Det begyndte allerede i baren … øh, jeg mener lufthavnen. En uskyldigt udseende sort taske skulle vise sig at have et navn. Minibaren.

»Tror du ikke, vi kan få noget at drikke, der hvor vi kommer hen?« spurgte jeg manden med den bærbare bar.

»Det ved man aldrig,« svarede han alvorligt.

Som tykmavede imperialister fører »cremen« af danske rejsejournalister sig frem ude i verden. De siger »tank ju« med høflige miner til alle dem, de møder, men vender dem i øvrigt ryggen og taler ikke gerne de fremmedes sprog. Tørsten overstiger både evner og forstand.

Og sjatterne fra festen, den store fælles bøvs, er en hån mod journalistikken og læserne.

Det var under en mellemlanding i Frankfurt på vej til Vancouver i Canada med DSB Rejsebureau og Lufthansa, at jeg for nylig blev passet op af manden med minibaren.

Det var her – i minutterne før selskabet på 14 fuldvoksne mænd blev klemt sammen på de midterste økonomisæder i en Airbus fyldt til yderste vingespids med kurs over Atlanten – at jeg fik mine første bange anelser. En berusende dukkert ned i luderjournalistikkens selvafslørende syrebad ventede.

En lang tur. En blød landing. En bus uden øl. En sagte rumlen fra de bageste sæder blev i de følgende dage til et folkekrav, der ivrigt blev imødekommet af værterne. For den danske rejsejournalist er tørstig, og den tørre hals skal smøres med humle.

En guide stiger på bussen. Vancouver venter. Spændende nyt i kikkerten. Bussen stopper. Noget at skrive om. Flokken bevæger sig målrettet … frem mod den nærmeste bar. Klokken har ikke passeret ti om formiddagen. Guiden sukker frustreret, mens den smagfulde sætning »doesn‘t she want to make money?« runger fra flokken, da restauranterne ikke vil servere øl. »Skal vi ikke sige skål, og …«

Det er sidst på eftermiddagen, der er pressemøde. Den bærbare minibar er åbnet, og der er sjusser i glassene på et hotel i Vancouver. DSB Rejsebureau byder velkommen og vil præsentere sine planer for rejser til Canada.

Min sidemand spæder colaen op med gin, mens notaterne skrider usikkert rundt på blokken, og pressemødet kører af sporet. Efter halvanden times udveksling af tiltagende fuldemandsnonsens ender farcen i opløsning. Canada ikke har været nævnt med et eneste ord.

Vi har været tidligt oppe. Flyveturen til Portland, Oregon, bliver meget lang, fordi tåge forhindrer landing. Halvdelen af det planlagte program – inklusive frokosten – forsvinder i tågen. Heldigvis har de amerikanske værter købt vand og sandwich til de sultne rejseskribenter. Men der mangler noget, og Lufthansa-værten må sørge for sine gæster.

»De her danske journalister vil have øl,« siger han undskyldende til de amerikanske værter, hvis professionelle miner mere end noget andet afslører deres dybe forundring.

Imens ruller bussen mod første stop – en vingård.

Forude venter favoritpladserne i flyet på hjem. Business class i ti timer. Men forinden er der frokost på et lokalt bryggeri. Forudbestilt menu. Det tæmmer dog ikke den opsøgende danske rejsejournalist – han vil have spareribs. Et nyt folkekrav vokser frem af kræve-mentaliteten. Bordene bugner selvsagt af de mange ekstra retter, og desserten må returnere til køkkenet. Tak for mad.

Det er ikke første gang, de ulækre sider af luderjournalistikken bliver trukket frem. Historien gentager sig, og det er i sig selv pinligt.

Jeg prostituerede mig selv, da jeg valgte at tage med på turen. Men jeg solgte ikke hverken vilje, evne eller forstand for en sjus.

Kære kolleger på rejse: Opfør jer ordentligt, eller bliv hjemme. Og kære værter – et gratis råd: Sæt prop i flasken, i hvert fald i arbejdstiden. Kun på den måde kan vi være hinanden bekendt og med troværdighed byde læserne indenfor i vores rejseartikler.

* Henrik Lorentsen, 33 år, er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1998. Reporter på B.T. fra 1998, nu nyhedsredaktør samme sted.