search

En pose blandet indhold, tak!

Ind imellem kan det være en meget frustrerende oplevelse at diskutere nye medier, "truslen" fra samme mod de etablerede medier - særligt aviserne - samt ikke mindst forandring.

Ind imellem kan det være en meget frustrerende oplevelse at diskutere nye medier, "truslen" fra samme mod de etablerede medier – særligt aviserne – samt ikke mindst forandring. For ofte mødes enhver, der forsøger at bringe nye idéer til torvs med en blanding af modvilje og en følelse hos den anden part af – som de jakkesæt klædte herrer i Blues Brothers – at "være på en mission fra Gud".

Journalister ansat på diverse medier har en tendens til at tro, at de på en eller anden måde tilhører en særlig race og er en del af et fag – eller måske snarere en sag – der trodser grænser for tid, sted og almindelige vilkår for eksistens i en verden, hvor alting koster. Og hvor gode ting har det med at koste rigtig meget.

Udfordringerne er reelle. Det kan vi stort set læse om hver eneste dag. Men diskussionen er alligevel svær at knække hul på. For kan man helt grundlæggende diskutere og eksperimentere med journalistikkens rolle i et demokratisk samfund?

Måske. Måske ikke. Så lad os gribe den anderledes an. Lad os for et øjeblik forsøge at diskutere journalistikken – og især pakketeringen af den – ud fra helt andre præmisser. Nemlig de, der findes i et supermarked.

Forestil dig, at du går en tur ned i dit lokale supermarked for at handle. I stedet for at vandre rundt og finde de ting, der står på din seddel, stikker bestyreren af butikken dig en pose med varer, som du så pinedød kan få lov til at betale for og slæbe med hjem. Der er ingen garanti for, at varerne i posen rent faktisk er dem, du havde på din indkøbsliste. Faktisk er der en overvejende sandsynlighed for, at det er alt andet end de ting, du havde forestillet dig. Men det er dem, bestyreren mente, du skulle have lov til at købe i dag.

Kunne du forestille dig det? Hvad ville du sige til det?

Er det ikke præcist det mange medier insisterer på at gøre i dag, selvom internettet har været med til at udvide supermarkedet med hylder og masser af mulighed for selvbetjening?

Jeg siger ikke, at medierne skal droppe enhver form for prioritering og lede efter den laveste fællesnævner. Slet ikke. Men jeg synes, at analogien om et supermarked, hvor posen allerede er fyldt, inden du kommer, er god i forhold til at få en diskussion i gang om, hvordan vi kan vende udviklingen til noget positivt og perspektivrigt.

En diskussion om, hvordan vi udvikler et supermarked med glade kunder og tilfredse medarbejdere – fremfor en diskussion om, hvorvidt der er en fremtid for posen med bestyrerens blandede varer.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen