"Center for Public Integrity"s hjemmeside er en a la carte menu, hvorfra alverdens journalister kan plukke. Sidste år havde hjemmesiden mere end 20 millioner hits, fortæller manden bag, Charles Lewis.

40 journalister og 20 researchere arbejder med dybdeborende journalistik. Resulta-terne bliver offentliggjort på nettet, og alt materiale er tilgængeligt for alle, der er interesserede.

Center for Public Integrity, CPI, arbejder uafhængigt af såvel økonomiske som politiske interesser.

Charles Lewis åbnede CPI i 1988. Han forlod et spændende og udfordrende job som producer og journalist på det dybdeborende journalistiske tv-program på CBS News, 60 Minutes. Efter fem år kunne han ikke leve med de begrænsninger, der var for hans arbejde.

Charles Lewis fortæller, at han havde det som i filmen "The Insider", hvor produceren, spillet af Al Pacino, afslører tobaksindustriens skumle metoder, men afholdes fra at fortælle hele den kompromitterende sandhed. Ligesom Al Pacino i filmen kvittede Lewis sin tv-karriere, 35 år gammel.

"Filmen var meget "close to the bones", som han udtrykker det. Få måneder senere startede han sit eget uafhængige center for undersøgende journalistik, "Center for Public Integrity".

Centret bestod i starten blot af hans skrivebord derhjemme, og han var selv den eneste ansatte.

Men allerede i oktober 1989 fik han en fuldtidsansat kollega, og i maj 1990 flyttede de i eget kontor i Washington DC.

Her har han nu 40 ansatte foruden 20 researchere, blandt andet studerende. Desuden arbejder 84 journalister i 43 lande over hele verden for CPIs internationale afdeling, ICIJ. Det ledes af Maud Beelman, der ligesom Charles Lewis talte på den globale konference for undersøgende journalistik, som fandt sted i København for en måned siden.

"Jeg blev enormt frustreret og ønskede derfor at skabe mit eget firma, hvor jeg kunne arbejde hundrede procent seriøst med undersøgende journalistik. "I wanted to investigate the hell out of anything," siger han med et grin – og fortsætter:

"CPI er mit journalist-utopia. Jeg ser os som en gruppe eksiljournalister – en nonprofit gruppe af vagthunde."

Da Charles Lewis startede centret, var han forud for sin tid, og i dag er hans center stadig enestående. Det var det første af sin art og er det største i verden. Til sammenligning har New York Times ni undersøgende journalister og Washington Post otte.

Helt uafhængig
"I dag skriver vi næsten kun til internettet, men udgiver stadig enkelte trykte rapporter hvert år. I de første seks-syv år udkom vores undersøgelser kun som papirrapporter, og vi holdt nyhedskonferencer. Nu kommer de afslørende dokumenter straks på vores hjemmeside. Nettet har vi først rigtigt brugt siden 1995-96, og det er først nu, vi er blevet gode til det," mener Lewis.

Det er vigtigt for ham at understrege, at CPI arbejder fuldstændigt uafhængigt af økonomiske og politiske interesser:

"Jeg tager ikke penge fra regeringer, fagforeninger, virksomheder eller annoncører. Kun fra fonde og individuelle sponsorer. Enhver, der giver mere end 500 dollar, nævnes som "donor" på vores hjemmeside. Så mit job er blandt andet at rejse fire millioner dollar om året til bureauets arbejde."

"Jeg er ikke vild med fundraising, men jeg hænger ret meget på det. Jeg er frontfigur og giver nok 350 interviews om året – og min redaktør giver 175. Sidste år blev vi citeret omkring 1300 gange i USA, og der var 20 millioner hits på vores hjemmeside. Siden nytår i år har vi haft 15 millioner hits," fortæller han med et glad grin.

Alle kan læse CPIs rapporter gratis på nettet, men CPI udgiver også et trykt nyhedsbrev "The Public Eye". Det har 8-900 abonnenter, der hver betaler 35 dollar for at få det seks gange om året. Bladet er en slags antologi over CPIs bedste historier.

"Der er faktisk en del mennesker i USA, som ikke har computer derhjemme, og for dem er nyhedsbreve og trykte rapporter vigtige," Forklarer Charles Lewis.
Netop nu skal han i gang med at arbejde på "The Buying of the President" – "Sådan køber man en præsident" – som han også gjorde i 1996 og 2000. Foruden ham selv arbejder cirka 30 medarbejdere på at afdække økonomien bag præsident-valget.

"Vi afslørede, at ENRON var blandt George W. Bushs største sponsorer i hans valgkamp. Vi har også bevist, at han fik rentefri lån på The Cayman Islands. Vi har nok 1000 belastende dokumenter på George Bush. Men da det snerpede til, begyndte hele Irak-retorikken, så det har ikke haft en afgørende konsekvens."

For nylig spillede CPI en vigtig rolle i at få stoppet forsøget på at gennemføre The Second Patriot Act, en udvidelse af den første US Patriot Act, der blev hastet igennem i oktober 2001 lige efter 11. september. Det er en lov, der som led i kampen mod terrorisme giver politi og FBI meget udvidede beføjelser til elektronisk overvågning, aflytning og andre ting, der går meget tæt på privatlivets fred. Nu skulle en endnu mere vidtgående lov køres igennem uden vrøvl.

Centret fik fat i et dokument fra The Justice Department og lagde det straks på nettet, hvilket betød, at udvidelsen blev trukket tilbage.

"Da vi lagde dokumentet på den 7. februar, fik vi 500.000 individuelle besøgende, og på tre døgn linkede 100 grupper sig på os."

Charles Lewis begynder altid sin undersøgende journalistik med at læse alt, hvad der eksisterer om emnet.

"Først langt senere taler vi med folk. Men vi laver jo også mindre ting, der måske kun tager en måned. Jo længere vi arbejder på en historie, jo mere skal den lykkes!"

"Det handler ikke så meget om at måtte "kill a story", fordi den ikke holder vand – men om slet ikke at gå i gang med den. Jeg tror kun, jeg kan huske fem historier, som endte med ikke at blive til noget – og bestemt ikke de rigtig lange!
Heldigvis har jeg ikke en chef, der kan sige nej til historien. For jeg er selv boss," siger han synligt tilfreds med den situation.

Charles Lewis arbejder i øjeblikket også på at etablere "The Fund for Independence in Journalism" for at skabe mere stabilitet for arbejdet i CPI og ICIJ. Han har foreløbig indsamlet 20-25 millioner dollar.

Centrets internationale afdeling har for nylig udgivet bøgerne "The Business of War", der blev bragt i 11 afsnit på nettet, og "The Water Barons".

Se også: http://www.publicintegrity.org/

Læs også: Journalistikkens guldalder, På udkig efter verdens bedste journalister, Journalister hjælper journalister, En journalist blev myrdet, Taler og foredrag på nettet, Globalt netværk, Samarbejde på tværs af grænser, Sandheden er Guds datter, Kritisk journalistik i tredje verden og Råd fra en redaktør.