Aktuelt tilbyder nu sine journalistiske medarbejdere en måneds arbejdsophold i Bruxelles.
»Det er på tide, journalisterne vænner sig til EU,« siger Anders Jerichow, Aktuelts chefredaktør.
Tilbydes: lejlighed i Bruxelles i en måned, tæt på EU's politiske apparat og interesseorganisationer.
Ønskes: journalister med et fast stofområde, der har lyst til at få udvidet deres kildenet og kendskab til EU.
Mål: at få integreret EU i avisen som en naturlig del af den danske hverdag og det politiske liv.
Aktuelts nye chefredaktør, Anders Jerichow, tilbyder nu sine journalistiske medarbejdere chancen for at få EU ind under huden. Pr. 1. oktober, om alt går vel, og Aktuelt når at finde den rigtige bolig, sender avisen den første af en række journalister af sted til Bruxelles en måned ad gangen.
»EU har i lang tid været en del af den danske dagligdag. Og vi må som journalister gøre op med, at der er noget der hedder Danmark, og noget der hedder EU. Det er på tide, vi skriver ud fra en europæisk dimension og ikke alene den danske,« siger Anders Jerichow. 12 journalister har allerede vist interesse for et ophold i EU's hovedstad.
Udbrede kildenettet
Chefredaktørens tilbud gælder alle journalistiske medarbejdere på tværs af Aktuelts redaktioner, og de 12 interesserede kommer da
også fra både redaktioner som kultur og arbejdsmarked, forbrug og uddannelse, økonomi og indland. Heriblandt også et par praktikanter.
»Meningen er, at den enkelte skal tage af sted og stadig skrive artikler om sit faste stofområde, men få udbredt sit kildenet til også at omfatte kilder i EU-regi. En stor del af den danske lovgivning har efterhånden sin oprindelse i EU, og i dag kan det være lige så oplagt at bruge en kilde i EU som en kilde fra Slotsholmen,« siger Anders Jerichow.
Anders Jerichow mener, at en måned er tilstrækkeligt til, at journalisterne kan nå at danne sig et overblik over, hvordan EU-bureaukratiet hænger sammen i forhold til deres faste stofområde. Dog skal journalisterne have forberedt sig så grundigt, at de allerede har interviewaftaler i hus, før de drager til Bruxelles.
»Vi følger løbende ideen op med at arrangere møder, hvor de erfarne EU-medarbejdere og de, der har været i Bruxelles i en måned, kan give deres erfaringer videre til de, der står for at skulle derned,« siger Anders Jerichow.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.