Torsdag blev præsidenten for det internationale journalistforbund, Jim Boumelha, genvalgt for en treårig periode. Det skete på IFJ-kongressen i Dublin, og det skete efter et kampvalg mod belgiske Philippe Leruth.

Torsdag blev samtidig dagen, hvor Jim Boumelha skrev sig ind i en kongerække af politikere med en kåbe plettet af antidemokrati, utroværdighed og mangel på gennemsigtighed. Hvilket jeg forhåbentlig kan illustrere på denne måde:

I min fortid som journalist dækkede jeg i årevis sportspolitik i organisationer som Den internationale olympiske Komité (IOC), fodboldforbundet FIFA, cykelunionen UCI og atletikforbundet IAAF. Her stødte jeg på ”solkonger” som Juan Antonio Samaranch, João Havelange, Sepp Blatter, Hein Verbruggen og Primo Nebiolo – der i 3-4 årtier har hersket over de magtfulde organisationer med en blanding af rå magt, lumpne tricks og decideret afpresning, garneret med udemokratiske metoder. Du kan foretage en googling, så finder du hurtigt et par eksempler på det.

Men jeg vil bringe et enkelt frem i erindringen. I 1999 var der VM i atletik i Sevilla, og vanen tro holdt IAAF kongres i dagene op til. Her skete det besynderlige, at der ved en af afstemningerne blev afgivet flere stemmer, end der var delegerede til stede på kongressen – og afstemningen faldt i øvrigt ud til præsidentens fordel.

Det skabte – og forøgede – en massiv mistillid fra medierne og fra omgivelserne til IAAF og Primo Nebiolo. Det blev beskrevet som en skammelig forestilling i den internationale presse og var bestemt ikke med til at øge troværdigheden til foretagendet.

Torsdag i denne uge blev præstationen så gentaget. Det skete i den i øvrigt charmerende by Dublin, hvor kampvalget godt nok faldt ud til Jim Boumelhas fordel – men det skete med flere afgivne stemmer, end der var til stede ved kongressen.

Hvert forbund stemmer ved den lejlighed i forhold til sin størrelse. Valg og stemmeafgivelser tæller således for mere end den hånd, der holder stemmekortet i vejret; DJ har i kraft af sin størrelse 8 stemmer, og vi hentede således 8 stemmesedler ved valghandlingen og satte kryds ud for fornyelsen i form af Philippe Leruth.

Optællingen, der varede næsten 2 timer, viste, at Boumelha fik 13 stemmer mere end Leruth. Men den viste også, at der var afgivet 5 stemmer mere end muligt.

Man kan sagtens argumentere for, at Leruth i den situation må erklære, at han er indforstået med valgets udfald; det ville give ham et udgangspunkt for en mulig anden stemmeafgivning som den dårlige taber, og det er nemt for modstanderen at skyde på dét image og dermed vinde endnu klarere.

Det er straks vanskeligere at forstå, at en præsident, der i forvejen er kritiseret for magtfuldkommenhed og lukkethed, men som i øvrigt i sit valgmateriale beskriver sig som medlemmernes mand og én, der vil bygge på samarbejde og forståelse, ikke ønsker at udrydde enhver tvivl om aftalt spil eller lignende. Men det ønskede Jim Boumelha ikke, for også han gav til kende, at han havde tillid til valghandlingen.

Men det er umuligt for mig at forstå, at de tilstedeværende organisationer ikke støtter, at der skal være en ny afstemning – uanset hvad de to kandidater måtte mene, og uanset hvordan stemmerne i øvrigt faldt.

Journalistikken er under et massivt pres i forvejen. Store dele af debatten på kongressen handlede – både fra talerstolen, i korridorerne og ved de sociale begivenheder uden for det officielle program – om dette pres. Det er ikke kun i Danmark, at journalister og mediearbejdere bliver målt i opinionsundersøgelser til at have en lav troværdighed; det er en genkendelig problematik for mange forbund og repræsentanter.

Alene derfor burde valghandlingen have gået om. For fagets og for organisationernes renommés skyld burde stemmerne være afgivet på ny, og denne gang korrekt.

Sagt på en anden måde: Hvis den slags fandt sted i andre globale organisationer, ville det være gefundenes Fressen for mange journalister at beskrive det som en mindre skandale.

Jeg synes, det var en skammelig forestilling.