En uberettiget tur gennem mediernes kødhakker kan ikke bare være ubehagelig, det kan også være decideret invaliderende. I går beskrev Journalisten, hvordan 25 danskere uden ledelsesansvar gennem de seneste 10 år har fået anerkendt psykiske lidelser som en arbejdsskade udløst af medieomtale. Det drejer sig for eksempel om posttraumatisk stress eller kronisk angst. Det gjaldt særligt sosu-assistenter, pædagoger og lærere.
Professor emeritus Finn Gyntelberg er en af professorerne bag undersøgelsen af de 25 danskere, og han fortæller, at de 25 muligvis kun er toppen af isbjerget.
I FOA kender pressechef Jens-Jørgen Krogh til yderligere fire eksempler gennem de seneste fire-fem år. Inden undersøgelsen af de 25 begyndte, spurgte han faktisk to af de psykisk mærkede medlemmer, om de ønskede at være med i det omfattende forskningsprojekt, som blandt andet Finn Gyntelberg stod bag. Begge medlemmer takkede nej, de ville ikke have rodet op i hændelserne igen.
Jens-Jørgen Krogh siger:
»Det er min fornemmelse, at vi har flere i samme situation, men som ikke henvender sig til os. Dem hører vi om gennem tillidsmænd rundt om i landet. De har flere gange fortalt om medarbejdere, der er gået fuldstændig ned med flaget efter medieomtale og siden er blevet arbejdsløse.«
Især nogle af de social- og sundhedsassistenter, som er blevet udsat for skjult kamera på arbejde, er ramte:
»Vores holdning er, at vi skal kunne tåle at blive kigget efter i kortene, men at spillereglerne er for flydende lige nu. Det kan godt være, at man slører folks ansigt, så de ikke kan genkendes på gaden i hele Danmark, men det hjælper jo ikke, når hele lokalsamfundet kan genkende personerne ud fra stemme og kropsform,« siger han.
Skældt ud i Netto
Hos Socialpædagogernes Landsforbund har de samme oplevelse. Konsulent for arbejdsskader Tine Maj Holm, husker særligt dokumentaren om bostedet Strandvænget, hvor en række medarbejdere med skjult kamera blev optaget, mens de eksempelvis talte grimt til bostedets beboere.
Tine Maj Holm sad med sagen dengang. Hun husker, at fire eller fem af medarbejderne på Strandvænget blev så syge efter dokumentarens offentliggørelse, at de fik anerkendt deres lidelser som arbejdsskader udløst af medieomtale. Hun formoder, at flere af dem er med i den pågældende undersøgelse:
»Det var virkelig grænseoverskridende for dem, de blev lagt for had både lokalt og nationalt og blev nærmest fyret for åben skærm af deres leder. Journalister ringede til dem privat og smed beskeder ind ad deres brevsprække, og de blev skældt ud af folk i den lokale Netto. Lokalbefolkningen kunne jo kende deres stemmer og tøj,« siger hun.
Arbejdsskadekonsulent i Socialpædagogernes Landsforbund Mikkel Arnvig oplyser, at fagforeningen får mellem en og to sager ind om året, hvor folk mener, at medieomtale er skyld i eller har en del af skylden for deres psykiske arbejdsskade.
Tine Maj Holm har ligesom FOA’s pressechef en fornemmelse af, at nogle potentielle sager aldrig lander inde på bordet i hendes afdeling:
»Jeg tror, at nogle af sagerne forbliver ude i de lokale kredse, og at folk måske putter sig, fordi de føler sig frygtelig uretfærdigt behandlet af medierne, men samtidig føler skyld, og ikke har behov for, at deres sag skal have endnu mere opmærksomhed uden for lokalsamfundet. Vores medlemmer laver jo relationsarbejde, de bruger sig selv meget og tager derfor også kritik meget nært. Kritik bliver et personligt nederlag frem for udelukkende et fagligt nederlag.«
Anklaget for pædofili
Pressechef for FOA Jens-Jørgen Krogh tror, at flere af medlemmerne bliver så hårdt ramt, fordi mediehetzen bliver oplevet som en integreret del af deres livsskæbne.
Et af fagforeningens medlemmer har dog valgt at angribe sin livsskæbne ved netop at bruge medierne. Da han blev anklaget for pædofili, valgte han at gå til medierne, før de kom til ham. Det er meget usædvanligt for medlemmerne af FOA.
Den 15. november 2007 blev den dengang 38-årige familiefar og pædagogmedhjælper René Hansen ringet op af sin leder. Hun ville have en samtale, og den kunne ikke foregå på arbejdspladsen i Vollsmose i Odense. Lederen fortalte ham, at forældrene til en ny tre-årig pige i børnehuset havde anklaget ham for at have slikket hendes kønsdele.
Han blev fritstillet med det samme. Nogle uger efter anklagede endnu et forældrepar ham for seksuelle krænkelser.
»Jeg var tillidsrepræsentant for seks børnehuse og 20 medarbejdere, og så stort er lokalområdet altså heller ikke. Jeg var lige flyttet til Vollsmose, hvor jeg også arbejdede. Jeg kunne godt regne ud, at de rygter ville sprede sig meget hurtigt, også selv om mine kolleger og min kone troede på, at jeg ikke havde gjort det,« siger René Hansen.
Det ville ødelægge ham helt, hvis den slags anklager kom i de lokale medier, også selv om hans navn ikke ville blive nævnt.
Sagen blev undersøgt i nogle måneder. Det viste sig, at det ene forældrepar også havde anklaget tre andre pædagoger for seksuelt misbrug. Den 19. februar 2008 modtog han et brev fra politiet. De ville ikke rejse en sag. Han var lettet, nærmest lykkelig og glædede sig til at komme tilbage til sit arbejde. Sådan gik det ikke. Selv om politiet ikke havde rejst sag, blev han fyret. Kommunen havde ikke tillid til ham.
»Jeg kunne ikke sove om natten, jeg græd mig simpelthen i søvn og blev enig med mig selv om, at jeg var nødt til at gøre noget. Jeg var blevet renset, men ville alligevel altid være mistænkt,« siger han.
Ville svare på kritiske spørgsmål
René Hansen besluttede sig for at gå i de lokale medier med sin sag, så han havde mulighed for at fremlægge sit forsvar i stedet for tavst at modtage blikke fra folk. Hvis medierne kunne være dommere i så mange af samfundets andre hændelser, kunne de vel også være platform for et offentligt genmæle, tænkte han. René Hansen kontaktede både Fyens Stiftstidende og TV2 Fyn, og de lavede et tv-indslag og en artikel om ham med navn og billede.
»På den ene side var jeg bange for, hvad folk kunne finde på at gøre ved mig, når jeg stod frem. På den anden side kunne journalisterne stille en masse kritiske spørgsmål til mig, som jeg syntes, at jeg kunne svare godt på. Det var en tung vej at gå gennem medierne, men det virkede rensende. Jeg fik utroligt mange positive tilkendegivelser fra både bekendte og ukendte, fordi jeg turde at stille mig offentligt frem.«
Odense Kommune har efter aftale med Fagforbundet FOA/ PMF betalt 140.000 til René Hansen i erstatning. Han arbejder i dag med børn og unge med særlige behov på Fyn. Han er glad for, at han kom medierne i forkøbet med sin udlægning, i stedet for at risikere at lade andre udlægge beskyldningerne i medierne.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Ideelt er tager pressen fat, når der er kritisable forhold. Pressen bør ideelt være en aktiv medspiller for at sikre og udvikle et godt samfund. Problemet er, at pressen i dag er meget langt fra en ideel situation. Det betyder, at pressen har en meget stor opgave, for st komme hen til idealet.
Jeg ser ikke, at nogen-som-helst kære sig om denne vigtige opgave. Udvikling af medierne i dag handler primært om at finde forretningsmodeller.
Det, der - også - er behov for, er at finde ud af, hvordan pressen fagligt set tilgår den vigtige opgave at behandle disse sårbare - men meget vigtige - emner.
Det er desværre et faktum, at offentlige medarbejdere - mange er medlemmer af FOA og BUPL - ikke gør deres arbejde godt nok og der er tale om overgreb.
Det er klart som blæk, at det ikke er ok. Det er klart som blæk, at pressen skal behandle disse sager.
At det her er særdeles vanskeligt er ganske vist, fordi cheferne i regioner og kommuner bruger helt usædvanlige midler i brug for at undgå kritiske historier, hvor ofrene står tilbage med en oplevelse af afmagt.
Så - det er et område, der virkelig fortjener faglig opmærksomhed!
Det er naturligvis heller ikke ok, at uskyldige hænges ud - hvor der desværre er en tendens til at pressen fiser derudaf uden etik og moral, hvis der ikke er for meget modstand i systemet med den konsekvens, at René Hansen bliver helt uhørt urimeligt behandlet.