Det vakte en vis opsigt i branchen, da en af de mest etablerede og anerkendte journalister på Berlingske Tidende gennem 18 år, Olav Hergel, i sommer skiftede til Politiken. Baggrunden var et redaktionelt opgør om udlændinge-politikken, der nu har inspireret ham til at skrive romanen »Flygtningen«.

INDIGNATION. Allerede på bogens fjerde side bliver det tydeligt, hvad denne roman også handler om. Morgenavisen Danmark har sendt journalisten Rikke Lyngdal til Irak for at skrive om krigen, men ret hurtigt kommer det til en konflikt med chefredaktøren om, hvad hun skal skrive:

»Hvis du først snakker med irakere, så går der bare Åsne Seierstad i den, og så får vi alt muligt om irakernes hverdag og al den nød, de lider. Det gider vores læsere ikke høre om. Vi har flere læserundersøgelser, der dokumenterer det. Vores læsere er ikke interesserede i sultne børn, der ikke kan få den medicin, de har brug for. Verden er fuld af lidelse. Aviser er fulde af dårlige nyheder. Vores læsere er optimister. De tror på fremtiden. De gider ikke høre om et land, der forsvinder i bomber og terror,« siger chefredaktøren til Rikke Lyngdal.

Det er tydeligt, at de personer, der optræder i bogen, er fiktive figurer, ligesom Morgenavisen Danmark er en fiktiv avis. Men som Olav Hergel selv siger det:

»Inspirationen kommer et sted fra, og det ville være uærligt at sige, at det ikke var Berlingske Tidende. Det er det eneste sted, jeg har været.«

Det er heller ikke nogen hemmelighed, at det netop var diskussionen om flygtningestoffet, der fik Olav Hergel til både at forlade avisen og til at skrive bogen.

Ganske som Morgenavisen Danmark har Berlingske Tidende haft grundige læserundersøgelser ('Tæt På Læserne' – i berlingske-reaktionen blot kaldet TPL), der blandt andet dokumenterede, at avisens læsere primært stemmer borgerligt. Den politiske overbevisning var nok ikke så overraskende, men hvilke konsekvenser det skulle have for avisens indhold, gav anledning til adskillige diskussioner mellem Olav Hergel og ledelsen.

De første 50 sider af romanen blev skrevet, mens Olav Hergel stadig var ansat på Berlingske Tidende, og som læser kan man mærke både hans vrede og indignation over de kampe, han måtte kæmpe for at få sine flygtningehistorier i avisen.

Der bliver stadig banket godt i bordet, når han understreger sine pointer om, hvad der er det væsentlige stof, og om hvad journalistens rolle i samfundet er. Men vreden er forsvundet. I dag er Olav Hergel ansat på Politiken, og det ligger ham tydeligvis meget på sinde at understrege, at selv om skilsmissen fra Berlingske Tidende var nødvendig, er han på det personlige plan blevet behandlet helt igennem ordentligt.

»I næsten 18 år havde jeg det fuldstændig fremragende på Berlingske Tidende og var meget privilegeret som journalist. Så kom nogle udlændingepolitiske diskussioner med ledelsen, som spidsede til, og som afslørede, at vi var uenige politisk og redaktionelt. I det her tilfælde smeltede det politiske og det redaktionelle sammen. Det var anstødsstenen både til bogen og til jobskiftet. Det var et politisk, men ikke et personligt opgør. Det er den lange historie meget, meget kort.«

– Hvori bestod uenigheden?

»Chefredaktionen har en fast overbevisning om, at regeringens udlændingepolitik er den eneste rigtige, og det er klart, at de historier, jeg skrev, stillede spørgsmålstegn ved regeringens udlændingepolitik. I første omgang blev tingene ikke sagt klart, for der var ingen, der havde lyst til journalistisk uvenskab eller uenighed. Jeg fornemmede bare ad forskellige kanaler, at de historier ikke var så velkomne længere.

Da det kom til en diskussion, gik det op for mig, at mine fornemmelser efter min opfattelse havde været rigtige, for der blev det direkte sagt, at man ikke ville have enkeltsager om flygtninge i avisen. Jeg mener jo, at resultatet af TPL blev tolket forkert, og at man undervurderer vores kernelæsere i Nordsjælland. Jeg bor der selv, og jeg tror, der er et stort uudnyttet potentiale for social indignation i Nordsjælland. Også selv om man stemmer borgerligt.«

– Har de ikke en pointe i, at det kan være farligt at skrive om enkeltsager, fordi det kan være svært at overskue en hel sag, og fordi man ofte kun har den ene parts version af historien?

»Jo, i den grad, men der er også mange sager, jeg ikke skriver om. Man skal vælge sine sager med omhu, og det har jeg også altid gjort. Men når en psykiater ringer til mig med en historie om et barn, der har mistet sin mor, har forsøgt at begå selvmord og har siddet og ventet i et flygtningecenter i tre år, så er jeg ligeglad med, om det er en enkeltsag eller ej. Når flere kilder peger på, at den lov, som de ellers går ind for, ikke er retfærdig, så synes jeg, det er vores pligt at bringe historien.

Jeg har gennem årene skrevet mange historier til Berlingske Tidende, der er kritiske over for det muslimske samfund, men jeg har altid insisteret på, at jeg ville skrive, hvis jeg synes, jeg oplevede noget uretfærdigt. Det er vores fornemste opgave som journalister.

Vi skal også skrive om fede strande, fantastiske hoteller og dyre vine, men journalistikken må hvile på et fundament, der hedder, at vores grundlæggende opgave er at bringe uretfærdigheder frem i lyset. Så kan befolkningen og politikerne tage stilling til, om der er noget, der skal ændres.

I øvrigt mener jeg jo ikke, at man kan kalde det enkeltsager, for hvis du virkelig ville, kunne du grave 200 op om året. Så er det ikke længere enkeltsager, men et samfundsproblem. Og uanset om du er på Politiken eller på Berlingske Tidende, er det journalistens pligt at skrive om konsekvenserne af en lovgivning.«

– Hvordan har du det med, at du som journalist har måttet skifte job på grund af din politiske overbevisning?

»Det er helt legitimt, at en avis har en politisk overbevisning, det passede bare ikke med mig på det enkelte område længere. Det gjorde det i de første 16 år, men ikke i de sidste to. For fem til seks år siden sagde man, at de tre store morgenaviser var fuldstændig ens, i dag er der en enorm forskel. I dag redigeres de langt mere politisk – især på debatsiderne. Udlændingepolitikken er blevet vores tids vigtigste debat. Det er dér, vandene skiller langt mere end alt muligt andet. I dag kan du ikke stemme på Det Radikale Venstre, arbejde på Berlingske Tidende og skrive om flygtninge, og det samme gælder vel Jyllands-Posten og B.T. Det er min fornemmelse. Jeg tror heller ikke, du vil få nemt ved at arbejde på Politiken, hvis du stemmer på Dansk Folkeparti.«

– Er det ikke et problem, at læserne primært bliver mødt af meninger, de selv deler?

»Sådan har det vel egentlig altid været, det er bare blevet mere udtalt nu. Og jo, jeg synes jo netop, at det er meget vigtigt at bringe modsatte synspunkter frem. Det syntes jeg også, at jeg forsøgte på Berlingske Tidende, men det hjælper jo ikke, hvis du ikke kan få det i avisen. Så må vejene skilles.«

– Men hvorfor skrive en bog om det?

»Avishistorien er en vigtig sidehistorie i bogen, men den store historie er historien om det dilem- ma, folk bliver stillet i, når en flygtning banker på.

Jeg synes, flygtningestoffet er det vigtigste stofområde, fordi det også handler om os selv. Det handler om vores egen moral, det handler om Danmark. Den historie, jeg fik fortalt som barn, og som er den bedste historie, der nogensinde er fortalt om Danmark i min levetid, handler om de 6.000 jøder, vi sendte til Sverige. Hele efterkrigstiden bygger på at hjælpe andre, på hele vejen igennem at være god. Det er det, der har gjort, at Danmark var en nation, man kunne være stolt af. Når det fundament smuldrer, så synes jeg ikke bare, det er en historie om flygtninge, så er det en historie om Danmark.

Og hvis jeg ikke kan skrive om det i avisen, så bliver jeg i mine egne øjne mindre væsentlig. På Berlingske Tidende var der flere og flere, der fik stofområder, som lå uden for det sociale. Jeg synes også, at læserne skal underholdes, men når historierne om golf og vaskemaskiner overtager avisen, bliver avisen ligegyldig, og det er det, jeg advarer imod.«

– Er det den vej, det går?

»Det er den vej, det går på Morgenavisen i min bog. Jeg er blevet inspireret et sted fra, men jeg synes stadig, at Berlingske Tidende hviler på et tungt journalistisk fundament.«

– Lige med undtagelse af flygtningestoffet?

»Sådan opfattede jeg det. På det område synes jeg, man svigtede idealet om at tage det enkelte menneske alvorligt. Men det er vigtigt for mig at holde fast i, at det her er et politisk opgør og ikke et personligt. Ingen enkeltpersoner kan føle sig ramt af nogle beskrivelser i bogen. Det er helt bevidst, at jeg har lavet personerne så langt væk fra dem, der er på Berlingske Tidende, netop fordi det ikke handler om personer. Men nogle af dem, der står for den redaktionelle indretning af det flygtningepolitiske område, kan føle sig ramt. Det er måske så også meningen. Men de har en anden opfattelse end jeg, og det er de i deres gode ret til.«

* Læs også Berlingskes chefredaktørs svar og Niels Krause-Kjærs anmeldelse af bogen.

Berlingskes arketyper

MÅLGRUPPE. I 2003 fik Berlingske Tidende defineret tre typiske læsere. Hver arketype blev beskrevet over fem til syv A4-sider. Beskrivelserne rummede små detaljer om privat- og arbejdslivet.

Chefredaktionen præsenterede portrætterne med ordene:

»En arketype kan defineres som et portræt af en læser og er således et udtryk for, hvem vi skal tilrette vores avis efter.«

Arketyperne ser sådan ud:

Forretningsmanden Henrik Hartvig-Hansen er 48 år og eksportdirektør. Årsindkomsten er 650.000 kroner plus en varierende bonus. Henrik er gift med Annette og far til Frederik på 14 år og Anne Sofie på 17 år. Familien bor i parcelhus i Lundtofte. Annette har droppet sit fuldtidsjob som lægesekretær og forfølger drømmen om at designe tøj. Som eksportdirektør rejser Henrik en del. Han har lange arbejdsdage, men forsøger at være hjemme til klokken 18.30, hvor familien spiser aftensmad. Det er altid muligt at nå Henrik på mobilen.

Den selvstændige kvinde Dorthe Grønborg er 40 år og analysechef i medicinalbranchen. Årsindtægten er 504.000 kroner. Hun er skilt, mor til Kamilla på ni år og kæreste med Peter. Med stram økonomi er det lykkedes Dorthe at blive i huset i Vallensbæk efter skilsmissen. Dorthe betragter avisen som en nødvendig luksus – fordi den er til hende selv, og fordi den forbinder hende med omverdenen. Dorthe tager toget på arbejde hver dag. Derfor læser også hun metroXpress og Urban, men som hun siger: »Det er jo bare Ritzau-nyheder.« I Dorthes barndomshjem blev der læst Berlingske.

Den unge ambitiøse Jacob Rybøl er 32 år og fuldmægtig i DA. Årsindtægten er 420.000 kroner. Han bor sammen med juristen Caroline i en treværelseslejlighed på Østerbro. De har ingen børn, men tanken er begyndt at strejfe parret. Jacob drømmer om at komme til udlandet og arbejde. Han vil gerne have international erfaring. Jacob og Caroline kigger ofte på boligannoncer. Sædvanligvis begynder de med liebhaver-ejendommene, men ender så med annoncerne for huse på Amager, som de tror, bliver et rart område.