TV 2 har aflyst flere programmer på TV 2 News resten af året på grund af situationen med coronavirus.
Det oplyser Jacob Kwon, nyheds- og souchef på TV 2 Nyhederne.
”Det er magasiner på News, som er blevet aflyst. Det er ’Presselogen’ og ’Verden ifølge News’. Vi har behov for at flytte personale til andre funktioner på grund af sygdom,” siger Jacob Kwon.
Indtil videre udgår programmerne frem til nytår, og så foretager ledelsen en ny vurdering af situationen.
TV 2 Nyhederne har derudover pålagt medarbejderne at arbejde hjemmefra, hvis de kan, for at undgå smittespredning med coronavirus.
”For nyhedsafdelingen betyder det, at vi er omkring 100 mennesker på arbejde om dagen, der møder fysisk ind,” siger Jacob Kwon.
Rettet klokken 11.55. Jacob Kwon havde oplyst, at ’Besserwisserne’ også aflyses, men det sendes for sidste gang i år som planlagt i aften.