TV-avisens morgenudgave er langt hen ad vejen digitaliseret, og journalisterne redigerer selv deres indslag. Men når reporterne skal bruge mere tid på tekniske ting, er der fare for, at fokus flyttes fra journalistikken til det formmæssige. Reportage fra morgenkvisten

DIGITALT. Ovenlyset er dæmpet, afstemt efter tidspunktet. Kun spredte bordlamper og computerskærme lyser op, og fra bagvæggen udgår et blødt, mint-blåt skær fra TV-avisens velkendte logo: Mega-øjet, hvor iris er selve kloden – det øje, der altid sidder på skulderen af studieværten, når nyhederne beames ud i stuerne.

På to af redaktionslokalets vægge, oppe under loftet, hænger en stribe fjernsyn. Her trawler CNN og BBC World lydløst gennem nattens stimer af stort og småt.

»Hvis du laver noget på dét med efterlønnen,« siger redaktionschef Bella Katrine Rein til en af indlandsreporterne, »så går du, Carsten, i gang med Christiania-fonden.«

Klokken er 04.25, og som morgenreporter på TV-avisen er Carsten Mørk Jørgensen allerede ved at komme op i gear. Han læser nyhedstelegrammerne om fristaden igennem, og klikker sig på sin pc ind på Mediearkivet for at hente billeder til sin historie.

»Før i tiden skulle jeg måske have fat i 20 forskellige bånd og sidde og spole dem igennem for at finde de rigtige klip. Nu er det digitalt. Serveren fungerer som en slags reol, og de indslag, der handler om Christiania, er hyldevarer, som jeg nemt og hurtigt kan finde, hive ned og kigge igennem,« fortæller han.

Digitaliseringen af TV-avisens morgenudgave begyndte i november 2001. Carsten Mørk Jørgensen kom hertil som nyuddannet journalist i februar 2003, og er derfor gledet ind på en arbejdsplads, hvor den digitale teknik for længst er blevet det naturlige element. Nu sidder han og prøver at finde egnede billedfiler til Christiania-historien på sit personlige redigeringssystem, Easy Cut, da redaktionschefen falder over et telegram om Stig Tøfting. Fodboldspilleren fra AGF har lånt penge ud til en Hells Angels-boss i Århus, og Carsten Mørk Jørgensen tænder med det samme.

»Vil du hellere lave den?« spørger Bella Katrine Rein.

»Meget hellere,« siger han.

Klokken er 04.40. Det er et kvarter siden, han begyndte at rode efter Christiania-billeder, og historien er allerede dømt ude.

»Kan du ikke se, hvis jeg havde siddet med en masse bånd nu? Nu skal jeg slet ikke lave Christiania. På den måde er det en stor lettelse af arbejdet, at jeg nu bare kan gå ind i systemet og søge på Tøfting,« siger han.

Der er stadig halvanden time, til klokken er 07.00, og morgennyhederne går i luften. Morten Løkkegaard er kaldt ind som vikar. Han kommer i sort Adidas-træningsdragt og en bærepose med værts-uniformen: Jakke, skjorte og slips. Sammen med redaktionschefen og Carsten Mørk Jørgensen diskuterer han Tøfting-historien. Hvem er kilden? Er der hold i pantebrevs-oplysningerne? I hvor høj grad skal man lægge vægt på Tøftings tidligere rockerrelationer?

Klokken 05.30 – halvvejs igennem en franskbrødsmad – har Carsten Mørk Jørgensen fået skrevet teksten til sin Tøfting-historie. Nu får han en såkaldt 'adresseliste' fra den bibliotekar, som hjælper med at scanne serveren for billedmuligheder. Listen indeholder filnavne på tidligere indslag om rockere og Stig Tøfting. Måske er der nogle bidder, han kan klippe.

Redigeringssystemet har opmålt hans speak i oplæst tilstand til at vare 56 sekunder. Nu går han ind i Easy Cut og lynspoler gennem indslagene for at finde billeder. Bingo! Her er noget, hvor Tøfting løfter AGF-trøjen, da han lige har skrevet kontrakt. Og her billeder af rockere: HA-rygmærker i close up, engle på Harley'er, foran et klubhus og uden for en retsbygning. Han gemmer dem, han kan bruge, samler papirerne sammen og skynder sig ind til morgenens redigeringstekniker, der er ved at lægge sidste hånd på et indslag om vandmiljøplanen.

»Aftenvagten havde lagt billeder og speakermanus klar til det indslag her. Nu har teknikeren speaket teksten og klippet den sammen med billederne. Det er et eksempel på, hvordan teknikken også er med til at nedbryde gængse faggrænser. Vi er stadig i en indkøringsfase, hvor journalisterne kan vælge at lave det hele selv eller sammen med en tekniker,« fortæller Carsten Mørk Jørgensen.

– Så i princippet kunne du bare give ham dine billedfiler og din tekst, og så kunne han selv flikke det sammen?

»Ja, i princippet. Men så meget pølsefabrik synes jeg ikke, der skal være over det.«

Sammen skruer Carsten Mørk Jørgensen og redigeringsteknikeren nu Tøfting-indslaget sammen. Før i tiden skulle det så overspilles til bånd og lægges ind i en båndafviklingsmaskine. Nu bliver den færdige version døbt og gemt i serveren, hvor den i samme øjeblik er klar til afvikling.

»Hele redigeringen er et kvantespring, og personligt kan jeg enormt godt lide, at jeg er tættere på også den fase af min historie. At jeg selv har friheden til at trykke på knapperne. Jeg er ikke nogen udpræget computernørd, der partout skal sidde og knokle nettet igennem fem timer om dagen, men jeg er ud af Commodore 64-generationen, så jeg er hverken fremmed for eller bange for teknikken. Jeg har jo også prøvet at harddisc-redigere på journalistuddannelsen,« siger Carsten Mørk Jørgensen, der – i lighed med andre medarbejdere på TV-avisen – dog også lufter nogle forbehold over for den digitale udvikling:

»Der er den fare, at man kommer til at tage tid fra selve journalistikken, når man samtidig skal redigere. At man flytter fokus fra journalistikken til noget formmæssigt. Det er en hårfin balance, men faren er til stede, når ledelsen samtidig har meldt ud, at den vil bruge digitaliseringen til at rationalisere. Jeg vil gerne understrege, at jeg kun har positivt at sige om den digitale teknik, men rent principielt ligger det jo i kortene, at én mand fremover vil komme til at lave to mands arbejde. Og skrækscenariet er selvfølgelig, at alle ender som generalister.«

– Hvordan skal man sikre, at det ikke bliver sådan?

»Ved at ledelsen laver nogle klare retningslinjer for, i hvor høj grad teknikken indgår i journalisternes arbejde. Her på morgen-tv er det ikke det store problem, forstået på den måde, at 99 procent af det, vi laver, er noget, vi henter på hylderne. Vi skal ikke selv lave aftaler med kilder og ud og optage dem i marken og bagefter hjem og klippe og redigere og så videre. Men det er en noget anden sag på for eksempel TV-aviserne klokken 18.30 og 21.00,« siger Carsten Mørk Jørgensen, der nu tre kvarter inden æter-kickoff får stukket en ny historie i hånden af redaktionschefen.

»Nu skal jeg lige have fundet en bid fra Radioavisen. Og som du kan se, skal jeg heller ikke her have fat i de fysiske bånd. Alle radioindslagene ligger også på serveren. Det er sådan set bare at gå i gang med at rode noget ned fra hylderne,« siger Carsten Mørk Jørgensen.

Simultan journalistik

TIDSBESPARELSE. Den digitale teknik betyder, at billeder og lyd kun findes som filer, der bliver lagt ind på en server. Fordelen er, at man altid – på alle redigeringsstationer – arbejder i en kopi af råmaterialet. Journalisten kan altså redigere sit indslag, samtidig med at redaktionssekretæren kan finde egnede intro-billeder, og en anden journalist kan lave en ny version af historien. Principielt betyder digitaliseringen, at alle har adgang til så meget stof som muligt – på samme tid.

Journalisterne arbejder i dag digitalt på flere niveauer. Nogle finder billeder frem på serveren, hvorefter indslaget bliver klippet og sat sammen af en tekniker – enten fordi journalisterne endnu ikke kan det, eller fordi de har for travlt. Andre finder billeder frem, som de selv redigerer og klipper ved hjælp af Easy Cut- eller Purple-redigeringsudstyr. I begge tilfælde gælder, at der er tale om relativt enkle indslag. Større eller mere indviklede indslag laver de fortsat i samarbejde med en tekniker. 

De digitale redigeringsværktøjer

• EASY CUT: Det simple redigeringsværktøj, hvor arbejdsstationen kan være en hvilken som helst pc. Kan bruges til at producere relativt enkle eller simple indslag, hvor stoffet er hjemme i god tid. Et system, de fleste af journalisterne kan bruge. Systemet har haft en del børnesygdomme, navnlig med lyden.
• PURPLE: Et relativt stort redigeringsudstyr, som kan noget mere end Easy Cut. Til forskel fra Easy Cut kan man for eksempel farvegraduere og lave lækker lyd. Redigeringsteknikerne kan bruge det, og nogle af journalisterne kan. For journalisterne gælder det dog – i hvert fald på nuværende tidspunkt – at det ikke egner sig til hasteopgaver. 
• BLUE: Det store og ekstremt avancerede redigeringssystem, der på det nærmeste kan alt. Har principielt samme brugerflade som Purple, men kræver en del mere uddannelse for at brugeren kan udnytte systemet optimalt i de teknisk mulige yderområder. Systemet er installeret i specielle redigeringsrum og bliver kun betjent af redigeringsteknikere.

Prøvelsernes tid

FRUSTRATIONER. Indførelsen af digital teknik i DR er ikke til diskussion. Den er der, og journalisterne kommer til at lave mere og mere teknisk arbejde selv. Til gengæld bliver der mindre tid til at lave journalistik på TV-avisen

Easy Cut, Purple og Blue. Det lyder som bands på den første Roskilde Festival, men er navnene på det redigeringsudstyr, der har bragt den digitale revolution ind i DR – og i perioder har medført kortslutninger i hovederne på adskillige af TV-avisens medarbejdere.

For der er dem, der synes, det digitale styrer for vildt. Og så er der dem, der synes, at de styrer i blinde. Men når frustrationerne blandt medarbejderne på TV-avisen (TVA) udlægges som 'en kamp mellem unge nørder og ældre tekno-spassere' – som én, der sidder tæt på udviklingen af systemet, gør – er det langt hen ad vejen forfejlet.

»Irritationerne i forbindelse med indførelsen af digital teknik har intet med alder eller maskinstormeri at gøre. Selvfølgelig har nogle lettere ved at lære det end andre, men journalisternes frustrationer går på, om de har tid nok til at lave god journalistik, når de også skal bruge tid på at redigere deres indslag,« siger tillidsmand på TVA Reimer Bo Christensen.

Digitaliseringen betyder, at hvor journalisterne tidligere havde en redigeringstekniker til at lave alt det tekniske, skal de fremover selv redigere og klippe deres indslag. Sat på spidsen kan man sige, at én mand skal lave to mands arbejde.

Ole Blegvad, reporter på TVA, siger:

»Det kan sagtens lade sig gøre med nogle typer indslag. På Kort Nyt og 'klip-klap'-indslag – altså billede, lyd, billede, lyd. Men det vil ikke fungere på tungere historier og feature-indslag. I det hele taget betyder det, at selvredigering tager meget af den tid, man skal bruge på at få og udføre den gode idé og tænke i spændende billeder og overgange. Det er ærgerligt, når ledelsen samtidig vil have, vi laver en lille Lars von Trier film hver dag.«

Frustrationerne er blevet forværret af især to udmeldinger fra DRs direktion: Den ene en målsætning om, at 25 procent af TV-avisens indslag inden sommer i år skal være redigeret af journalister. Den anden en varslet besparelse, der ligger i indførelsen af den nye teknik. Man skal – som nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen har formuleret det – 'indhøste rationalet': En besparelse på 6,6 millioner kroner over to år, svarende til omkring 15 tekniske stillinger.

Hvad angår målet på 25 procent, siger Reimer Bo Christensen:

»Hvis det kan lade sig gøre, er det fint. Men vi mangler besked fra ledelsen om, hvilke typer indslag journalisterne selv skal redigere, og hvad det betyder for den enkeltes arbejde. Skal det forstås sådan, at nogle selv redigerer indslag, mens andre ikke gør – og at alles arbejde så bliver puljet for at opfylde kvoten? Eller skal alle journalister fuldredigere 25 procent af deres egne indslag? Det håber jeg ikke, for det er skidt, hvis ledelsen kan trække én til side og sige: 'Det her går ikke, kammerat. Du har kun lavet 12,5 procent.' Der må til enhver tid være plads til den journalist, der er god til at lave historier, men knap så god til teknik.«

Men TVA-medarbejderne ser mindst lige så alvorligt på direktionens besked om, at digitaliseringen også er en rationalisering. At den koster stillinger. Faktisk så alvorligt, at en af journalisterne, Jacob Kwon Henriksen, der uden problemer selv redigerer på Easy Cut og Purple – og netop var begyndt at lære det avancerede system Blue at kende – fra den ene dag til den anden helt holdt op med at redigere sine egne indslag.

»Jeg er meget computerinteresseret, og det giver stor frihed at kunne føre sine egne tanker ud i livet. I de tre måneder, jeg selv redigerede mine indslag, fik jeg det til at hænge sammen ved selv at tilrettelægge min arbejdsdag. Men da der pludselig kom besked om, at selvredigering skal koste 14-15 teknikerstillinger, stoppede jeg. Jeg blev virkelig skræmt over, at ledelsen gjorde det, jeg sad og lavede, op i fyringer,« siger Jacob Kwon Henriksen.

–  Men prøver du ikke bare at opretholde stillinger, som måske bliver overflødige?

»Nej, for jeg synes, 25 procents-kravet på nuværende tidspunkt er for stejlt. Alle kan vel se, hvad vej vinden blæser, men folk skal have lov til at lære det her i deres eget tempo. Der skal også være plads til, at nogle aldrig lærer det. Skræmmescenariet er jo, at alle redigerer deres indslag, hvor det kun er 25 procent, der burde gøre det. Personligt generer det mig at blive sat i stå i en udvikling, jeg synes er sjov, men jeg har ikke lyst til at lave noget, som jeg ved koster andre jobbet« siger han.

Medarbejderne er især irriterede over, at DR-ledelsen aldrig har undersøgt, hvad indførelsen af den nye teknik rent faktisk betyder for den enkeltes dagligdag på TVA.

»Ledelsen presser en ny teknologi igennem uden at rådføre sig med dem, der skal bruge det. Når man så samtidig kombinerer det med sparekrav, får man ikke folks medejerskab. De fleste opfatter digital teknik positivt, men måden den kommer på skaber kun tvivl, undren, usikkerhed og frustrationer,« siger Reimer Bo Christensen. Nu kommer den dog, ledelsens store undersøgelse af arbejdsflow og arbejdsgange. Her vil ledere og medarbejdere sammen gennemspille forskellige scenarier i workshops, der ligner typiske og mindre typiske arbejdsdage på TVA. Undersøgelsen ventes færdig om en til to måneder.

»Vi er glade for undersøgelsen, men det er mærkeligt bagvendt først at melde ud, hvad vi kan spare, og derefter undersøge, om det hænger sammen,« siger Reimer Bo Christensen.

– Frygter du, at konklusionen på undersøgelsen er skrevet på forhånd?

»Nej, jeg regner med, at ledelsen går ind i det med åbne øjne,« siger han.

Tekniker og tillidsrepræsentant Pernille Gram er knap så optimistisk:

»Jeg frygter, at facit er skrevet. Nu skal ledelsen bare have undersøgelsen af arbejdsgangene til at passe til det resultat, den ønsker,« siger hun.

–  Men er det ikke naturligt, at ny teknik koster stillinger?

»Nej. Det er en fejlopfattelse, at digitaliseringen gør tingene nemmere. Jo, nogle arbejdsgange er blevet lettere, men andre ting er blevet mere kluntede og omstændelige. Min arbejdsdag er i hvert fald ikke blevet kortere, og jeg mærker også, at journalisterne føler sig mere pressede,« siger Pernille Gram.

Undersøgelse eller ej, ifølge nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen ligger den bebudede besparelse på 6,6 millioner kroner fast. Hun siger:

»Beløbet bygger ikke på den rene blå luft. Vi har i ledelsen overordnet analyseret os frem til, at det er, hvad vi kan spare ved digitaliseringen på 2005-budgettet.«

– Er det ikke bagvendt først at melde besparelsen ud, og så bagefter lave en konkret undersøgelse af arbejdsgangene?

»Nej, der er ingen modsætning mellem de to ting. I ledelsen har vi analyseret, hvilke arbejdsprocesser der forandrer sig, og hvad vi kan spare. Nu laver vi så efterfølgende en mere detaljeret funktionsbeskrivelse for det nye digitale workflow. Men undersøgelsen ændrer ikke på, at vi skal spare 6,6 millioner kroner,« siger Lisbeth Knudsen.