search

En moske under radaren

I al ubemærkethed fik Danmarks første moske med minaret lov at skyde op på en københavnsk industrigrund. Stilheden var et bevidst strategisk greb: Lad os holde pressen ude, de gør alligevel ikke noget godt for processen

Foto: Thomas Nielsen

 

I en tom kontorbygning i Københavns nordvestkvarter sidder en gruppe danske muslimer med en nyhedshistorie, de i årevis har drømt om at kunne fortælle.

Foran sig har de en tilladelse fra Københavns Kommune til at ombygge bygningen, de sidder i, til en moske med en 20 meter høj minaret. Danmarks første. De har også en pressemeddelelse, hvor der står, at nu går byggeriet i gang, og at moskeen vil være en realitet inden for et år. Pressemeddelelsen er færdig, den er tjekket for stavefejl, den er klar til at blive sendt ud.

Det kribler i fingrene på de forsamlede efter at dele det glade budskab med hele landet: Endelig får Danmark en rigtig moske. En smuk og moderne moske til hele 150 millioner kroner, rundhåndet finansieret af emiren af Qatar.

Men nu er de alligevel kommet i tvivl. De sidder og diskuterer, hvad der egentlig vil ske, når pressemeddelelsen lander i mailboksene rundt omkring. Medierne vil naturligvis skrive om byggeriet. De vil lede efter holdninger for og imod moskeen. Dansk Folkeparti vil naturligt blive spurgt, og de vil kalde moskeen for endnu et skridt hen imod en islamisering af Danmark. Debatten om moskeen vil vokse som symbol på debatten for og imod muslimsk kultur.

Nej. Lad byggeriet blive færdigt og lad debatten blive om, hvad moskeen skal bruges til. Ikke om den overhovedet skal være der. Gruppen beslutter at folde pressemeddelelsen sammen og gemme den. Pressen kan komme, når den kommer, og så vil svaret i første omgang være: Ingen kommentarer!

Mohamed Al Maimouni, medie-ansvarlig i Københavns Store Fond, fortæller om kommunikationsstrategien i forbindelse med byggeriet af moskeen i Københavns nordvestkvarter.

 

»Under de 10 år med en Venstre-regering har der været et massivt fokus på udlændinge – et negativt fokus. Danskere har – ligesom i mange andre lande – en stereotyp opfattelse af muslimer. Vi bliver stemplet generelt som folk, der ikke kan integrere sig i samfundet, ikke kan lide Vesten, ikke kan lide danskere. Og konklusionen af dette bliver hurtigt, at vi ikke skal have muslimer i Danmark, for de bidrager ikke positivt til samfundet.«

Sådan fortæller Mohamed Al Maimouni, medie-ansvarlig i Københavns Store Fond, der som en finansiel afdeling under Dansk Islamisk Råd er bygherre for moskeen. Der er nu gået lidt over et år siden mødet, og Al Maimouni befinder sig på samme sted, hvor de sad. Nu går han imidlertid rundt under en enorm kuppel i loftet af det rum, hvor 1200 muslimer inden længe vil kunne lægge sig på knæ med fronten vendt mod Mekka. Han fortæller om udsmykningen af kuplen, som skal udføres af en gruppe marokkanske specialister, men i afdæmpede farver, der spiller sammen med skandinavisk temperament og æstetik. Han fortæller om den særlige balkon, der gør det muligt for kvinderne at deltage i bønnen, og om det lydisolerede rum bagved, hvor børnene kan lege uden at forstyrre.

Han fortæller også, hvordan moskeen på sin vis er en udløber af Muhammed-krisen. I den anspændte tid efter tegningerne rejste Dansk Islamisk Råds daværende formand til Mellemøsten og argumenterede blandt andet i et Al Jazeera-interview for, at konflikten skulle løses ved at udbrede forståelsen for islams værdier og kultur i Danmark, og at det kunne ske gennem en ny moske og et kulturcenter. Blandt dem, der lyttede interesseret, var Qatars emir Hamad bin Khalifa, hvilket altså siden udløste donationen på 150 millioner kroner til projektet.

 

Det er langtfra første gang, der har været planer om en stormoske i hovedstadsområdet. I 1992 afsatte kommunen i lokalplanen en attraktiv grund tæt på Islands Brygge til en moske, uden at det har ladet sig gøre at realisere ideen, blandt andet på grund af manglende enighed mellem byens forskellige islamiske trossamfund.

»Det er en af de erfaringer, vi tog med os. Dansk Islamisk Råd måtte gøre det her selv,« siger Mohamed Al Maimouni.

 

En anden erfaring var, at de måtte gribe medierne an på professionel vis. På mødet, hvor de besluttede ikke at orientere pressen om moske-byggeriet, besluttede de samtidig at få hjælp fra en kommunikationsrådgiver. Det blev Jens Friis fra Strat & Co, der i sommeren 2012 blev kaldt ind for at ruste Dansk Islamisk Råds medieudvalg til pokerspillet med pressen.

»Min grundlæggende tilgang er: Hold jer til, om I vil være åbne eller ikke åbne. Vil I tage den, når journalisten ringer – både når det er om gode og dårlige historier? Det havde vi nogle dialoger omkring,« fortæller Jens Friis.

Og ja – selv om mantraet oftest er, at der skal være fuld åbenhed, så er det modsatte også en strategisk løsning.

»Det kan man godt. Så skal man bare være konsekvent. I de stillinger, jeg har haft som informationschef, har jeg altid forsøgt at være konsekvent om graden af åbenhed. Det betyder så også, at man grundlæggende ikke er mere åben, når det er en positiv historie, end man er, når historien er negativ,« siger Jens Friis, der tidligere har været blandt andet informationsdirektør i Danpo.

 

Jens Friis medgiver, at en muslimsk organisation som udgangspunkt altid vil have nogle særlige kommunikative udfordringer.

»De prøver at få kommunikeret moskeen og deres tilgang til islam i dansk kontekst, men det kan være et svært emne. Som muslimsk organisation er der jo en masse kontroversielle emner, man vil blive bedt om at tage stilling til – lige fra tørklæder, æresdrag, stening, om man skal give hånd eller ikke give hånd og så videre. Det vigtige er, at man har et klart svar. Det gælder også spørgsmålet om, hvem der sponserer moskeen. Og så kan svaret jo godt være: Det ved jeg godt, men det vil jeg ikke fortælle dig. Hellere sige fra starten, at man ikke vil svare, end at gå i baglås halvvejs henne i interviewet.«

Jens Friis opfordrede medieudvalget i Islamisk Råd til at lave en liste over spørgsmål og emner i debatten og få afklaret, hvilke svar man ville give.

Men beslutningen om at gå stille med byggeriet i forhold til pressen, tog de selv.

»Der er en generel negativ stemning omkring muslimers tilstedeværelse i Danmark, og her må vi erkende, at medierne har en stor del af ansvaret.  De fokuserer som regel på de negative sider. Så vores strategi blev at holde os så langt fra pressen som muligt. Simpelthen for at sikre, at projektet kunne realiseres,« fortæller Mohamed Al Maimouni.

Byggeriet var ikke nogen hemmelighed. Godkendelsen var officielt givet af Københavns Kommune, hvor man kunne få oplysninger om byggeplanerne. På selve byggegrunden fandtes også et skilt, hvor entreprenøren informerede om, at man her byggede en moske. Men henvendelser fra pressen blev mødt med »ingen kommentarer«.

Således skrev det lokale nyhedssite 2200N.dk allerede i marts 2013 ganske udførligt om projektet, men udelukkende med kommentarer fra kommunen og arkitekten. Nyheden blev citeret, men kastede ikke nogen særlig debat af sig. Måske – vurderer Mohamed Al Maimouni – fordi den fortabte sig lidt i alle de øvrige hypotetiske moske-planer, der er og har været i hovedstadsområdet.

Det var journalist Thor Dam, der skrev om moskeen på 2200N.dk. Han bor i nærheden og fik en folder ind ad døren, hvor kommunen informerede naboerne om byggeprojektet.

Som redaktør på det lokale nyhedssite har han ofte oplevet, hvordan ting, der foregår på Nørrebro, er blevet landsdækkende diskussionsemner. Og i det lys forstår han godt, at Dansk Islamisk Råd ville gå stille med dørene.

»Nørrebro er nok den lokalitet i Danmark, der diskuteres mest. Det er case, når der debatteres islam, multikultur, bandeproblemer, urbane tendenser. Men lokalt er det ikke en fordel, når folk i Jylland sidder og diskuterer med folk på Falster om en moske, de ikke engang har set. For tingene bliver tit meget skævvredne i sådan en debat,« fortæller Thor Dam.

Mens Thor Dams artikel blev citeret i forskellige nyhedsmedier, listede man i Dansk Islamisk Råd rundt på strømpesokker og forberedte sig på det tidspunkt, man selv ville gå i pressen.

»Vi havde ikke sat en dato. Vi vidste, at det ville komme ud på et tidspunkt, og at det ville blive en storm. Så imens lavede vi vores lektier omkring de kritiske spørgsmål, medierne kan stille. Det handler om ikke at blive citeret for noget, du ikke vil sige. Og hvis man ikke er medietrænet, kan man komme til at begå rigtig store fejl. Du som journalist vil have mig til at sige det, du vil. Jeg vil ikke sige det, men du bliver ved med at presse mig til at sige det. Det er sådan et spil, man har med journalisten.«

I over et år lykkedes det for Dansk Islamisk Råd at flyve under radaren med deres moske. Men så en dag for en måneds tid siden ringede Dorrit Saietz fra Politiken. Hun cyklede dagligt forbi byggepladsen og ville gerne høre lidt om, hvordan det gik.

OK, tænkte Al Maimouni, nu var det tid.

»Da Dorrit ringede, havde vi lagt vores strategi og var klar til at svare på spørgsmål, så jeg sagde: Ja, du må gerne komme. Vi havde ikke planlagt at lave selektion af medierne. Men vi er glade for, at det blev Politiken, der kom først,« siger han.

Saietz blev vist rundt i bygningerne, og søndagen efter kunne Politiken fortælle om stormoskeen, der er ”skudt op i al stilhed”.

De efterfølgende to dage vil Mohamed Al Maimouni aldrig glemme. Han vurderer, at han blev kontaktet af 50 medier, der på den ene eller anden måde ville dække den nye moske. Alle undtagen Børsen, noterer han.

Med den store medieinteresse kom også de kritiske – negative, om man vil – historier. Flere medier fokuserede på finansieringen fra Qatar, som en religionsforsker mente praktiserer en konservativ opfattelse af islam. En historie om en relation til Det Muslimske Broderskab i Egypten kom også op.

Ifølge Al Maimouni er begge vinkler helt uden substans. Men han var forberedt på, at der også ville komme kritisk fokus.

 

»Vi tog det stille og roligt med positiv mine. Der blev skrevet noget grimt, men det må man bare tackle. Alt var på plads, og processen ville ikke kunne blive forstyrret. Som Peter Skaarup sagde til BT – nu var det for sent til, at de juridisk kunne gøre noget og stoppe processen. Det var præcist det, vi var interesserede i.«

Mohamed Al Maimouni glæder sig over, at det også er lykkedes for ham at plante historier. Blandt andet har han fået Dorrit Saietz til at skrive om det ældrecenter for indvandrere, som kulturcenteret også skal indeholde og drive i samarbejde med Københavns Kommune.

Men efter nogle uger med meget pressekontakt er hans strategi ikke desto mindre igen at skrue ned for kommunikationsblusset. I hvert fald den del, der omhandler pressen.

»Vores konklusion er stadig, at uanset hvor dygtig du er, så vil du som muslim aldrig kunne overbevise medierne om, at vi har intentioner om at opbygge samfundet her og bevare de gode ting, der er. Det vender tilbage til den grimme stereotype, man har om muslimer. Så vi har besluttet, at vi ikke vil bruge mange kræfter på medierne. Det skal være vores handlinger, der taler for os. Vi skal markedsføre projekterne, og så må handlingerne tale. Det er den eneste måde.«

Kommentarer
7
Jeppe Duvå
10.09.13 10:45
"Moske under radaren" ville
"Moske under radaren" ville have været en relevant artikel, hvis dens bærende påstand var rigtig: At det hele var foregået i "al ubemærkethed" indtil den dygtige journalist fra Politiken cyklede forbi. Men påstanden er forkert. Hvis Islamisk Råd havde ønsket at "flyve under radaren", som artiklen hævder, er det påfaldende, at Islamisk Råds talsmand venligt og villigt stillede op til interview og fremvisning af den blivende moske i Kristeligt Dagblad allerede i februar i år - altså måneder før Politiken (og Journalisten) opdagede byggeriet. Kristeligt Dagblads journalist Britta Søndergaard skrev den 23. februar historien "Danmarks største moskébyggeri foregår uden diskussion" (forsiden) og "Endelig får vi en moské, vi kan være bekendt at vise frem" (side 2) fulgt op senere med vinkler såsom "Qatars donation til dansk moské skaber bekymring" (den 19. marts). Moske under radaren? Ja, sikkert - hvis ens radar hedder dagbladet Politiken. Måske kunne man forvente sig af et mediefagblad som Journalisten, at det havde en lidt mindre provinsiel tilgang til tingene, end hvad der defineres som nyt på Rådhuspladsen. Bedste hilsener, Jeppe Duvå, redaktionschef, Kristeligt Dagblad.
Fremhævet af Journalisten
Øjvind Hesselager, redaktør, Journalisten
10.09.13 11:06
Kære Jeppe

Kære Jeppe

Ja, det havde været relevant at nævne historien 23. februar: "Danmarks største moskébyggeri foregår uden diskussion".

Også fordi den jo bekræfter den "bærende påstand" - som gruppen bag moskeen redegør for i artiklen i Journalisten - at byggeriet skulle foregå uden diskussion.

Vi skriver desuden ret tydeligt, at:

"Byggeriet var ikke nogen hemmelighed. (...). Men henvendelser fra pressen blev mødt med »ingen kommentarer«."

Jeg beklager, at vi ikke nævnte Kristeligt Dagblad og jeres indsats. Det havde set pænt ud.
Fremhævet af Journalisten
Jan Eskildsen
11.09.13 14:10
Moskeen har muligvis været
Moskeen har muligvis været under Journalistens radar, men ikke under de opmærksomme læseres. Det var ikke i "det lokale nyhedssite 2200N.dk allerede i marts 2013" man kunne læse om moskeen første gang.
Allerede mere end et år før skrev Helle Merete Brix om den i Den Korte Avis, det var helt præcist den 2. juli 2012.
Link:
http://denkorteavis.dk/2012/det-muslimske-broderskabs-moske-pa-norrebro/
Fremhævet af Journalisten
Jan Eskildsen
11.09.13 14:25
Rettelse: "et halvt år før"
Rettelse: "et halvt år før" skulle det være. Kristeligt Dagblad har ikke tidligere været optaget af broderskabets gerninger, og kan ikke påstå, at deres omtale var først – eller mest oplysende for den sags skyld.
Fremhævet af Journalisten
Max Kim Tobiasen
11.09.13 18:48
Hvor er det dejligt at se en
Hvor er det dejligt at se en redaktør indrømme en fejl og komme med en undskyldning. Der er ingen der er perfekte, men dem der har formatet til at Indrømme deres fejl får en ekstra stjerne i min bog.

Her er der mange andre medier og journalister der kunne lære noget.
Fremhævet af Journalisten
Martin Harbo
13.09.13 12:08
27. august, 2009 bragte TV2
27. august, 2009 bragte TV2/Nyhederne indslaget om, at Københavns borgerrepræsentation havde sagt ja til en blå kuppelmoske i København med to 32 meter høje minareter. I indslaget blev både politikerne Anne Vang og Carl Christian Ebbesen samt Imam og formand for Ahlul Bait interviewet. Omtalen kan også ses i web-version her:
http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-24639092:32-meter-h%C3%B8j-moske-i-k%C3%B8benhavn-nv.html
Fremhævet af Journalisten
Dorrit Saietz
19.09.13 13:12
Martin Harbo, den moske du
Martin Harbo, den moske du nævner er en anden, og den udløste over 1000 indsigelser under høringsfasen. Den er endnu ikke bygget færdig og er bl.a. blevet forsinket flere gange af finansieringsproblemer.
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen