Siden 1. august har Allan Boye Thulstrups job været at levere stof til sine gamle kolleger på Herning Folkeblad.
Efter ni år som kommunalpolitisk reporter er han rykket om på den anden side af bordet som kommunikationskonsulent i Herning Kommune.
»Jeg var nået til et sted, hvor jeg havde lavet det samme i ni år. Så er det naturligt, at man ser sig lidt om efter muligheder for at udvikle sig. Jeg er midt i trediverne og ønskede ikke at lave det samme de næste 20 år,« siger Allan Boye Thulstrup til Journalisten.
»Jeg har et stort netværk på rådhuset og er stærk i historikken. Da jeg så så det opslag, tænkte jeg, at det var en oplagt mulighed for mig for at prøve kræfter med kommunikation,« siger Allan Boye Thulstrup.
Jobskiftet har tvunget ham til at melde sig ud af specialforeningen Journalisterne i Dansk Journalistforbund, som han ellers er medstifter af. Stifterne skrev i 2013 i et notat, at der var ”behov for at styrke den journalistiske identitet” i DJ. Det er et krav i specialforeningen Journalisterne, at man arbejder med fri og uafhængig journalistik.
Ikke en svær overvejelse
Alligevel har det ikke været nogen svær overvejelse for ham at skifte fra journalistik til kommunikation.
»Jeg er ikke en af dem, der mener, at der findes en mørk side. Jeg har altid syntes, at kommunikation også var spændende,« siger Allan Boye Thulstrup.
Kan du forestille dig at vende tilbage til journalistik?
»Lige nu er jeg blæst lidt væk af alle de nye ting, jeg skal lære. og de mange nye ansigter, så det tænker jeg ikke meget over. Men i det store perspektiv, hvor jeg måske kan få lov at trække mig tilbage fra arbejdsmarkedet som 72-årig, hvis jeg er heldig, så kan alt jo ske de næste 36 år,« siger Allan Boye Thulstrup og uddyber:
»Journalistik er et fantastisk fag, og jeg bedriver sådan set stadig journalistik i mit nye job. Nu er det bare for kommunen. Det er mange af de samme redskaber og værktøjer, man bruger. Her skal jeg også identificere de gode historier og sørge for, at de kommer ud.«
Fælles interesser
Men noget af arbejdet består vel også i at identificere de dårlige historier, som så skal demonteres eller pakkes ind på en eller anden måde?
»Man pakker vel ikke noget ind. Men det er klart, at krisekommunikation også er en opgave for en kommunikationsafdeling,« siger Allan Boye Thulstrup.
Han forklarer, at han ser de lokale medier mere som samarbejdspartnere end modparter.
»En lokalavis har ofte fælles interesser med kommunen. Begge parter vil gerne sikre dynamik og udvikling i området. Når Herning kommer ud som nummer to på DI’s nye liste over de mest erhvervsvenlige kommuner, så er det en god historie både for kommunen og for Herning Folkeblad,« siger Allan Boye Thulstrup.
Gamle kolleger i telefonen
Er det ikke en speciel situation, at din direkte modpart eller samarbejdspartner i mange tilfælde bliver dine gamle kolleger på Herning Folkeblad?
»Det er klart en situation, der kræver, at man har noget fingerspidsfornemmelse. Der er jo ofte mine gamle kolleger, jeg har i telefonen. Det er en fordel for Herning Folkeblad, at de kender mig så godt, og at vi har en gensidig respekt. Men samtidig er det jo meget vigtigt for mig, at jeg husker, at der også er andre medier i landsdelen. Jeg har været vant til kun at tænke i en bestemt målgruppe i ni år. Det er en af mine nye opgaver at tænke i langt mere forskellige målgrupper,« siger Allan Boye Thulstrup.
Traditionen for bredt politisk samarbejde i Herning Byråd var ikke særlig sexet for ham som kommunalpolitisk reporter. Men i det nye job er det et klart plus, forklarer han.
»Som kommunalreporter på Herning Folkeblad kunne man nogle gange godt drømme sig til Thisted eller Svendborg, hvor der er langt mere politisk drama. I Herning har der været et enigt byråd bag næsten alle budgetter de seneste ni år. Men som ansat i kommunen er det derimod berigende, at der er stor stabilitet og en høj grad af samarbejde,« siger Allan Boye Thulstrup.
Rettet klokken 15.02: Journalisterne er ikke en specialgruppe, men en specialforening. Samtidig havde Journalisten skrevet, at det ikke er tilladt at være kommunikatør, hvis man er medlem af Journalisterne. Det er ikke korrekt. Kravet er, at man arbejder med fri og uafhængig journalistik, men en freelancer, som laver begge dele, kan eksempelvis godt være medlem.
9 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Stort tillykke med jobbet Allan. Nu er vi to. Kan hilse og sige at der er lyst på den anden side, og masser af spændende arbejdsopgaver! Alt godt!
Hej Rasmus (og Jørn - beklager, men jeg havde ikke set din besked, da jeg svarede før).
Som jeg forstår Bladtegnerne arbejder de også med en hvis eksklusivitet af hensynet til den særlige identitet, som er i faget, og som det er foreningens/gruppens formål at sikre og styrke. Det har jeg stor forståelse for: Det er for medlemmer, der deler fagets identitet, og det gør alle ikke nødvendigvis.
Men da jeg sidst talte med Bladtegnerne, fandt jeg ud af, at selv om de ikke optager eksempelvis børnebogsillustratorer, så ekskluderer de omvendt ikke eksisterende medlemmer, der bliver det undervejs. For selv om de ikke nødvendigvis sidder som bladtegnere aktuelt, så kender, forstår og deler de stadig fagets særlige identitet og dets mål og værdier.
Og så er vi tilbage ved pointen om, at den faglige identitet og lysten til at arbejde for fagets muligheder og udvikling ikke nødvendigvis er bundet én til én op på, hvor man arbejder i det givne sekund: Det vil da i så fald forudsætte en ret pessimistisk indstilling til både det menneskelige abstraktionsniveau og til den identitet, der så åbenbart er så svag, at den kommer og går så let.
Så for at vende tilbage til min pointe i fra før, så savner jeg måske en lidt mere nuanceret argumentation for afgrænsningen af medlemsgruppen. Og måske også en lidt mere nuanceret afgrænsning af medlemsgruppen..
Kh Troels
Kære Troels
Det er fint, at du bruger Allans jobskifte til endnu en gang at foreslå muligheden for et interessemedlemskab af Journalisterne.
Mig bekendt er det ikke muligt hos pressefotograferne eller bladtegnerne, men jeg kan ikke finde deres vedtægter for at tjekke. Det kan være, vi bør tage det med på næste generalforsamling.
Bedste hilsner,
Rasmus MP
Formand, Journalisterne
Hej Rasmus
Det er glimrende, at man ikke bliver tvangsindskrevet, fordi man arbejder med journalistik - det virker meget fornuftigt ud fra den logik, at den journalistiske identitet samt lysten til at arbejde for den og for journalistikkens udfoldelsesmuligheder ikke kun afhænger af, hvad man aktuelt tjener sine penge på.
Og den samme logik gør sig selvfølgelig også gældende med omvendt fortegn. Man kan jo godt bakke op om journalistikkens udfoldelsesmuligheder og den journalistiske identitet, man har fået gennem sin eventuelle uddannelse og tid på en redaktion, selv om man i en periode ikke arbejder på sådan en. Sådan har jeg det da også selv.
Kh Troels
Jeg bliver træt af at læse i mit fagblad, at en kollega skal "fodre" en anden kollega. Det er disrespekt for kommunikatørernes faglighed og en undervurdering af journalisternes åndsevner. Jeg synes debat-niveuaet bør hæves.
Allan er en dygtig journalist og kommunikatører, samt ikke mindst troværdig og solidarisk kollega. Håber at se ham til DJ Kommunikations generalforsamling.
venlig hilsen
Per Roholt
Formand for DJ Kommunikation
Flere