• Når borgerne i den russiske Østersøenklave Kaliningrad i år skal vælge ny guvernør, bliver der rig mulighed for at følge valgkampen i aviser, radio og på tv.
Snart ni år efter kommuniststyrets fald kan borgerne nyde godt af såvel stemmeret som en slags pressefrihed ved regionens tredje guvernørvalg.
For journalisterne i Kaliningrad er virkeligheden dog en anden.
»Når valgkampen starter, har de politiske kandidater selvfølgelig mulighed for at købe reklametid på vores station. Samtidig har de dog også mulighed for at købe regulære indslag i vores nyhedsudsendelser,« fortæller Svetlana Denisova.
Den 33-årige journalist arbejder på tv-stationen Kaskad, og hun er frustreret over den journalistiske virkelighed i det nye Rusland.
»Hvis vi derimod forsøger at organisere en direkte valgdebat, så bliver størstedelen af kandidaterne væk, fordi de er bange for kritiske spørgsmål til deres politik,« siger Svetlana Denisova, som har vundet stribevis af journalistpriser. Senest »Bedste Reporter i Rusland 1999«.

Marionetdukker
Ændringerne i Rusland i 1991 betød, at flere nye medier så dagens lys – også i Kaliningrad. I dag har regionen en række aviser, tv- og radiostationer, hvoraf de fleste kalder sig uafhængige.
Virkeligheden er imidlertid den, at de fleste ejes af indflydelsesrige politikere eller virksomhedsejere, som bruger journalisterne i indbyrdes politiske og finansielle magtkampe.
»Vi er blevet værktøjer i hænderne på rige ejere,« siger formanden for det lokale journalistforbund, Leonid Rodimenko, som samtidig er chefredaktør.
Leonid Rodimenko er en mand med et stort fysisk volumen og 40 års journalistisk erfaring bag sig. Han arbejdede i mange år for partiavisen Kaliningradska Pravda, men sidder i dag i chefredaktørstolen for avisen DD1, som støtter den nuværende guvernør Leonid Gorbenko.
Med voldsomme fagter og en konstant ordstrøm beskriver han forholdene for journaliststanden i den lille region.
Selv om han i kraft af sin stilling er en del af denne mediekrig i Kaliningrad, lægger han ikke skjul på, at han gerne så tilstandene ændret. I sit arbejde som fagforeningsformand forsøger han da også at forene journalisterne, som efter hans mening er blevet ejernes marionetdukker.
»Politikere bekriger hinanden gennem journalisternes ord, og derfor har vi som fagforening meget svært ved at samle journalisterne,« forklarer en energisk Leonid Rodimenko.
Ifølge formanden er der meget lidt plads til journalistiske værdier som en vis grad af objektivitet, kritisk sans og etik, hvilket i sidste ende går ud over læsere.
Han strækker armene i vejret og råber:
»Vore læsere er fortabte,« før han klasker sine store hænder ned på sin tyndt behårede isse.

Journalister slået ned
På femte sal i mediebygningen på Karl Marxgade holder Leonid Rodimenkos tidligere arbejdsplads, Kaliningradska Pravda, til.
Den tidligere partiavis, som i dag har et dagligt oplag på mere end 40.000, erklærede sin uafhængighed i 1991, men blev hurtigt overhalet af den økonomiske virkelighed. De nye ejere blev fire magtfulde pengemænd fra regionen.
»På mange måder er vi selvfølgelig afhængige af vores nye økonomiske venner, men vi er ikke i lommen på dem. Det er journalisterne til gengæld på den officielle avis, Yantar, som i realiteten ejes og styres af guvernøren,« fortæller økonomisk og politisk kommentator, Alexander Ostakhov, avisens medarbejder gennem 17 år.
»Fire af vores journalister er blevet slået ned i de sidste måneder, fordi de har skrevet kritisk om guvernøren,« fortæller Alexander Ostakhov.
På trods af at han for nylig afslørede guvernør Gorbenkos misbrug af offentlige midler til etableringen af sin egen tv-station, er Ostakhov ikke selv blevet overfaldet.
»Vi har en kamp mellem kriminelle aktører og den uafhængige presse. En af aktørerne er vores guvernør, som har en tsar-lignende status, men vi kæmper videre,« siger Alexander Ostakhov.
Han skutter sig i sin læderfrakke og gnider hænderne mod hinanden. Kontorets eneste vindue en halv skrivebordslængde fra ham står på vid gab.
Der er koldt i den russiske Østersøenklave.

Ingen objektive medier
På den anden side af centrum arbejder Svetlana Denisova. Kaskad TV blev startet i 1991 som Kaliningrads anden uafhængige tv-station.
I dag omfatter virksomheden Kaskad yderligere en tv-station, to radiostationer og en enkelt avis. Alle i skarp opposition til guvernøren og den nuværende administration.
Svetlana Dinosova, som er en af Ruslands mest anerkendte lokaljournalister, erkender, at situationen i Kaliningrad er dårlig, og hun tager afstand fra fremgangsmåderne også på sin egen arbejdsplads.
»Vi har desværre ingen objektive medier i Kaliningrad. Alle vælger side. Jeg er sikker på, at vi her på stationen også vil støtte en kandidat til næste års guvernørvalg, hvilket jeg er meget imod,« siger den 33-årige journalist.
Mens kollegaerne på Pravda er blevet udsat for voldelige overfald, understreger Denisova, at det pres, Kaskad udsættes for, er politisk.
Guvernøren har tidligere forsøgt at spænde ben for stationen ved at pålægge den udgifter, som retmæssigt skulle betales af det offentlige. I forbindelse med det store sammenbrud i den russiske økonomi i august sidste år, forsøgte administrationen endnu en gang at presse Kaskad.
Ifølge stationens sendetilladelse skal den producere en hvis procentdel af programfladen selv. Efter sammenbruddet faldt annonceindtægterne imidlertid så meget, at Kaskad måtte indstille en stor del af egenproduktionen, og det brugte administrationen til at true Kaskad med lukning, fortæller Svetlana Denisova.
»Og selv om de formentlig ikke kan lukke os, så har de flere gange smagt vores blod,« siger hun.

Tilbage til sovjettiden
Tilbage på DD1 er det lige før, at chefredaktør og forbundsformand Rodimenko ønsker sig tilbage til sovjettiden.
»Dengang var vi næsten en stor familie. I dag kan vi ikke engang arrangere fælles workshopper for journalisterne,« siger han.
Leonid Rodimenkos tidligere kollega på Kaliningradska Pravda, Alexander Ostakhov, er dog mere optimistisk i forhold til den fri presses fremtid i Kaliningrad.
»Borgerne i regionen er interesseret i at få et demokratisk samfund med en uafhængig, kritisk presse, så derfor tror jeg på, at vi nok skal vinde kampen.
»We shall overcome, siger han med et skævt smil og tilføjer:
»Someday.