Det ligner et meget enkelt regnestykke. Tre milliarder minus to milliarder giver en milliard til overs.
De tre milliarder kroner er udgiften for at bygge et nyt hus til hele DR i Ørestaden på Amager. De to milliarder er prisen for at samle hele DR i TV-Byen i Gladsaxe i moderniserede bygninger. DR kan med andre ord umiddelbart spare 1.000.000.000 licenskroner ved at vælge den billigste løsning.
Men af en eller anden mærkelig grund sker det ikke. For en sjældent gangs skyld er politikerne ikke først og fremmest interesserede i at træffe den økonomisk billigste løsning. De er langt mere interesserede i at puste liv i det politiske prestigeprojekt Ørestaden, der er i fare for at ende som en fiasko, hvor grundene ikke kan sælges.
Derfor har Folketinget sagt ja til at garantere for milliardlånet til Ørestaden.
»Det er langtfra givet, at vi kunne få en statsgaranti til et lån, hvis vi vælger at bygge om i TV-Byen,« siger Christian S. Nissen, generaldirektør i DR. »En del af den politiske opbakning skyldes selvfølgelig hele perspektivet omkring Ørestads-satsningen,« fastslår Nissen.
»Perspektivet« omkring Ørestads-satsningen spiller altså en afgørende rolle i DRs flytteplaner. Måske endda så afgørende, at en af de mere prominente skeptikere er blevet banket på plads med netop det argument. Da den radikale kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen første gang hørte om DRs Ørestadsplaner fandt hun dem direkte ufornuftige:
»Det forekommer mig langt mere relevant, at licenspenge skal gå til danske fjernsyns- og radioprogrammer,« skrev hun i januar 1999 uden omsvøb om flytteplanerne til erhvervsministeren.

Tigerspring
Måske var kulturministeren også irriteret over DRs pludselige tigerspring:
I januar 1998 lancerede DR-direktionen det, der dengang lignede en meget stor vision:
Alle DRs nyhedsafdelinger skulle under samme tag i Danmarks »indiskutabelt stærkeste nyhedshus«, som det hed. En storstilet arkitektkonkurrence blev afviklet. Der blev hældt over fem millioner kroner i det indledende arbejde. Slutprisen på det topgearede nyhedshus ville blive cirka 217 millioner kroner.
Men sideløbende havde DRs direktion en anden og mindre officiel dagsorden. DRs ledelse deltog i efteråret og vinteren 1998 i Erhvervsministeriets arbejde om IT og Teleindustri. Resultatet af det arbejde var den højtsvungne visionspjece »Danmark, som foregangsland – Øresundsregionen – nye kreative vækstmiljøer.«
I pjecen udnævnes DR til intet mindre end »primus motor« i dele af Ørestadsprojektet. Væk er nyhedshuset. Og pist borte er også kulturministerens udadvendte skepsis.
I august stemmer et flertal i Finansudvalget for, at DR med statsgaranti kan optage et lån på 2,3 milliarder kroner. De resterende 700 mio. kroner skal DR selv skaffe gennem salg af TV-Byen og Radiohuset.

To mand imod
Hvordan pengene kommer til veje bekymrer ikke Christian S. Nissen. For generaldirektøren er Ørestads-planerne en enestående mulighed for at videreudvikle DR som multimedievirksomhed, introducere ny teknologi i nye rammer, blive integreret med byen.
Han forstår ganske enkelt ikke, at alle ikke klapper i hænderne.
»Når alle DRs medarbejdere kan arbejde sammen på kryds og tværs i et fælles hus, så opstår der nogle fantastiske muligheder. Det ser vi allerede i dag i DR-Ung – her er det ideerne, ikke medietypen, der er udgangspunktet.«
Det er krydsfeltet mellem direktions-drømme og politisk power, der trækker DR til Ørestaden. Men er det også fornuft, spørger skeptikerne i DRs 11 mands store bestyrelse. Her er ni for udflytningsplanerne – to imod. Den ene modstander er Preben Sepstrup. Længe brændte også han for at DR skulle samles i Ørestaden, men udgifternes acceleration og de uigennemskuelige dagsordener blev ham for meget.
»Direktionen var meget forhippede på Ørestadsløsningen. Kræfterne har været så stærke, at beslutningen nærmest virkede truffet på forhånd,« siger Preben Sepstrup.
»Hver gang, der var nye prisstigninger, var der altid en god forklaring. På en eller anden måde, blev det angiveligt alligevel ikke dyrere. I sidste ende går det jo ud over programmerne, når pengene bruges på mursten. Lige meget hvad.«
Den anden skeptiker i bestyrelsen er det medarbejdervalgte medlem Jørgen Hartvig:
»Vi har aldrig rigtigt diskuteret, hvordan DRs nuværende bygninger kunne udvikles og bruges i fremtiden. Dele af bestyrelsen, direktionen og regeringen har været forhippede på at få os til Ørestaden. Politikerne skal have solgt nogle grunde, og der skal nogen folk ned i den metro.«
Jørgen Hartvig tvivler på hele filosofien bag udflytningen:
»Jeg tror ikke på den »synergi-effekt« direktionen hele tiden nævner, fordi vi slås sammen. Ørestadsbyggeriet bliver så stort, at vi alligevel ikke møder hinanden. Jeg mener: Radiohuset og DR på H.C. Ørstedsvej ligger 100 meter fra hinanden i dag – men vi mødes ikke.«

Mystiske to milliarder
Skeptikere – også uden for bestyrelsen – mener, DRs ledelse har fortiet centrale oplysninger for at få den ønskede beslutning igennem.
Jørgen Hartvig gik blandt andet på tinglysningskontoret og fandt ud af, at DR faktisk har en stor byggegrund placeret klods op af TV-Byen i Gladsaxe. En grund, som fint kunne rumme DRs udbygningsplaner. Det havde direktionen ikke fortalt DRs bestyrelse.
»Det havde været en rimelig arbejdsform, at direktionen havde fortalt om den grund,« siger Jørgen Hartvig.
Det springer også skeptikerne i øjnene, at DR ville kunne bygge et toptrimmet nyhedshus for 217 millioner, men at det skal koste hele to milliarder – næsten ti gange så dyrt – at modernisere TV-Byen.
De to milliarder står DR så hårdt på, at DR har fremlagt tallet for Finansudvalget for at vise, at Ørestaden er det rette valg.
Kaj Toft, DRs projektchef på Ørestadsbyggeriet, understreger over for JOURNALISTEN, at tallet to milliarder er »meget overfladsmæssige tal«.
»Beregningen dækker over, at man samler alle DRs adresser i TV-Byen og erstatter de barakker, vi efterhånden har fået opført, med nybyggeri. Samtidig river vi indmaden ud af bygningerne for at få moderne arbejdspladser ud af det,« siger Kaj Toft.
»Det er lidt billigere at opgradere TV-Byen end at bygge nyt i Ørestaden. Til gengæld får du ikke den samme funktionalitet,« forklarer Kaj Toft. »Det er ét af argumenterne for ikke at samle det hele i TV-Byen. For vi kunne sagtens bygge det herude.«
Når Kaj Toft siger »lidt billigere« dækker det fortsat over en milliard kroner.
I det store regnestykke, hvor valget mellem TV-Byen og Ørestaden skal træffes, har DR været yderst nøjeregnende med at få alle de tal frem, der taler mod valget af TV-Byen.
For eksempel fremgår det af DRs korrespondance med Finansudvalget, at TV-Byen skal vedligeholdes med op mod 15 millioner kroner om året – selv om den bliver istandsat for to milliarder.
Helt ned i detaljen er DR i stand til at beregne, at TV-Byen er en dårlig forretning. Isolering bliver der øjensynlig heller ikke råd til i de to milliarder. Alene udgifterne til energi vil være fire millioner kroner større i TV-Byen end i Ørestaden, fastslår DR over for Finansudvalget. Dermed får også miljø-tilhængerne et argument for Ørestaden.
På den måde når DR stykke for stykke frem til, at det – alt i alt – kun vil koste 25 millioner kroner mere om året at flytte til Ørestaden, end at samle DR i TV-Byen – selv om prisforskellen er en milliard kroner.
DRs projektchef Kaj Toft forklarer JOURNALISTEN, at de rådgivende ingeniører i firmaet Carl Bro har hjulpet DR med vurderingen om de to milliarder. Det afviser Carl Bro dog.
»Det har vi ikke,« siger ingeniør Jens Rugaard fra Carl Bro. »Det har DR formentlig selv gjort,« siger han.
Fra højeste politiske hold er DRs »beregninger« blevet accepteret uden videre. Inden Finansudvalget beslutter at give DR milliard-garantien, spørger udvalget kulturminsteren, om hun ikke er betænkelig ved, at alle oplysninger indhentes hos DR selv. Den skepsis fejer ministeren effektivt af banen én gang for alle:
»Jeg kan … ikke se, hvilke uafhængige instanser, der skulle have bedre baggrund end DR for at afgive skøn over såvel de økonomiske som de udviklingsmæssige konsekvenser for DR af en udflytning til Ørestaden,« lyder det fra ministeren.
På den baggrund er det opsigtsvækkende, at generaldirektør Christian S. Nissen blankt indrømmer, at DR ikke har været så nøjeregnende med de 2 milliarder.
»Vi har ikke lavet så grundig en analyse af de to milliarder, som vi gjorde af de tre milliarder. Det er naturligt nok. Vi valgte relativt tidligt, at vi ville til Ørestaden. Derfor er de to milliarder baseret på betydeligt mere foreløbige skøn end de tre milliarder. Det har vi også sagt til politikerne.«

Ukendt slutregning
De tre milliarder kroner er ikke udgiften til en toptrimmet digital medieby. De tre milliarder dækker alene den tomme skal – bygninger uden det nødvendige indhold. Og selv det beløb kan blive større.
I det såkaldte beslutningsgrundlag – som Finansudvalget støttede sig til, inden lånegarantien blev givet – opererer DR med en usikkerhedsmargen på 15 procent. De præcist 3,036 milliarder kroner kan dermed vokse til 3,5 milliarder. Desuden understreger de rådgivende ingeniører Carl Bro i beslutningsgrundlaget, at »Store sager = stor risiko. Dette gælder såvel tid, som penge.«
Ud over eventuelle budgetsprængninger, skal DR også ryste op med penge til inventar, radio- og tv-udstyr og dataudstyr.
»Vi regner med i de kommende fem år at skulle investere mellem en halv og en hel milliard i ny digital produktionsteknologi,« siger generaldirektør Christian S. Nissen. »Det skal anskaffes under alle omstændigheder, lige meget hvor vi bor,« siger Christian S. Nissen.
Christian S. Nissen er ivrig efter at forklare finansieringsmodellen bag udflytningen – at det kan lade sig gøre er nemlig også kommet bag på ham selv.
»Først troede jeg planen om at købe selv var urealistisk, men det viste sig, at det kan klares for en nettoudgift på cirka 100 millioner kroner i renter og afdrag om året,« siger han.
Regnestykket kan se således ud:
I alt regner DR med den nuværende rente at skulle betale 140 millioner kroner om året i 30 år på lånet. Dermed kan regningen blive knap 4,2 milliarder for at låne 2,3 milliarder.
Nissen tager afstand fra ovenstående regnestykke.
»Det bliver betydeligt billigere, men finansieringsmodellen er under udarbejdelse, vi kender ikke slutresultatet,« siger han.
Det helt store kunstgreb er, at DR mener, at det kan ske, uden licensen stiger, og uden det går ud over programaktiviteten.
»Jeg stod af over for beslutningen, da den argumentation og de tal kom frem,« siger Preben Sepstrup. »Selvfølgelig går det ud over produktionen.«
Jørgen Hartvig:
»Renterne er på næsten to milliarder. Dem kunne vi have lavet programmer for. Man skal huske på, at DR ikke kan trække renterne fra i skat. Derfor har vi hidtil altid betalt alting kontant.«
DR-papiret »Driftsøkonomiske konsekvenser ved låneløsning« viser, at DRs udgifter til renter og afdrag kan finansieres ud af DRs egen pung. Det forudsætter, at DR øger produktiviteten med mindst 2,5 procent.
»Rent faktisk har vi i de seneste fire år haft en produktivitetsstigning på 15 procent om året,« siger Christian S. Nissen. »Og vi har jo ikke taget hul på digitaliseringen endnu,« siger Christian S. Nissen. »Vi skal »work smarter – not harder« – ganske enkelt. Der ligger et stort potentiale.«
Nissen trækker en parallel til avisbranchen.
»Det er det samme med blyet, der forsvandt fra avisdriften. I dag sætter journalisterne selv avisen op. Tænk på hvilken rationalisering det indebar, da typograferne forsvandt,« siger Christian S. Nissen.
Christian S. Nissen understreger, at alle arbejdsprocesser i hele DR-organisationen skal gennemarbejdes og ændres, hvis digitaliseringen skal blive en succes.
»I gamle dage skulle der sidde en tekniker og spole og klistre sammen. På stadig større dele af produktionen gør journalisten i dag det hele selv,« siger Christian S. Nissen. »Det, at journalisten selv kan gennemføre redigeringen til radio og tv, betyder, at du på mange områder sparer et mellemled.«
Preben Sepstrup:
»Mellemled er et andet ord for mennesker – der skal rulle hoveder. Og det er vakkelvornt at tro, at teknologien kan redde organisationen fra sammenbrud. Man kan ikke blive ved med at presse DR. Det bliver mere ensomt at arbejde i DR, hvis Ørestads-økonomien skal holde.«

Boblende visioner
Gennem hele beslutningsprocessen har både regeringen og DRs direktion malet et billede af Ørestaden som et – fremtidigt – dansk videns- og teknologi-kraftcenter. Regeringen taler om et »IT-Vækstcenter i Ørestaden«, der skal gøre København konkurrencedygtig med europæiske storbyer.
DR har synkront hermed forklaret Finansudvalget, at en placering nær Københavns Universitet, Rigsarkivet og IT-Højskolen – der alle flytter til Ørestaden – vil give »gensidig befrugtning«. Ligesom DR fastslår, at DRs muligheder for at »leve op til sin kulturpolitiske og folkeligt forpligtende rolle (…) forudsætter et tæt samarbejde med store og små IT-, tele- og multimedievirksomheder.«
Sandheden er, at der i dag ikke er noget boblende videns- og IT-miljø i Ørestaden. Ud over den planlagte IT-Højskole og Københavns Universitet bliver DR nabo til Forbrugerstyrelsen, Amagerfælled Skole, Sønderbro Hospital, Grønjordskollegiet – samt Sundholm Plejehjem.
Hvilke IT- og multimedievirksomheder er det der trækker DR til Ørestaden?
»Det er en vision og jeg tror på visionen,« siger Christian S. Nissen.
Men er der nogle multimedie- og IT-virksomheder i dag, der har købt grund i Ørestaden?
»Telia, for eksempel.«
Det svenske teleselskab har netop haft rejsegilde i Ørestaden. Her skal 20-50 mennesker overvåge Telias teletrafik i Danmark. Og Telias markedsdirektør Thomas Frandsen understreger over for JOURNALISTEN, at Telia gerne samarbejder med DR – for eksempel kunne DR købe bredbånd af Telia, foreslår han.
Men bredbånd alene skaber ingen eksplosion i Ørestaden.
Jørgen Hartvig:
»Det er et trosspørgsmål, om andre følger efter DR. Jeg tror det ikke. Hvis DR fortsat skal være stor, så skal vi stadigvæk lave det meste selv. Hvorfor skulle vores forbrug af ekstern assistance eksplodere, bare fordi vi flytter. Det forstår jeg ikke.«