En smart genvej til alternative kilder

Danske journalister har endnu ikke opdaget fidusen. Men siden 2004 har blogsitet Global Voices overvåget alternative nyhedsblogs fra alle kontinenter. For BBC, New York Times og Reuters er det en smart genvej til kilder.

Danske journalister har endnu ikke opdaget fidusen. Men siden 2004 har blogsitet Global Voices overvåget alternative nyhedsblogs fra alle kontinenter. For BBC, New York Times og Reuters er det en smart genvej til kilder.

For nylig skulle BBC-journalisten Chris Vallance have fat i en engelsk talende kilde i Kina. Vel at mærke en kilde uden om systemet, som kunne berette indefra om protester og folkestemning. Han sender en e-mail til danskfødte Solana Larsen, chefredaktør for Global Voices Online i New York, og i løbet af kort tid får hun forbundet ham med de relevante personer i Kina.

Eksemplet er blot et af efterhånden mange på, hvordan det omfangsrige frivillige blognetværk Global Voices Online er begyndt at spille en rolle i international nyhedsformidling. New York Times, Reuters og BBC er blot nogle af de helt store nyhedsbureauer og aviser, som i stigende gør brug af blogsitet, når de skal uden om magtapparaterne i lande med stærk censur, eller finde frem til alternative kilder helt tæt på alverdens brændpunkter.

»Vi har 20 forskellige redaktører rundt omkring i verden, der hver i sær har ansvaret for at holde øje med nyhedsformidlingen via blogs i deres region,« fortæller Solana Larsen på årets Fagefestival.

Det er blot fire år siden, at Global Voices blev stiftet af Ethan Zuckerman og Rebecca MacKinnon, der mente, at den vestlige medieverden var ekstremt indadvendt.
Den gang var tanken, at give undertrykte stemmer fra alle kroge af kloden mulighed for at komme til orde.

Siden fik Global Voices udviklingsstøtte af Reuters, 100 frivillige bloggere fra alle kontinenter er blevet tilknyttet, og i dag bringer sitet inside viden og nyheder fra en række lande i Afrika, Asien og Mellemøsten, hvor statsstyring og censur ellers dominerer medierne. Og hvor Global Voices i starten alene bestod af et engelsk-sproget univers, sørger lokale oversættere nu for at formidle dagens historier videre til 17 andre sporg. Det hele ganske gratis.

»Alle bloggere, der er involveret, forsøger at dække lokale historier, som kan være interessant for hele verden,« fortæller Solana Larsen, der er en af de få, der direkte er ansat til at koordinere og sikre, at Global Voices hele tiden udvikler sig.
Men også, at journalister verden over får øjnene op for mulighederne og gør brug af de alternative kilder på en konstruktiv måde i deres arbejde.

En anden er Amira Al Hussaini, født i Bahrain, og nu bosat i Canada.
Hun anser Global Voices for at være en form for semi-professionel cyber-activism.

»I Bahrain og store dele af Mellemøsten er tv, radio og aviser udsat for ekstremt meget censur og regeringskontrol. Så for mange mennesker er blog den eneste mulighed for at få deres oplevelser og meninger frem,« siger Amira Al Hussaini, der har et team af 30 frivillige bloggere, som dækker hele den arabiske verden.

Nogle gange har de personlige konsekvenser for bloggerne været grusomme. I Egypten har en af Global Voices bloggere været udsat for fængsling og tortur, efter at have berettet om forholdene i landet.

»Vi var godt klar over, at det kunne være farligt for dem, derfor advarede vi også om konsekvenserne. Men de insisterede på at skrive,« siger Amira Al Hussaini og tilføjer, at for nogle er muligheden for at kunne komme til orde så alt afgørende, at de er parate til at sætte deres eget liv på spil.

Endnu har ingen danske medier for alvor gjort omfattende brug af Global Voices i deres nyhedsdækning. Projektet er blevet omtalt flere steder, men i det daglige har det ikke fundet indpas på de store medier. Luftskiftet fra Dagbladet Information bringer dog løbende nyhedsfeeds fra Global Voices site.

1 Kommentar

Helle Nissen Kruuse
9. NOVEMBER 2008
Re: En smart genvej til alternative kilder

eJour har skam omtalt Global Voices flere gange
eJour okt 06:
http://www.djh.dk/ejour/58/58BlogNyGrupper.html#Brobyggere
eJour april 07:
http://www.djh.dk/ejour/63/63Status.html
plus i diverse KortNyt,

vh Helle