Torsdag den 15. januar klokken 7.30. Denne kolde vintermorgen, godt en uge efter angrebet på Charlie Hebdo, er det kun mig og et kamerahold fra SkyNews, der har fundet vej til brændpunktet og gerningsstedet. Der er lys i flere af lejlighederne i Rue Nicolas Appert 2. I denne opgang lever nogle af de franskmænd, der bor tættest på Charlie Hebdos nu forhenværende ”gemmested”. Vi kommer ikke tættere. De nærmeste nabohuse er afspærrede.

Et mindemekka med roser og lys

Det er lige ude foran beboernes opgang, at politiet har spærret vejen af. Lige ude foran deres opgang, at jorden er forvandlet til et mindemekka med roser, levende lys, Je suis Charlie-skilte og Charlie Hebdos mest kendte karikaturtegninger.

Rue Nicolas Appert. Foto: Marie Louise Albers

Lidt i otte er der liv. 

Den første skikkelse, der finder vej ud i det mørke Paris, er en midaldrende herre med langt, sort skæg og en høj, sort hat. Han er ortodoks jøde. Manden har ikke tid til at tale med mig, for han har bestilt en taxa, der holder og venter.

Kort tid efter er der igen lys i opgangen. En travl teenagepige kommer ud ad døren. Da jeg spørger om hendes navn for at kunne kontakte hende senere på dagen, træder hun et skridt tilbage.

»Der er psykopater derude. Jeg bliver nødt til at tale med mine forældre først,« lyder det, inden hun med hætten godt trukket ned over både hoved og ansigt forsvinder rundt om hjørnet. Endnu et mislykket forsøg. Jeg når at tænke, at jeg har begivet mig ud på en umulig opgave, da endnu en chance byder sig: 57-årige Jo Marciano.

Han bor på tredje sal sammen med sin kone og fem børn. Den parisiske tøjhandler lukker mig uden videre ind i opgangen og ind i sin lejlighed.

 »Ytringsfriheden er Frankrig«

Fra sit køkkenvindue kan Monsieur Marciano kigge direkte ned på alle de mange mennesker, som hver dag kommer forbi med blomster og mindeord. I dagene lige efter angrebet besluttede han sig for at sætte elevatoren på repeat mellem sin lejlighed og stueetagen for at bringe varm kaffe, te og kiks til de hundredvis af journalister og fotografer, der blokerede hans hoveddør.

Vi sætter os ned ved hans store spisebord, og da jeg tænder diktafonen, tager Monsieur Marciano sin kippa på hovedet. 

»Ytringsfriheden er Frankrig. Det må ingen tage fra os,« siger Monsieur Marciano.  

»Medierne bliver nødt til at reflektere lidt mere over konsekvenserne af det, de rapporterer om,« siger Jo Marciano, 57 år, 3. etage. Foto: Marie Louise Albers

Han mener samtidig, at de franske medier har brug for at tænke sig godt og grundigt om i den nærmeste fremtid.

»Pressen bør være en anelse mere diskret, når det kommer til hård kritik, simpelthen for at nedtone stemningen i den muslimske verden. Det er vigtigt, især nu hvor vi er inde i en periode, hvor der er mange væsentlige ting at komme frem med. Medierne bliver nødt til at reflektere lidt mere over konsekvenserne af det, de rapporterer om,« siger Jo Marciano. 

Jeg har hørt mange andre franskmænd ytre den samme holdning: Ja, vi skal have 100 procent ytringsfrihed. Og så alligevel ikke. 

»Folk skal lære at styre dét, de siger« 

Tre etager længere oppe, på sjette sal hos Marie og Yves Kirchner, har man længe savnet en nuanceret og reflekterende nyhedsdækning i den franske presse. Det fortæller ægteparret mig, da jeg banker på deres dør og forstyrrer dem midt i deres morgenkaffe.

»I de seneste mange år har nyhedsstrømmen været overfladisk. Det er primært historier fra AFP med en lille kommentar, og det er sjældent, at man finder analyserende artikler i den skrevne presse. Man bliver nødt til at læse specialmagasiner for at finde de artikler, der går i dybden med samfundet, og det er virkelig synd,« siger Yves Kirchner, 56 år og forlægger. 

»At være fri til at udtrykke sig betyder jo ikke, at man ikke skal respektere den anden,« siger Marie Kirchner, 58 år. Hun er gift med Yves Kirchner, 56 år. De bor på 6. etage. Foto: Marie Louise Albers

Vi sidder i parrets køkken i et meget dæmpet lys. Marie Kirchner står med ryggen til ved køkkenbordet og drikker sin kaffe, stadig iført morgenkåbe. Hun siger ikke så meget, men kan alligevel ikke lade være med at blande sig. 

»Man kan ikke bare sige alt, hvad man vil, i ytringsfrihedens navn. Folk skal lære at styre dét, de siger. Det er vigtigt, at man udtrykker sig, men man skal heller ikke overdrive. Jeg tror måske, at folk var mere høflige før i tiden. At være fri til at udtrykke sig betyder jo ikke, at man ikke skal respektere den anden,« lyder det fra Marie Kirchner, 58 år og skoleleder.

Jeg aftaler med ægteparret Kirchner at vende tilbage i aften for at tage et billede af dem og tager så trapperne ned. Jeg føler mig som en lusket journalist. Jeg har tillokket mig adgang til et privat boligkompleks, hvor jeg render rundt og stemmer dørklokker.

»Et elektrochok for alle«

Da jeg kommer ned i stueetagen, møder jeg Bruno Leveillé fra første sal, og han sender ingen misfornøjede blikke eller undrer sig over, hvorfor en fremmed pige pludselig befinder sig i hans opgang. Iført skrigende orange dunjakke og et stort smil fortæller den 54-årige it-medarbejder, at han tror, at den franske presse vil komme styrket ud af dette angreb på ytringsfriheden.

»Det har uden tvivl været et elektrochok for alle, men jeg tror, at det vil føre noget godt med sig. Pressen vil blive endnu mere fri og endnu mere modig i fremtiden,« spår Bruno Leveillé, der opfordrer medierne til at blive ved med at gøre, som de plejer.   

»I skal blive ved med at informere os og være de mest kritiske og mest humoristiske. I må ikke stoppe med at lave disse former for tegninger, slet ikke,« lyder hans opråb.

Bruno Leveillé siger ja til, at jeg må tage et billede af ham, og jeg tager ham med over til en mur få meter fra opgangen. Her sidder der et stort, blåt klistermærke, der til forveksling ligner de rigtige vejskilte, der hænger rundt på alle parisiske gadehjørner. Place de la Liberté d’Expression – Ytringsfrihedens Plads – står der på skiltet.

»Pressen vil blive endnu mere fri og endnu mere modig i fremtiden,« spår Bruno Leveillé, 54 år, 1. etage. Foto: Marie Louise Albers

Bruno Leveillé er så tillidsfuld, at han har givet mig koden til at komme ind i lejlighedskomplekset igen. Jeg når nærmest ikke at komme ind i opgangen, før jeg møder den 54-årige konsulent Rachael Vilain fra femte sal. 

Hun er mere lukket og ikke tilpas ved situationen. Hun indvilger dog i at tale lidt med mig, men vil ikke have taget noget billede, hvor man kan se hendes ansigt. I hendes øjne har medierne ikke meget at skulle have sagt i det her. 

»Nu har vi været igennem alle disse følelser, og jeg synes, det er tid til, at politikerne reagerer. Om pressen kan gøre noget anderledes, det er jeg ikke sikker på. Den spiller ikke nogen stor rolle,« mener Rachael Vilain.

»Nu har vi været igennem alle disse følelser, og jeg synes, det er tid til, at politikerne reagerer,« siger Rachael Vilain, 54 år, 5. etage. Foto: Marie Louise Albers

»Medierne er med til at skabe had«

Martine fra syvende sal er af den modsatte opfattelse. I hendes øjne er det netop pressen, der har været med til at skabe hadet i befolkningen, fordi deres dækning er skæv og ikke objektiv nok.

»Det er i høj grad medierne, der har været med til at skabe det had, som vi i dag ser mellem religionerne i Frankrig,« siger Martine, som også lukker døren op og lader mig komme ind i sin lejlighed. 

Martine er religiøs jøde. Det var hendes mand, jeg stødte på tidligere i morges. Hun fortæller, at hun har været yderst berørt af de seneste dages mange begivenheder. Ikke blot alt det, der er foregået lige uden for hendes hoveddør, men især også ”det direkte angreb mod jøder” ved gidseltagningen ved Porte de Vincennes. Her blev fire mennesker skudt i præcis det jødiske supermarked, som hun selv handler i flere gange om ugen.

Jeg sidder længe og snakker med Martine. En lille time måske. Hun har brug for at komme af med en masse frustrationer over det franske samfunds måde at behandle jøder og muslimer på. Hun nævner mange gange, at hun har tillid til, at jeg citerer hende korrekt. At jeg ikke skriver noget, der ikke passer, for det har hun allerede været ude for en gang med Le Monde, der lavede et portræt af hendes liv som ejer af en jødisk restaurant og hendes frivillige arbejde på et lokalt hospital.

»Du er journalist, det er din metier, og hvis du vil have et scoop, bliver du nødt til at slå med albuerne. I dag går mediedækningen kun ud på at være sexy, og det har jeg ikke lyst til at være en del af. Virkelig ikke,« siger hun.

Jeg lover hende at sende citaterne til gennemlæsning. Og det billede, som vi sammen smutter ned på gaden og tager, vil hun også gerne se, før det bliver publiceret.

»I dag går mediedækningen kun ud på at være sexy, og det har jeg ikke lyst til at være en del af. Virkelig ikke,« siger Martine, 59 år, 7. etage. Foto: Marie Louise Albers

»Ytringsfriheden lider ikke i Frankrig«

Fem minutter efter kommer 85-årige Hector Hodara fra sjette til højre futtende ud til sin dør i hjemmesko. Da jeg bankede på tidligere i morges, var jeg for tidligt på den, der var han nemlig ikke kommet i tøjet. Men nu er klokken cirka 11, og han er klar til at invitere mig indenfor.

Jeg er efterhånden ved at være godt infiltreret i Rue Nicolas Appert 2.

Vi sætter os sammen i hans dagligstues nedsunkne sofaer. Der ligger en krydsogtværs på sofabordet, men ellers er der vældig ryddet og sparsomt med pynteting i det store lyse stuerum med vinduer ned til gaden.

»Medierne er alt for politisk korrekte i dag,« er Monsieur Hodaras holdning. 

Derfor sætter han også pris på, at en avis som Charlie Hebdo eksisterer, også selv om han ikke selv læser den eller har tænkt sig at læse den.

»Charlie Hebdo er ikke en politisk avis, men en satirisk avis, og denne form for avis er mere fri. Det er vigtigt, at disse medier findes, for ellers kan vi måske føle, at vi lever i et diktatur, der forbyder os at udtrykke os. Ytringsfriheden lider ikke i Frankrig, den har nogle tilsnigelser, men … Vi er ikke i Rusland. Eller i et arabisk land for den sags skyld,« lyder det fra den ældre herre. Også ham må jeg gerne få et billede af i hans store sorte sofa.

»Medierne er alt for politisk korrekte i dag,« siger Monsieur Hodara, 85 år, 6. etage. Foto: Marie Louise Albers

Mutte og bevægede besøgende 

Da jeg kommer ned på gaden igen, er klokken ved at være middagstid. Flere og flere folk har samlet sig ved gerningsstedet, og én efter én stopper de op, mutte og bevægede, og nærstuderer nogle af de mange tegninger og mindeord, som den franske befolkning har skrevet til Charlie.

To unge mænd, der arbejder for lysfirmaet Azimut Industries, er ufrivilligt blevet en del af forestillingen. Deres kontor ligger i stueetagen i Rue Nicolas Appert nummer 2, og facaden – det vil sige ét stort vindue – vender direkte ud mod mindepladsen. 

Den ene, 25-årige Renwei Huang, kommer oprindeligt fra Kina. 

»Jeg læser ikke aviser eller følger med i medierne, jeg har ikke rigtig en holdning til det, du spørger om.«

Det regner og blæser, da jeg igen befinder mig ved gerningsstedet allersidst på eftermiddagen.

 Rue Nicolas Appert. Foto: Marie Louise Albers

Angstdæmpende medicin

Mens jeg venter på Anne Delage fra sjette sal til højre, stiller jeg mig i ly for regnen under halvtaget til opgangen. Den 57-årige sygeplejerske havde ikke tid til at snakke med mig, da jeg bankede på hendes dør i morges.

Da klokken nærmer sig 18, dukker hun op rundt om hjørnet. Anne Delage vidste oprindeligt ikke, at Charlie Hebdo havde til huse få meter fra hendes hoveddør. Det samme gælder mange af hendes naboer. Hun havde godt nok lagt mærke til, at der i mange måneder forinden havde været en politibil, der altid holdt parkeret lige foran nabobygningen, men hun troede, at det var sikkerhedsforanstaltninger tilknyttet den rabbiner, der også bor i gaden.

Anne Delage er begyndt at tage angstdæmpende medicin efter de voldelige hændelser.

»Jeg håber, at det med tiden vil blive nemmere, men lige nu har jeg det ikke så godt,« fortæller Anne Delage, der også godt kan forstå, hvis pressen er blevet bange efter alt det, der er sket.

»Journalisterne er blevet skræmte. Jeg kender i hvert fald én kvindelig journalist, og hun er bange.«

»Journalisterne er blevet skræmte. Jeg kender i hvert fald én kvindelig journalist, og hun er bange,« siger Anne Delage, 57 år, 5. etage. Foto: Marie Louise Albers

Anne Delage viser mig hen til viceværtens kontor og præsenterer mig for Karine Level. Karine er 43 år og kender alle i opgangen. Ikke bare i Rue Nicolas Appert nummer 2, men også i nummer 1 og flere andre af de boligkomplekser, som ligger lige ved gerningsstedet.

»Det har slået mig helt ud«

Karine Level er en af de få, der altid har vidst, hvorfor der holdt en politibil foran nummer 10. Og en af de få, der også havde lagt mærke til, at politibilen ikke var der de sidste tre uger op til angrebet.

I hendes baglokale ligger en regning til Charlie Hebdo, som hun aldrig nåede at aflevere. Når hun får tid, vil hun sende den til Charlie Hebdos nye ”gemmested”, avisen Libération, som altid har været en af Charlie Hebdos støtter.

»Jeg tror ikke, man skal blive ved med at lave sådan nogle tegninger. Det fører bare til noget, vi slet ikke kan styre. Der bliver ikke tændt en flamme, uden at der også tændes et helt bål, og jeg tror, at de vil angribe andre aviser,« siger Karine Level uden at nævne, hvem vi taler om.

Hun er egentlig ikke meget for at tale med pressen, men det har været svært at undgå. Journalister har bedt hende om at gå tættere på gerningsstedet og tage billeder for dem, og hun har også holdt et kamera for en italiensk journalist, der ville have den helt rigtige vinkel af Charlie Hebdos redaktionslokaler.

»Journalisterne gør deres arbejde, men de siger også nogle ting, som de ikke er 100 procent sikre på. Jeg har hørt mange stå og rapportere om noget, der overhovedet ikke passer,« siger den 43-årige viceværtinde, der mest af alt bare har lyst til at vende tilbage til hverdagen igen.

»Jeg foretrækker at arbejde i timevis i stedet for at blive konfronteret med det her hver eneste dag. Jeg har tabt mig tre kilo, det har slået mig helt ud. Der kommer nye folk hver dag, og det bliver garanteret et sted, hvor de vil blive ved med at komme,« frygter Karine Level.

»Jeg tror ikke, man skal blive ved med at lave sådan nogle tegninger. Det fører bare til noget, vi slet ikke kan styre,« sigerer Karine Level, 43 år, vicevært. Foto: Marie Louise Albers

På tide, at hverdagen indtræffer igen

Klokken nærmer sig 19, og det eneste, jeg mangler nu, er at tage et billede af Marie og Yves Kirchner. Jeg bipper mig ind i Rue Nicolas Appert nummer 2 for sidste gang og ringer på deres dørtelefon.

Jeg får endnu en gang placeret mine kilder foran Ytringsfrihedens Plads. Sammen med de to beboere står jeg nu for sidste gang og kigger hen mod mindestedet, hvor der igen er proppet med mennesker. Børn, voksne, ældre ægtepar, udenlandske turister. I morgen kommer den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, forbi.

Den franske præsident, François Hollande, har meddelt sit folk, at det er på tide, at hverdagen snart indtræffer igen. Det gælder også for hele den franske presse. Og beboerne i Rue Nicolas Appert nummer 2. 

»Måske giver alt det her medierne mulighed for at genvinde deres autoritet og rolle i demokratiet. Det kan man kun håbe,« siger Yves Kirchner. 

»Der kommer nye folk hver dag, og det bliver garanteret et sted, hvor de vil blive ved med at komme,« siger vicevært Karine Level. Foto: Marie Louise Albers