Netavisen Infopaq.dk startede den 22. januar. Folkene bag Infopaq.dk har slået sig op på, at avisen er den første netavis i Danmark, der først og fremmest laver selvstændige historier. Redaktionen består af syv journalister og lægger omkring 100 historier på nettet om dagen. Heraf skal omkring 40 være egne historier.
Men et tjek på http://www.infopaq.dk/ klokken 15 onsdag i sidste uge viser, at kun to ud af 15 af Infopaqs indlandshistorier er selvstændige historier med kilder, der udtaler sig til Netavisen Infopaq.
"Med "egne" historier mener jeg også "fællesnyheder", som vi skriver fra bunden af. Vi kan jo ikke opfinde den dybe tallerken 50 gange om dagen," siger ansvarshavende redaktør Stig Ørskov.
"Det er meget korte enheder, vi producerer. Folk gider ikke læse en lang artikel på nettet. Så vores artikler består ofte kun af 800 anslag," forklarer Stig Ørskov. Til sammenligning er det lige under halvdelen af denne artikel.
"Vi kan se, at det er vores selvstændige historier, der læses mest. Det er en af fordelene ved nettet. Man kan se, hvad ens læsere læser og hvor længe, de læser det," siger Stig Ørskov.
Infopaq.dk har dækning fra klokken 6 til 22 eller 24 alt efter nyhedsstrømmen, men redaktionen vurderer, at det er mellem 9 og 17, avisen skal dække mest.
"Folk læser nyheder, mens de er på arbejde. Ikke når de er hjemme ved familien – det gider de ikke," siger Stig Ørskov.
Redaktionen på Infopaq.dk regner med at ansætte flere journalister. I år håber Stig Ørskov, at redaktionen kommer op på 15 medarbejdere og 30 til næste år. Men selvom det er en netavis, går Stig Ørskov ikke efter erfarne avisjournalister.
"Nettavisen i Norge har gode erfaringer med nyuddannede journalister, fordi de endnu ikke har tillagt sig de dårlige vaner fra aviserne," siger Stig Ørskov. Som eksempel siger han, at journalister på dagbladene først dukker op til redaktionsmøde klokken 9.30 og så læser en avis eller to, før de begynder at skrive historier.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.