Efter 29 års afhængighed af nyheder har Erik Bøgh taget en kold tyrker. Han har droppet sit gode faste job på Børsen, og i stedet har han forpagtet skydeteltet i Aalborg Tivoliland. Han var blevet træt af rutinen og journalisters skråsikkerhed. Han vil bruge livet på noget, der umiddelbart er sjovere.

Teltholder Erik Bøgh, Volstedbygade, Støvring.
Sådan står der nu på brevene fra banken til Erik Bøgh – for et halvt år siden blev han tituleret journalist. Og den titel har han levet med i 29 år. Men nu har han sagt farvel til journalistikken. Farvel til en halv million om året fra dagbladet Børsen, og et meget bestemt farvel til den selvhøjtidelighed, skråsikkerhed og trang til at være normdannende, han oplever, der i stigende grad plager journalister.
Siden april har Tyrolerhuset i Aalborg Tivoliland været centrum i hans arbejdsliv. Her er Erik Bøgh ‘flyttet ind' med bamser, bolde og balloner. Han har forpagtet huset og opbygget en fiskedam, et skydetelt og en boldkastningsbod. Beslutningen om at skifte hylde i arbejdslivet var hverken en impuls- eller panikhandling. Den havde ulmet længe.
»Livet gik bare op i nyheder, alt foregik på overfladen hele tiden. Pludselig en dag besluttede jeg, at nu skal jeg tage en kold tyrker – nu skulle nyhederne ud af blodet,« fortæller Erik Bøgh om den august-dag sidste år, hvor han tog telefonen og ringede til Aalborg Tivoliland for at høre om de havde noget ledigt til forpagtning. Det var et år før, han kunne holde 20 års jubilæum som Børsens egnsredaktør i Nordjylland.
»Jeg har i mange år sagt for sjov, at jeg ville købe en kiosk i tivoli,« siger Bøgh, som er fascineret af den stemning, der er i et forlystelsessted. Et sted, hvor folk blot vil have det rart, og samtidig minder om hans skoletid, hvor det årlige udflugtsmål var Aalborg Tivoliland. Og med fire børnebørn er tivoli-glæden holdt ved lige.
»Mennesker har mange talenter, og ofte er det et tilfælde, der gør, at vi havner, hvor vi gør. Og jeg havde følelsen af
at rumme nogle ressourcer, der kunne bruges til noget, der var sjovere. Man har kun det ene liv – og derfor må man jo finde ud af, om der er noget, der er sjovere på den anden side af hækken,« fortæller Erik Bøgh.

Skrabe i gulvtæppet
Og netop den skelsættende dag – hvor han gjorde alvor af års og måneders rastløshed og rumlen og drejede nummeret til Aalborg Tivoli – holdt han et mindre foredrag for sig selv:
»Det kan ikke passe, at du skal her sidde og skrabe i gulvtæppet og være utilfreds. Selvfølgelig er det fedt nok at få sin check hver måned, men det er ikke fedt, når man føler der går rutine i tingene.«
Tyrolerhuset var ledigt. Det var fyldt med kedelige spilleautomater, og det stod Erik Bøgh frit for, hvad der skulle puttes ind i huset. Gøgleren i Bøgh var tændt og hans journalistliv dermed solgt. Der var ingen vej tilbage.
Han turde ikke fortælle sin kone om det samme dag. Han vidste, hun ville blive bekymret og ked af det. Og da han fik munden på gled nogle dage senere, blev det da også hendes reaktion.
»Du er gak,« sagde hustruen – og bemærkningen var ikke serveret i sjov.
»Men så malede jeg et skønmaleri om, at jeg kunne gå hjemme otte måneder om året, hvor jeg kunne skrive en bog, restaurere hus, lave mad og støvsuge. Og det hjalp efter nogen tid – og i dag er hun glad, blandt andet fordi jeg er glad.«
Faktisk har Marianne Bøgh også netop skiftet i sit liv. Efter i mange år at have været velanskreven hattemager, er hun i en alder af 45 år begyndt på pædagogseminariet.
Så plejer er vitterlig død i familien Bøgh.

Mange grinede
Der er andre end konen, der havde svært ved at forstå, hvad det var, Bøgh ville. Da han skrev sin opsigelse til Børsen – hvor han medsendte nogle helt friske klip fra avisen, som handlede om den magelige unge ‘tivoli-generation', og skrev at nu skulle han være teltholder – så forstod de i første omgang slet ikke meldingen på Børsen. De troede det var et mærkværdigt udslag af jysk humor.
»Nogle har slået sig på låret af grin ved meldingen, men lige så mange har sagt, »bare det var mig«,« fortæller Erik Bøgh, som også flere gange er blevet spurgt, om han har arvet.
Også Bøghs chefredaktør på Børsen gennem 17 år, Jan Cortzen, var dybt forundret over, at den »velanskrevne
og velagtede« journalist var sprunget fra sin læst.
»Men han har altid haft en kunstnerisk åre, så måske er det ikke så mærkeligt. Han er bare sig selv og går ind i folk med træsko. Han er så langt væk fra snobberi og forfængelighed, som man kan komme,« fortæller Cortzen:
»Der var aldrig noget bøvl. Han havde orden i sine ting. Han praktiserede fairness, og så var han den gode allround type, der både kunne finde nyheder, skrive, lave økonomiske analyser og gode interview.«
Og ros går også den anden vej, Erik Bøgh sætter stor pris på Børsen som arbejdsplads.
»Jobbet har på mange måder været lykken med store frihedsgrader. Jeg trivedes med at være egnsredaktør, og syntes jeg formåede, at have et ‘hyggeligt' forhold til mine kilder, men så alligevel kunne være kritisk.«

Mangler ydmyghed
Men der var dele af den journalistiske tankegang, han fik det dårligere og dårligere med.
»Den yngre del af journaliststanden er ikke så ydmyg som vi ældre. Det er en ny tone – mere selvhævdende journalistik – jeg er den lidt mere registrerende type. De unge har en bedrevidenhed og en skråsikkerhed, som jeg ikke kan leve op til,« siger Erik Bøgh.
Han følte, at den øgede konkurrence på bladmarkedet, førte til strammere historier:
»Jeg brød mig ikke om den stigende fokusering på negative historier – altid med konflikten som udgangspunkt. Man laver historien på et redaktionsmøde, før researchen er hjemme – det kan jeg ikke så godt med. Der sker en industrialisering af journalistikken, hvor den enkelte journalists stil betyder mindre. Journalistik kan man efterhånden købe som metervare. Det var en udvikling, jeg ikke passede ind i.«
Alligevel føler Erik Bøgh, at han kun holder pause fra journalistikken. Planen for vinteren er blandt andet at skrive en bog, små gule inspirerende sedler hober sig op i skrivebordsskuffen. Og så tager han sig selv i at lege med tanken om engang at blive lokalredaktør.

Pustet 23.000 balloner
Også Bøghs private fire vægge er blevet udskiftet. Inden de tog springet ud på deres nye platforme, havde de forberedt sig ved at få deres leveomkostninger sat ned. De solgte en stor lejlighed på 140 m2 med udsigt over Frederiks Torv i Aalborg. De flyttede ud i no-get, som selv en ejendomsmægler ville være tvunget til at omtale som en ruin. Et lille hus i Volsted, som Erik Bøgh købte for nogle år siden som en slags håndværker-legeplads. Og han har ikke leget færdig, kun små 60 m2 er beboelige. Men det er billigt. De bor lige så billigt, som hvis de boede på et klubværelse.
»Vores mål har været at blive økonomisk fritstillet. Det var en del af forberedelsen,« fortæller Erik Bøgh.
Han anede nemlig ikke, om Tivoli-flirten ville blive dyr, eller om der ville være rimelige penge i det. Han blev ret forskrækket, da han indkøbte de første 2.000 gevinst-bamser. De var dyre, og endnu værre blev det, da han så hvor hurtigt og i hvilke mængder, han måtte række dem over disken. Det var især ved ballonskydningen gevinst-mængden løb løbsk – det var alt for nemt at ramme 10 svævende balloner med 20 skud. Og så var det hårdt for kæberne. Teltholderen og hans team – der har været seks ansatte i højsæsonen – puster ballonerne op med munden. Det er blevet til 23.000 i denne sæson. Det lyder som en forfærdelig hade-opgave, men selv den detalje i hans nye liv, ser Erik Bøgh oprigtigt ud til at goutere. Han skønner, at hans lunger har klaret de 7.000 af ballonerne.
»Det hårde er at stress-puste, mens folk står og venter på at komme til at skyde balloner. Så står der 25 og nedstirrer én, mens man puster og puster.«
Så for at tage toppen af ballon-stresset, er skydereglerne lavet om. Nu skal man blot ramme tre balloner, man vinder ikke længere bamser, men får et klistermærke som diplom.
Også toppen – og lidt til – af den økonomiske usikkerhed er blæst væk. Første sæson er gået godt – børn og voksne har hen over sommeren kastet, skudt og fanget for næsten en million kroner hos Erik Bøgh.
Den nyudsprungne teltholder har ikke som så mange andre danskere sendt eder til vejrguderne, for børnefamilier på ferie i et lille sommerhus i Løkken eller Blokhus må på 5. regnvejrs dag finde lykken i Tivoli – og så går Tyrolerhusets tag så langt ud, at skydekunderne står i tørvejr.

Skrevet to bøger
Teltholder-titlen holder da også mere end én sæson, Erik Bøgh er langt inde i planerne for næste år. Med begejstring fortæller han, hvilke nye spil, han vil konstruere i løbet af vinteren.
Han er fascineret af opfinder-delen i jobbet. Han har for eksempel selv lavet fiskedammen, hvor 100 plastikskibe driver rundt i en sø, som er omkranset af bjerge, fyrtårne, broer og huse. Det hele er bygget op i papmache, sirligt malet og sønnens gamle legetøjsbiler kører rundt i papmache-landskabet.
Netop det at give sig selv en opgave, man aldrig før har løst, er en rød tråd i Erik Bøghs liv.
»Jeg har det med at sætte eksperimenter i gang. Jeg har altid elsket at give mig selv en speciel opgave, og så bevise at jeg faktisk kan klare det. Som alle mulige andre journalister har jeg tænkt – måske kunne jeg skrive en bog – og det kunne jeg så – den første ungdomskrimi tog Munksgaard og så prøvede jeg igen, og den tog Gyldendal.«

Bygget et hus
Ud fra samme spring-ud-i-det-princip byggede han for mange år siden et lille hus i Rebild. Hans hustru havde sin hatteforretning hjemme i deres hjem – den gang boede de på landet ved Rebild, hvor Erik Bøgh også havde sit Børsen-kontor – og hun havde ikke nok plads. Og så tænkte Bøgh: »Enhver ordentlig mand må kunne bygge et hus til sin kone.«
Huset er han stolt af, og det er for ham endnu et bevis for, at man kan så meget andet, end bare lige det fag, man lever af. Man mærker også trods hans nordjyske beskedenhed en vis stolthed og veltilpashed over, at han klarer den som teltholder.
Og veltilpas følte han sig, da han fik det første brev fra banken, hvor der stod teltholder på kuverten. Hans bankrådgiver havde et indslag i TV 2/Nord om journalisten, der efter 30 år i faget valgte livet i tivoli. Veltilpasheden skyldtes, at bankrådgiveren skrev, at det var vel nok en flot beslutning, og måske var der flere af os, der skulle tænke i de baner og springe ud i noget nyt.

Men bankmandens fascination holdt kun til næste sætning, hvor han bekymret skrev: »jeg ser naturligvis gerne, at vi bliver orienteret om de økonomiske konsekvenser.«

Heldigvis har det vist sig, at bankmanden var bekymret uden grund.