EN MESTER KOM FORBI

Han bliver kaldt verdens bedste reportagefotograf. På Pressefotografforbundets konference havde han premiere på sit nye projekt. Navnet er Sebastiao Salgado.

Han bliver kaldt verdens bedste reportagefotograf. På Pressefotografforbundets konference havde han premiere på sit nye projekt. Navnet er Sebastiao Salgado.

Seks et halvt år har Sebastiao Salgado arbejdet på sit nye projekt. 12 blade har været involveret. 36 historier bliver fortalt. 320 fotografier bliver vist. Dusinvis af mennesker har været ansat. Det er et projekt af nærmest gigantisk omfang, som den brasilianske fotograf Sebastiao Salgado kunne præsentere den 8. november på Pressefotografforbundets konference i Odense. »Migration« hedder det, eller oversat, folkevandring. Et tidsbillede af en verden i forandring. »De enorme folkevandringer, som finder sted, er med til at forandre den måde, vi lever på. Folk bevæger sig fra land til by. Fra syd til nord. Vi er i gang med at skabe en helt ny verden via folkevandringer, og det vil jeg gerne skildre,« siger Sebastiao Salgado, der på konferencen havde premiere på sin dias-udgave af projektet.

Ideologen
Salgado arbejder ikke som en almindelig fotograf. På grund af hans projekters størrelse har han mange samarbejdspartnere, og bruger blandt andre altid nødhjælpsorganisationer. Som tak modtager de retten til at bruge de relevante billeder bagefter. Et plakatprojekt i Brasilien indbragte omkring 14 millioner kroner til et projekt for fattige. Men han har også folk til at researche grundigt for sig. Hver gang han tager af sted for at skildre en historie, ligger der en liste klar til ham, med oplysninger og tips. I »Migration« har han brugt alt fra et par dage til fire måneder for at få hver af de 36 historier i projektet, som han har fanget på film. Og han har haft folk ansat til at klare visumansøgninger og andre praktiske problemer. »Men når jeg fotograferer er jeg alene, fordi det giver en større intimitet og åbenhed over for folk, jeg møder. Så kommer mit kamera til at virke som en mikrofon.« Bogudgaven på omkring 400 sider udkommer til næste år. Se også side 12-13

0 Kommentarer