Rønn dummer sig til det åbne samråd og ikke vil svare på, hvornår og hvordan hun selv blev opmærksom på den ulovlige sagsbehandling, der får de andre medier pludselig interesse for sagen,« siger Rasmus Jønsson til Journalisten.dk. 

Han påpeger i den sammenhæng, at netop på grund af Birthe Rønn Hornbechs særlige måde at håndtere pressen på – eller mangel på samme – får hun hele pressekorpset på nakken.

»Det er mere hendes stil, der gør, at de andre medier hopper med på historien – frem for substansen,« siger Rasmus Jønsson og understreger, at det kun var Information, som havde fokus specifikt på det ulovlige.

»Men fordi hun kommunikationsmæssigt ikke gør sig godt, men tværtimod leverer ting til sagen, så bliver de andre medier interesseret. Hun kommer eksempelvis med alle mulige søforklaringer, forsøger at give aben videre og alle de der klassiske forsøg på spin, som på det tidspunkt kun er med til at holde liv i historien. Men bemærk: Det, som tricker pressen, er ikke substansen – det er hendes opførsel i samrådet. Og fra den dag er de alle på,« understreger Rasmus Jønsson.

Havde Birthe Rønn Hornbech til gengæld svaret til samrådet og opført sig mere imødekommende over for medierne, så var det sandsynligvis blevet en langt mindre sag.

»Det kunne have fyldt meget mindre for regeringen, hvis hun ikke havde opført sig sådan. Det var helt klart det, der fik sagen til at eksplodere. For det er påfaldende, hvordan de andre medier ikke tidligere havde interesseret sig for substansen. Men i politik er det ofte mærkelige logikker, der hersker,« siger Rasmus Jønsson og peger på, at der rent faktisk ikke fremføres en eneste ting på samrådet, som ændrer på substansen.

»Så det er altså hendes form, der skaber mediestormen mod hende.«

Rasmus Jønsson afviser dog, at en spindoktor ville have hjulpet. Fordi det grundlæggende ikke drejer sig om et kommunikationsmæssigt problem. I første omgang i hvert fald.

»Der er jo tale om noget, som ikke er efter bogen. Man har ikke overholdt loven, og det kan du ikke kommunikere dig ud af.«

HVAD SKAL JEG MED EN SPINDOKTOR?

Tilbage ved Birthe Rønn Honrbechs tiltrædelse som minister i 2007 sagde hun i øvrigt selv meget klart, at hun ikke ønskede nogen pressechef eller spindoktor:

"Det der med at skulle sidde og spørge nogen politisk til råds…jeg har jo et kæmpestort netværk af fornuftige mennesker, som jeg snakker med om det politiske. Det skal jeg ikke have nogen ansat til," sagde den nyudnævnte minister dengang til Information.

Og hun tilføjede:

"Spindoktorer er nogen, der skal udforme politikken, men det mener jeg, at politikerne selv skal gøre. Det er i hvert fald noget, jeg selv skal gøre. Så jeg kan ikke se, hvad jeg skal bruge dem til."

I bagklogskabens lys er der dog masser, hun kunne have brugt dem til, mener Rasmus Jønsson, der vurderer, at en pressechef i dag er en nødvendighed for alle ministre:

»Hendes udtalelser i 2007 er et klassisk show-budskab. Det er et budskab, der er populært udadtil i mange kredse, men som ikke stemmer overens med den virkelighed, som ministre lever i, hvor man i høj grad har brug for en, der kan rådgive en om kommunikation.«

»Det er i hvert fald naivt at tro, at man som minister kan leve uden at have en medierådgiver… fordi vi lever i en tid med så enormt et pres, og nyhedsmæssigt går det så hurtigt.«

Ifølge Rasmus Jønsson er der desuden et helt andet aspekt ved Birthe Rønn Hornbech, hvor en stærk spindoktor kunne gøre en forskel. Og det er måske det allermest afgørende punkt, nemlig Birthe Rønn Hornbechs manglende evne til at skabe venskaber med journalister og pressen.

»Det bliver også et problem for hende hele det der med, når man i Christiansborg-universet diskuterer, hvem der er gode og dårlige politikere. For der bliver en minister tit vurderet ud fra, hvorvidt man er dygtig til at håndtere pressen – frem for substansen. Og de der politikere, der ringer hurtigt tilbage og er tilgængelige, de bliver oftere fremstillet som dygtigere politiske håndværkere – frem for typer som Birthe Rønn, der ikke vil spille efter pressens vilkår. Og derfor blev hun allerede tidligt dømt ude i medierne.«

Rasmus Jønsson konkluderer derfor, at hendes manglende evne til at tale mediernes sprog hele vejen igennem har været et stort problem. Men en pressechef og medierådgiver ville dog aldrig have kunnet hjælpe hende:

»Overhovedet ikke. For som minister er det altafgørende, at du overholder reglerne.«