I otte år har Jens Linde gennem topposter i IFJ bidraget til kampen for ytringsfrihedens udbredelse. Hans egne ord, få dage før han trak sig, var blandt andet en stor tak til danske journalister, der skæpper godt i IFJs hjælpekasse.

»… og så skal vi bruge et billede af Jens Linde – hvis du ellers ved hvem det er,« lød den lidt arrogante besked til JOURNALISTENs fotograf. Hånen var ganske overflødig: »Det er vores alle sammens formand,« replicerede fotografen og rankede nærmest ryggen, inden han drog ud i den store sal på Hotel Nyborg Strand, for at knipse den snart 50-årige Jens Linde.
Jens Linde har siden 1992 været præsident for International Federation of Journalists (IFJ), der under hans virke har tredoblet medlemstallet til næsten en halv million journalister i 110 lande. Inden det var Jens Linde i to år vicepræsident for IFJ – og dermed var hans tale på delegeretmødet en beretning om otte år i kampen for at gøre det lettere at være god journalist, ikke mindst i lande, hvor kritik ikke er en naturlig del af demokratiet. Fordi der intet demokrati er.
»Jeg har været med til at begrænse de værst tænkelige ulykker for journalister,« lød Lindes egen formulering, der faldt 12 dage før den 23. Verdenskongres i IFJ, der for første gang finder sted på den sydlige halvkugle, i Brasilien.

Rank ryggen
Her stod mediekoncentration og journalisters sikkerhed højt på dagsordenen. Men det var også en verdenskongres, hvor Jens Linde trak sig som præsident, hvilket han var for beskeden til selv at meddele i sin tale. Men medlem af hovedbestyrelsen Kate Bluhme fandt efter Lindes nedstigning fra talestolen anledning til at fremhæve Lindes sortie og hele virke.
»Vi kan være afsindigt stolte af at have leveret Jens Linde som præsident,« sagde hun ligeud – og fortsatte: »Vi skylder han en stor tak!«. Og derpå rullede klapsalverne gennem salen.
Jens Linde understregede i sin tale, at danske journalister traditionelt er blandt de mest rundhåndede bidragsydere til IFJs »Safety Fund«.
»Pengene er gået til at hjælpe kolleger i ekstrem nød – og hvis I vidste, hvad det har gjort, at vi kunne hjælpe, så ville I føle jer stolte og ranke jer i sædet. Gør det så!« lød hans appel.
Og så skød ryggene i sæderne, også fordi det så var lettere at få de store tegnebøger frem, og den afgående præsident sluttede med finde den film i den indre biografs arkiver, der har påvirket ham mest gennem årene. Valget faldt på mødet med Pixi-fængslet i Chiklayo i Peru, hvor der sidder fem gange så mange indsatte, som der er plads til.
»De indsatte journalister, der er beskyldt for terror, græd, da vi mødte dem,« sagde Jens Linde.