En køn gang snak

Tør man overhovedet skrive noget som mand, der kan tolkes, som om man er lidt træt af alt det halløj med at forherlige nogle helt specielle kvindelige værdier, der gør kvinder helt specielt velegnede til at være chefer? Næh, men det er nødvendigt, fordi der efterhånden har sneget sig så mange myter ind i diskursen, at vi er nødt til at begynde snakken forfra.

Tør man overhovedet skrive noget som mand, der kan tolkes, som om man er lidt træt af alt det halløj med at forherlige nogle helt specielle kvindelige værdier, der gør kvinder helt specielt velegnede til at være chefer? Næh, men det er nødvendigt, fordi der efterhånden har sneget sig så mange myter ind i diskursen, at vi er nødt til at begynde snakken forfra.

For første gang
I dag er det sådan, at en virksomhed eller organisation per automatik bliver fremhævet som progressiv, hvis den placerer en kvinde på en central post – helst øverst oppe, sådan som DR netop har gjort. Presseafdelingen kan så skrive en pressemeddelelse om, at virksomheden "for første gang" og så videre, og så videre … Og vi får også at vide, at der nu er rigtig meget empati, intuition og bunker af bløde familieværdier i toppen af organisationen, så nu går det heltsikkert meget bedre.

Hvor har vi set det ske? Hvad er belægget? Hvis jeg var kvinde, og det er
ejeg ikke, ville jeg blive edderstyg rasende over, at min arbejdsgiver forventede en kønsspecifik indsats af mig, fordi jeg var kvinde. Jeg ville forvente, at de efterlyste en kompetent og kvalificeret indsats – fordi de havde ansat mig.
Men ikke, at jeg skulle opføre mig anderledes, fordi jeg var kvinde.

Det er bare noget, vi leger
Men det er der i virkeligheden heller ikke nogen, der gør – forventer noget særligt, fordi man er kvinde. Det er bare noget, vi leger. Noget, vi siger. Fordi det er så ubetinget politisk korrekt at sige det. Det er blevet en rituel sproglig handling, der er så cementeret, at man risikerer at blive sortlistet, hvis man ikke siger den, når der er mulighed for det.

Dybest set er det kvindeundertrykkende at fremhæve specielle kvindelige værdier. Muligvis er der flere kvinder end mænd, der har empati og indlevelse i andre mennesker. Måske bevarer nogle af disse kvinder disse evner, når de bli-ver chefer. Men der er også mandlige chefer i medieverdenen, der er empatiske. Eller prøver på at være det.

En mand med ører
Da jeg satte mig i chefstolen på Journalisten, lovede jeg mig selv og mine nye kolleger, at jeg ville lytte. Det er jeg nemlig ret dårlig til – siger min kone! Siden har jeg prøvet at holde rigtig meget kæft og høre, hvad kollektivet siger til mig. Jeg har hørt en hel masse. Taget det til mig.

Men ved I hvad: Når jeg ser efter, så er jeg sgu stadigvæk en mand. En mand med ører.

Øjvind Hesselager, redaktør