search

En mediesensation – eller mange bække små

KOMMENTAR. "Han udtalte sig som fan af fodboldholdet og ikke om at være spastiker, kørestolsbruger, om fordomme eller den slags. Og det kan jeg ikke huske nogensinde at have set før," skriver formand for Muskelsvindfonden Evald Krog

For nylig så jeg et nyhedsindslag fra TV 2 Lorry.  Om et fodboldsamarbejde, som Ballerup Kommune har indgået med FC Barcelona. 

Nu er min interesse i fodbold omtrent lige så stor, som Brøndby IF’s evne til at genvinde mesterskabstitlen. Men min interesse blev vakt af noget sensationelt i dette indslag. Personen i indslaget er fan af FC Barcelona. Og han er spastiker. MEN hans handicap var IKKE historien. Han udtalte sig som fan af fodboldholdet og ikke om at være spastiker, kørestolsbruger, om fordomme eller den slags. Og det kan jeg ikke huske nogensinde at have set før.

Selv om 15,9 procent af befolkningen har et handicap, optræder de kun i 0,47 procent af nyhedsudsendelser, viser en undersøgelse, som Det Centrale Handicapråd stod bag i 2013. Og langt de fleste gange er det deres handicap, det handler om. Indslag med en negativ vinkel, som giver et billede af håbløshed, sygdom, problemer eller udstødelse. Hvor de er ofre. At de ikke får den støtte, kommunen burde give. Eller at de koster samfundet mange penge, når de skal have hjælperordning 24 timer i døgnet og så videre. Derved skabes et billede af personer med handicap som en gruppe mennesker, der står på sidelinjen. Langt fra resten af samfundet. 

Et godt eksempel på det er dating-tv-programmer separat for mennesker med handicap. 

Eller et nyhedsindslag om danskernes manglende lyst til at sidde ved siden af mennesker med handicap på caféer – her blev et af vores unge fremadstormende medlemmer, der er universitetsstuderende og har et socialt liv, man kun kan drømme om, bedt om at se bedrøvet ind i kameraet i indslagets outro. 

Jeg er ikke i tvivl om, at der rundt om til redaktionsmøderne på diverse medier er masser af gode intentioner om at spejle mangfoldigheden i samfundet, men det sker sjældent.

Derfor skal det sandelig fejres, når det gør. 

En pakke med Plads til forskelle-T-shirts er derfor sendt af sted med posten til TV 2 Lorrys redaktion.

Men for at gøre noget ved den skæve repræsentation af mennesker med handicap i medierne kan vi selv være med til at gøre noget. Jeg vil hermed opfordre alle mennesker med handicap derude til at stille op. For medierepræsentation – som det så fint hedder – går to veje. Mennesker med handicap skal byde sig til. Stille op som case om emner, der ikke har noget med deres handicap at gøre. Det er den gamle historie om hønen og ægget. 

Vi kan og bør ikke klandre medierne for ikke at bruge mennesker med handicap som cases, hvis de ikke findes derude i debatten om børnehavernes kvalitet, i debatten om skifergas i Nordjylland eller om valgkampen. 

Så kære mennesker med handicap – I har stemmer – brug dem. Og kære medier – vi er her. Også. 

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen