”Jeg savner ord lige nu”, skrev DJ-formand Mogens Blicher Bjerregård på Facebook fredag aften efter at Eva Stabell blev vraget til IFJ's eksekutiv-komite.
Journalisten fangede Mogens Blicher Bjerregård for en kommentar:
»Der er sket det, at Nordens eneste medlem i eksekutiv-komiteen ikke blev genvalgt. Situationen er nu den, at Norden ikke har nogle stemmer i IFJ's eksekutiv-komite. Det synes jeg er beskæmmende.«
Beskæmmende?
»Ja. Vi må overveje, hvad det her kommer til at betyde for os. Jeg kan ikke give så mange kommentarer lige nu. Men vi mener, at der skal være plads til alle grupper i IFJ's ledelse.«
Eva Stabell har været medlem af eksekutiv-komiteen i 12 år. Nu har de nordiske lande ingen repræsentant i komiteen.
»Det er problematisk, at de ikke er opmærksomme på den betydning, det her har. Her tænker jeg på det vi lægger af økonomi og arbejdskraft. Vi er nødt til at overveje, hvad vi får ud af det,« siger Mogens Blicher Bjerregård.
Hvad foregik der ved præsidentvalget?
»Det er en skandale. Ganske enkelt en skandale.«
Præsidenten for det internationale journalistforbund, Jim Boumelha, blev genvalgt for en treårig periode. Han vandt over modkandidaten med 13 stemmer. Men der blev afgivet fem stemmer mere, end der var tilstedeværende ved kongressen.
»At man ikke omgående tager hånd om de uregelmæssigheder der er, det finder jeg meget beskæmmende,« siger Mogens Blicher Bjerregård.
»Selv om det var fem stemmer, som det handlede om, så må den slags ikke ske. Nu har man ganske vist i dag nedsat et udvalg, der skal sikre at det ikke sker igen. Men det burde der være taget hånd om med det samme. Men jeg vil ikke give flere kommentarer lige nu. Nu skal vi tænke os godt om. Vi gør alt hvad vi kan for at inkludere, men de giver ikke så meget igen,« siger Mogens Blicher Bjerregård på mobiltelefon fra Dublin, hvor IFJ-kongressen bliver afholdt.
Journalisten forsøger at få kommentarer fra IFJ's formand Jim Boumelha
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.