Med en sort, halvfyldt plastiksæk i den ene hånd og en Prima- og en Tax-Free-pose i den anden kommer Kristian Lund ud til taxaen.
Han ligner én, der er på vej til den lokale papircontainer. Men rent faktisk er det vigtige papirer, han har fyldt i poserne. Han er på vej til krisemøde med chefredaktionen på B.T. Og når mødet på Hotel Admiral er færdigt, skal han for første gang hen på sit nye chefkontor på B.T. i Kr. Bernikows Gade. Poserne er hans flyttegods.
Det ser en anelse utjekket ud, da han, slæbende på sine plastposer, pisker ind gennem glasdøren til Hotel Admiral. Hvis der er noget, Kristian Lund ikke går op i, så er det, hvordan han ser ud, og endnu mindre hvordan man bør se ud. Han er aldeles uhøjtidelig og usnobbet.
Dansk herremodes rædsel, tillader folk, der godt kan lide ham, at sige. Men det må også se slemt ud af og til, for Lund har formået at blive afvist ved indgangen til Kasino på en ferie ved Rivieraen. »C´est tout,« lyder dørmandens svar, da den ferierende chefredaktør afkræver en forklaring. Men nu har han fået et nydeligt sæt mørkt tøj – for to uger siden var en annoncesælger med ham ude og købe sættet, før Kristian Lund skulle til en frokost med sin kommende bestyrelsesformand.

Pinefuldt
JOURNALISTEN møder Kristian Lund en tidlig morgen to dage før, han i virkeligheden skal begynde på B.T. – lige i vadestedet, hvor han skal springe fra et liv til et andet. JOURNALISTEN er med på Lunds daglige morgentur i Bernstorffparken med cockerspanielen Jokum.
»Det er pinefuldt,« siger han om det, at han næste dag endegyldigt skal sige farvel på Børsens Nyhedsmagasin. Der er afskedsreception, og han fralægger sig titlerne: chefredaktør for Børsens Nyhedsmagasin og adm. direktør for Børsen Magasiner.
Nyhedsmagasinet er hele hans liv, siger han. Sådan fysisk er det lettere overdrevet, men der er alligevel noget om snakken. Han har aldrig været ansat andre steder, siden han blev uddannet journalist i 1985. Efter en stor ansættelsesrunde på Børsens Nyhedsmagasin i 85, hvor den ene stjernejournalist efter den anden blev købt dyrt ind, annoncerede Erik Bistrup på redaktionen: »Vi har lidt penge tilbage, vi har råd til et par billige …«
Dengang var Bistrup medredaktør på Nyhedsmagasinet og fik altså købt Kristian Lund billigt. Nu har Bistrup igen været på Lund-indkøb,
og prisen er på de 14 år steget kraftigt. Selv om Kristian Lund i sin selvironiske stil siger:
»Jeg forlader et underbetalt job, og jeg går til et underbetalt job.« Han bruger dog jobskiftet til at skifte familiens Ford Escort ud med en Mondeo.
Erik Bistrup har selv foreslået, at Kristian Lund overtager hans job. Og sådan er det blevet. Den 1. september satte Lund sig i Bistrups ansvarshavende chefredaktørstol på B.T., og Bistrup rykkede ud som menigt medlem af chefredaktionen.

Plukkemoden
Erik Bistrup har i øvrigt flere gange forsøgt at hente Kristian Lund til Det Berlingske Hus. Andre bladhuse har også været i røret gennem årene. For Lund har et godt ry.
Han er uhyre vellidt og går for at være en erhvervsjournalist i topklasse. Han kan splitte et regnskab på få timer, og så er han kompromisløs, når det handler om at satse på store historier. I journalistikken er han ikke bange for nogen.
Men Kristian Lund har ikke været plukkemoden.
Han har elsket sit liv på Nyhedsmagasinet. Han har kunnet dyrke lige præcis de historier, han fandt væsentlige. Han ser morgenavisernes public service-forpligtigelser som en spændetrøje.
Pludselig denne sommer er han parat til at blive plukket. Hvorfor? Og hvorfor lader han sig plukke af netop B.T.? Hvorfor lader erhvervsjournalisten, som er til analyser af komplekse erhvervsbegivenheder, sig headhunte af en formiddagsavis, som er så ligeglad med erhvervsstof, at den har nedlagt sin erhvervsredaktion? En avis, som til gengæld svælger i det royale univers. Et univers, Kristian Lund slet ikke bevæger sig i.
Kæben har hængt måbende på de fleste i mediebranchen. På de journalister og redaktører, der kender ham rigtig godt, hænger den dernede endnu. Kristian Lund er blevet tæppebanket med ordet hvorfor, lige siden hans B.T.-valg blev offentligt den 2. august.
»Alle journalister – uden undtagelse – har ikke kunnet forstå det. Mon ikke de har lidt svært ved at se makkerskabet mellem mig og Kongehuset og alt det der,« fortæller den 43-årige Kristian Lund.

Højst B.T. om mandagen
Han har såmænd altid været den på Børsens Nyhedsmagasin, der er mest til formiddagsaviser. På vej til toilettet folder han ofte redaktionens Ekstra Blad sammen og tager det med. B.T. snupper han allerhøjst om mandagen på grund af sporten.
»Han er 45 gange mere Ekstra Blad end B.T.,« siger én af kollegerne fra Nyhedsmagasinet. Og sådan har de fleste omkring Kristian Lund det – han ville passe langt bedre til Ekstra Bladet. Der er også allerede indgået et væddemål om, at han inden for et år er rykket over på Rådhuspladsen.
Han har frækheden, og så har han en umiddelbar folkelig harme. Og selv om han er uddannet cand.polit., er han langt fra at være en højtravende intellektuel. Han kan lide journalistik med tone og holdninger. Hans lederartikler på Nyhedsmagasinet er populistiske og tæt på tonen i en formiddagsavis – der er turbo i hans ledere.
I en leder i april, som han kalder »Den døde hånd«, skriver han i sin direkte stil: »Sandheden er, at broderparten af de danske finansforetagender slæber rundt med bestyrelser, som er skrækindjagende svagt besat.«
Den sidste leder, han skriver i Børsens Nyhedsmagasin, hedder »Føj for den lede«. Og indledningen er ikke mindre Kristian Lundsk: »Alle kender skurken …« og så skælder han ud på to pensionsselskaber, som stadig bruger Kaare Vagner i deres bestyrelser. Lund kalder Vagner for hovedskurken i Kartelsagen og skriver videre: »Der er bestemt ikke grund til at promovere Kaare Vagner og det uvæsen, han repræsenterer.«
Han giver den, hvad den kan trække. Og noget til. I nummeret efter – hvor han ikke længere er chef – må bladet rette ikke mindre end fire fejl fra Lunds leder.
Og han er en mand, der har fået reaktioner på sin journalistik. Carlsberg annonce-boycottede således Magasinet lige så længe Poul Svanholm var direktør på grund af en artikel om Carlsberg, Kristian Lund skrev i sit andet år på bladet.
Mange i branchen, og også Pressenævnet, udtalte alvorlig kritik, da han i 1994 valgte at omtale Mogens Lykketofts private forhold til en kvinde i den socialdemokratiske folketingsgruppe. En historie, der forærede Ekstra Bladet forsiden: »Lykketoft afviser utroskab«.
Han bruger provokationen som journalistisk metode, på samme måde som formiddagsaviserne bruger den. At han er en hård journalisthund, har han også nået at vise i B.T. Han sagde god for, at B.T. for et par uger siden i detaljer beskrev, hvordan Ekstra Bladets chefredaktør Claes Kastholm i en kanon-brandert og delvis afklædt blandt andet krævede sex af kvinderne i redaktionssekretariatet. En druktur, der kostede Kastholm jobbet.
»Det er ganske enkelt en fantastisk historie,« begrunder Kristian Lund.

Kvalm begejstring
»Det er ikke overraskende, at B.T. vil have ham, men det er overraskende, at han vil have B.T. Der er noget bangebuks og kongerøgelsesslør over B.T., som slet ikke passer til ham,« siger en ex-magasin-journalist.
Og det er også lige præcis bangebuks- og vi-elsker-de-kongelige-rollen, som Kristian Lund vil gøre op med.
B.T. skal turde mere, satse mere og provokere mere, lyder Lunds programerklæring. Kristian Lund kan slet ikke holde B.T.´s jubelglade omklamring af Kongehuset ud. Barrokt nok sætter han sig på avisen netop i de dage, hvor Prinse-fødslen trækker den ene forside efter den anden.
B.T. har trykt en kupon, hvor læserne kan sende lykønskningshilsner til det royale forældrepar, så B.T. over flere dage kunne trykke hilsner i stil med den fra Klaus og Marianne fra Helsingør: »Hjertelig tillykke med jeres lille prins og alt godt i fremtiden. Vi er selv født på Riget.«
»Kuponen viser den omklamrende stil. Avisen er simpelthen så begejstret, at det bliver kvalmt. Det er kun en mor, en far eller bedstemor, der kan tillade sig at være så begejstret,« siger Lund.
»B.T. er så optaget af at please – nu skal jeg passe på hvad jeg siger – at det næsten er for meget, eller det er for meget,« siger Kristian Lund.
»B.T. er da den eneste avis i Danmark, der kan finde på at skrive en leder om vejret.«
Det er tydeligt, at Kristian Lund har valgt B.T. for at forandre.
– Der vil ikke være bangebuks og kongerøgelse over B.T. om et år eller to?
»Det tror jeg ikke, eller også er jeg der ikke mere. For så kommer jeg jo til kort,« konstaterer Kristian Lund bramfrit.

Journalister holdt i bur
»Begge formiddagsaviser er i krise. Og egentlig er det fuldstændig forbløffende, at ingen har gjort noget ved det. De to blade ser sådan set lige sådan ud, som de gjorde for ti år siden, da krisen startede.«
– B.T. har jo gjort meget for at lave den seriøse formiddagsavis?
»Jo, der har været nogle redaktører, som har sagt det, men det er for lidt bare at sige det, så nemt kommer det jo ikke. Så må man jo tage nogle af de seriøse emner op.«
– Du kommer til B.T. på et tidspunkt, hvor det ikke er de store succesflag, der blafrer?
»Jamen, jeg er da lidt optaget af, at det er et blad, der ligesom starter forfra. Medarbejderne vil gerne starte forfra. De har været holdt tilbage i mange år eller måske evigt. B.T. er utrolig topstyret miljø.«
– Hvad mener du med, at de har været holdt tilbage?
»Det håber jeg, de har været. Journalistik fungerer jo bedst, når der er noget albuerum. Jeg vil gerne have journalister, der tager initiativet selv. Den fantastiske topstyring er jo lidt som at holde journalisterne i zoologisk have, og så lukker man dem ud i ny og næ, og så slæber de sig jo rundt som de luvslidte løver, du kan se inde i Københavns Zoologiske Have.«
»Der er mange gruppechefer. De bliver en slags sergenter, og det bliver en temmelig militaristisk organisation.«

Tålmodig chef
»Jokum! Den her vej!« Kristian Lund kan faktisk råbe lige så højt som en veltrænet sergent. Jokum er i løbet af den første time i Bernstorffparken blevet mere og mere forvirret over, at dens traditionsbundne morgenseance ikke er, som den plejer. Ruten er anderledes og længere, og tosomheden er brudt. Det ender med, at den efter halvandens times interview-vandring demonstrativt sætter sig ned og nægter at gå længere. Og da Lund ikke er til topstyring, får hunden lov at bestemme, og resten af interviewet foregår hjemme i haven ved Charlottenlund-villaen.
Og Jokum er ikke hr. hvem som helst. Kristian Lund har holdt hunde-barselsorlov for at få hvalpen kørt ordentlig ind i familieskabet, som ud over hund tæller børnene Amanda på snart fem år, Mads på halvandet og hustruen Birgitte Gether, som er researcher på Nyhedsmagasinet.
Kristian Lund er ikke nogen skrap chef. Han er nærmest for tålmodig, er både nuværende og tidligere Nyhedsmagasin-journalister enige om. Han betegnes som konfliktsky, når det handler om at hanke op i en medarbejder. Han er ikke typen, der hiver folk ind for at give en skideballe, selv om der af og til på Nyhedsmagasinet har været rigtig god grund til det. Han bosser ikke rundt med folk, han hygger hellere. Og ordet loyal – »knusende loyal« – gentages igen og igen om Lund og hans 12 år som chefredaktør på Børsens Nyhedsmagasin.
Han hader at fyre folk, siger Lund-kendere. Og alligevel er det absurd nok netop den opgave, som bliver hans første synlige opgave på B.T. (se artiklen på side 7).

Hellere lokumsrenser
Kristian Lund har prøvet smide-ud-rollen før, sådan debuterede han også på Børsens Nyhedsmagasin. Øjensynlig fristes han af blade, der er kørt fuldstændig i bund, så det nærmest ikke kan gå dårligere. »En billig baggrund at brillere på,« som en erhvervsjournalist udtrykker det.
»Et eller andet sted er der noget om det,« erkender Lund.
Han overtog i 1987 et fallitbo, Nyhedsmagasinet havde formøblet 50 mio. kr. på bare to år. Det var svært at finde nogen i branchen, som turde sætte sig i chefredaktør-stolen. Og efter lang tids jagt, blev Kristian Lund, som på det tidspunkt var redaktionschef, spurgt.
»Så vil jeg hellere være lokumsrenser,« var Lunds umiddelbare reaktion på forespørgslen. Men inden dagen var omme, ville han gerne.
Kristian Lund var bare 31 år. »Jeg så heldigvis gammel ud,« konstaterer Lund grinende.
Bladet gik fra at være et bredt favnende ugeblad til at blive et stramt nicheblad for erhvervslivet én gang om måneden – netop i dette forår har han igen gjort det til ugeblad. Og otte journalister skulle dengang skæres væk.
I løbet af tre år fik han vendt underskud til overskud. Annonceindtjeningen kører. Oplagskurven har til gengæld i hans år nærmest været en vandret streg. Der er ikke mange prale-muligheder at hente i et oplagstal på 12.747. Det tal skriver Nyhedsmagasinet af gode grunde heller ingen steder. Det er altid læsertallet på 198.000, der skiltes med over for annoncører og læsere. Læsertallet svarer til, at 15 personer deles om et blad. Magasinet scorer simpelthen på, at der er en vis snob-effekt i at sige, at man læser det.
»Jeg plejer at sige, at hvis det tal skulle være sandt, så må vi trykke Nyhedsmagasinet i plastik, for at det kan holde til at blive genbrugt af så mange,« siger Kristian Lund, som ikke kan se frem til samme snob-effekt-foræring på B.T. – tværtimod.

Ikke nok til stede
Et distræt rodehoved er det mest drillende, kolleger kan finde på at sige om ham. Han har formået at møde op i en sort og en brun sko og øverst på rodehoved-syndelisten står, at han engang glemte en interview-aftale med en af nordens største erhvervsmænd Peter Wallenberg.
Hans tid på Børsens Nyhedsmagasin bliver af medarbejderne meget delt op i tiden før og efter, han i 1996 udover chefredaktør-jobbet blev direktør for Børsen Magasiner, som tæller blade som Dagens Medicin, Penge og Privatøkonomi og Datatid.
Det var bedre før. Journalisterne har savnet ham. Alle elsker at spille journalistbold med ham. Han har ry for at være eminent til at coache. Og han har haft mindre og mindre tid.
»Lige så god, han er, når han er her, lige så forfærdelig er han, når han ikke er her. Og måske er det i erkendelse af det, han rejser,« siger en journalist, som har kendt ham i mange år på magasinet.
Og den analyse adskiller sig ikke væsentligt fra den, hovedpersonen selv giver, når man afkræver ham svar på: Hvorfor?
»Det gør jeg, fordi den stilling, jeg havde, var blevet utrolig vanskelig. Jeg havde desværre ikke tid til at være nogen rigtig god direktør og heller ikke til at være nogen rigtig god redaktør.«
– Det virker ikke som om, du skifter job af kærlighed til B.T.?
Her udviser Kristian Lund, som ellers er hurtig i replikken, evnen til at trække et ´øh´ ud i syv sekunder.
»Men måske er det alligevel af kærlighed til en tradition. Jeg tænker på en formiddagsblad-tradition, og så er det en enorm chance for at lave en ny avis. Jeg kommer et sted hen, hvor der er forandringsvillighed.«
»Jeg er faktisk tændt på opgaven.«