search

En krone for en bevægelse


Stil en person op ad en væg og tryk. Det er mange fotografers metode. Og det er for kedeligt, mener Søren Pagter.

Stilstand. Der stod hun så. Tom i blikket og fuldstændig frosset fast af flashlyset. Ikke en bevægelse og intet nævneværdigt miljø. Stakkels dame, tænkte jeg. For hvad var historien? Hvor var idéen? Og jeg, som havde lagt så frisk og provokerende ud:

»Det bliver spændende. For, undskyld mig, det er jo i magasinerne, det rykker for tiden. Ikke i aviserne.« Cirka sådan hilste jeg Politikens fotochef Per Folkver, da vi skulle bedømme de indsendte fotografier til fagpressens Anders Bording Pris.

»Vi kan jo lave et væddemål,« svarede Per Folkver og trykkede min hånd. »Jeg gi'r dig en krone for hvert billede med bevægelse i. Så giver du mig en krone for de billeder, hvor folk står stille.« Vi begyndte at kigge de indsendte fotografier igennem. »Det bliver så seks kroner mere,« grinede Per Folkver, og vi fortsatte vores bedømmelse. I bunken af indsendte fotografier viste der sig at være én fotoreportage. Resten af fotografierne var portrætter eller illustrationer uden meget liv eller bevægelse. Det viste sig at være et rigtig dårligt væddemål, jeg havde indgået.

Danske fotojournalister laver mange portrætter og illustrationer. Alt for mange. Det går ud over idéudviklingen. Måske er det årsagen til den kedelige tendens i det journalistiske portrætfotografi: Find en væg, stil personen op ad væggen, tænd for flashanlægget og skyd. Resultat: Du har et tidstypisk portræt. Godt nok arbejder vi fotografer med stillbilleder, men der er da ingen naturlov, der siger, at folk altid skal stå stille og kigge tomt på fotografen. Mange af disse portrætter bliver upersonlige. Lyset er kunstigt, ofte kedeligt, måske endda dårligt. Personerne ser ikke ud, som om de føler sig trygge ved situationen. Ofte virker de nærmest karikerede. Ved de, hvordan de kommer til at fremstå? Hvad er det, vi forsøger at fortælle ved at fotografere på den måde?

Lad mig sige det lige ud: Vi skal passe på, at der ikke går koncept og hurtige løsninger i lortet, både i medierne og på Danmarks Journalisthøjskole. Netop i disse dage sidder jeg og vejleder nogle af mine studerende i forbindelse med eksamensprojekter, og jeg gentager mig selv: »Hvorfor skal historien fotograferes netop på den måde? Er det, fordi det er let for dig, eller fordi det rent faktisk bidrager til fortællingen?« Der er jo ikke én løsning, der passer på alle artikler. Hver historie skal have sin metode, sin form.

Jeg vil foreslå Per Folkvers bødesystem indført på de danske dagblade og magasiner. Betaling for fotografier uden bevægelse eller idé. Det kunne måske få idéudviklingen frem på redaktionerne og give læserne den variation og alsidighed, som dansk fotojournalistik er kendt for og dygtig til. Ja, måske fandt man ud af, at det ikke altid var et portræt eller en illustration, der skulle ledsage artiklen. Der findes nemlig en meget lidt brugt fotografisk genre, der hedder reportage. I reportagen er miljø, liv og bevægelse en væsentlig del af udtrykket. Men reportage tager tid. Og tid er jo penge!

P.S. Vinderne af specialpriserne og den samlede Bording Pris afsløres den 26. april.

P.P.S. Heldigvis eftergav Per Folkver mig straks efter bedømmelsen min gæld.

Søren Pagter er leder af fotojournalistuddannelsen på Danmarks Journalisthøjskole.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen