search

En smertefuld fejltagelser

  

 

 

TV 2 skal sælges, P3 er til debat, og DR TV burde måske holde sig til smalle nicheprogrammer. New Zealand afskaffede public service-tv for 10 år siden. I dag erkender landets politikere, at de begik en smertefuld fejltagelse.

 

»Hvad kan en licensbetalt tv-station gøre for befolkningen, som en reklamefinansieret ikke kan gøre bedre? Ingenting!« Maurice Williamson, newzealandsk minister for radio og tv, 1996.

»Salget af TV 2 vil uomtvisteligt styrke stationen og forbedre dens muligheder for at levere kvalitets-tv til danskerne.« Kulturminister Brian Mikkelsen, 2004.

I New Zealand fik den statsejede tv-station TVNZ pludselig som hovedformål at tjene penge til den skrantende statskasse. I Danmark har politikerne sat TV 2 til salg – formentlig for et højt beløb.

I New Zealand bortauktionerede politikerne de populære radiokanaler. I Danmark er regeringen kritisk over for P3.

I New Zealand fik private produktionsselskaber adgang til at søge statstilskud til deres programmer. I Danmark vil regeringen styrke produktionsmiljøet.

Lighedspunkter er der nok af. Forskellen er bare, at New Zealand er ti år foran og derfor har gjort erfaringer, som de danske politikere bør lære af, før de tager alt for vidtgående beslutninger.

Resultatet i New Zealand er nemlig tankevækkende.

De unge lyttere forsvandt fra radioen sammen med musik- og popkanalerne. I dag har Radio New Zealand stort set ingen lyttere under 35 år, og hovedparten er over 60. Radioens ledelse er bekymret og arbejder for tiden på at lave en ungdomskanal – i erkendelse af at også unge mennesker har krav på oplysende public service-udsendelser.

Mens radioen altså blev mere støvet, blev tv ekstremt kommercielt. Med en befolkning på under fire millioner var der relativt få seeres gunst at kæmpe om. Reklameafbrydelserne blev hyppige og lange, og hvor der før var programmer om kunst, kultur og politik, kom der amerikanske nærbilleder, melodrama og tårer.

Og fondsmodellen, der havde som målsætning at støtte smalle eller dyre programmer, led af den svaghed, at støtten var betinget af, at en tv-station havde sagt ja til at vise udsendelsen. Og tv-stationerne var hundeangste for at miste seere, også selv om programmerne var næsten gratis. Så de programmer, der fik støtte, svælgede også i melodrama og tårer – nu bare 'made in New Zealand'.

Først efter ti år med ultra-kommercielt tv fik politikerne nok. Udsendelsernes kvalitet var nu så elendig – dybde og mangfoldighed totalt fraværende – at politikerne i 2003 gennem et charter gav TVNZ pligt til at lave public service-udsendelser. Stationen fik også penge til det – cirka 60 millioner kroner om året.

Og det har hjulpet. Der er kommet flere og dybere aktualitetsudsendelser. Enkelte kunstprogrammer finder også vej til skærmen, endda så tidligt som klokken 21.30. Men kampen om seerne er stadig massiv.

»Vi har været igennem en smertefuld periode, hvor vi mistede en masse fjernsyn, som gjorde folk klogere,« siger broadcast-minister Steve Maharey fra Labour, som i øvrigt er det parti, der satte udviklingen i gang i 1989. Nu er hans vision en fuldskala public service-station uden reklamer. Men han erkender, at der er lang vej igen.

Så før politikerne lader markedskræfterne råde, og før de afskaffer P3, skulle de måske ringe til Steve Maharey og høre, hvad prisen er. Det er nemt nok. Hans nummer findes på internettet, og tidsforskellen mellem Danmark og New Zealand er præcis 12 timer.

* Lau Rabjerg-Eriksen og Betina Bendix er ansat på Radioavisen og var i november på studietur i New Zealand for at se nærmere på udviklingen i radio og tv. Resultaterne af turen vil blandt andet blive offentliggjort i et debatmagasin, som DR udgiver i marts 2005.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen