Mange journalister giver forskere lov til at udbrede personlige holdninger, som om de var ekspertudsagn. Niels Egelund er en af de kilder, der bliver brugt mest.
SLITAGE. Ekspertkilder kan være besværlige. Ofte forsøger de at sende journalister videre til andre eks-perter eller taler i et sprog, der gør det vanskeligt at skrive en velformuleret artikel eller lave et godt tv-indslag.
Men der er undtagelser: Eksperter, som er klar til at mene noget, kan formulere sig klart, og som er til at få fat i. Den slags kilder bliver brugt igen og igen.
I skoleverdenen er den ubestridt mest brugte ekspert Niels Egelund, der er professor i specialpædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU). En søgning på Infomedia viser, at Niels Egelund i 2003 og 2004 har udtalt sig til 334 artikler i de aviser, der er tilknyttet Infomedia. Dertil skal man lægge bunkevis af interview til radio og tv.
Søgningen på Infomedia viser, at Niels Egelund blandt andet er blevet spurgt om, hvem der bør være undervisningsminister, hvorvidt lærere skal bruge tid på at oplyse om incest og narko, og hvorvidt danske børn er gode til at læse.
»Jeg bliver brugt meget, fordi min kontortelefon stiller direkte om til min mobiltelefon, så uanset hvor jeg er, kan man få fat i mig. Jeg prioriterer journalister højt, også over studerende, når det handler om at ringe tilbage,« siger Niels Egelund.
Forskere har en forpligtigelse til at oplyse om deres forskning til det samfund, der betaler deres løn, siger han som forklaring på, at han prioriterer medierne så højt.
Samtidig er han en kilde, der leverer varen.
»Jeg taler altid kort og klart og i overskrifter. Jeg er ikke som mange af mine kolleger bange for at blive misbrugt af medierne. Det er sket utrolig få gange, derfor beder jeg heller ikke om at se, hvad jeg bliver citeret for,« siger Niels Egelund, der taler med tre-fire journalister hver dag.
Det er for mange, mener Thorkild Thejsen, der siden 1987 har været redaktør på lærernes fagblad, Folkeskolen. Han mener, at mange journalister slipper for nemt om opgaven med at skaffe interview i skoleverdenen.
»Man bruger Niels Egelund alt for meget, og det forstår jeg sådan set godt, for han er rigtig god at interviewe. Egelund er altid klar til at mene noget og taler klart og tydeligt i hovedsætninger. Men det er beskæmmende for journaliststanden, at man ikke spørger sig selv, hvad han egentlig har forstand på. Man må vide, hvad man vil med netop ham som ekspert til netop dén historie,« siger Thorkild Thejsen.
Redaktørens pointe er, at Niels Egelund er professor i specialpædagogik, men at han i medierne får lov til at udtale sig om hvad som helst på hele skoleområdet. Det skader journalisternes troværdighed, siger Thorkild Thejsen:
»Det er jo ikke en kilde med en anden holdning, men et ekspertudsagn, man går efter, når man ringer til en professor.«
Ifølge rapporten »Eksperter i medierne«, der er en del af Magtudredningen, er der over de seneste 40 år sket en eksplosion i brugen af ekspertkilder. De eksperter kommer primært fra de samfundsvidenskabelige fag.
Samtidig er der en tendens til, at samfundsvidenskabelige og humanistiske forskere udtaler sig mindre og mindre om deres egen forskning. I stedet kommer de med deres mening og vurdering af konkrete hændelser. Også dem, der ligger uden for deres eget fagområde.
»Der er alt for mange 'syn'sninger' i danske medier, der serveres som ekspertudsagn,« siger Thorkild Thejsen.
Han understreger, at han har stor respekt for Niels Egelund som forsker, men at der er stor forskel på, om en kilde siger 'det her ved jeg, for det viser min forskning', eller om han siger 'det her mener jeg'.
»Det står jo i begynderbogen for journalister. Så nytter det ikke noget at pløre det ind i, at kilden er professor eller ekspert,« siger Thorkild Thejsen og tilføjer:
»Hvis du spørger mig om havebrug eller genteknologi, vil jeg sige, at det har jeg kun meninger om og holdninger til. Hvis du derimod spørger mig om noget inden for skoleområdet, vil jeg være i stand til at sige, hvad jeg synes om en sag. Men det bliver jeg jo ikke forsker af.«
Journalisterne på Folkeskolen ringer da også ind-imellem til Niels Egelund for at stille spørgsmål om specialundervisning.
»Det er fint, når han siger, 'jeg har undersøgt det og det,' men det er sjældent, han bliver brugt sådan. Han er jo nærmest en politiker, der kommer med politiske udredninger. Det er sådan set ikke en kritik af Egelund, han må mene, hvad han vil. Men det er en kritik af mine journalistkolleger, der lader ham servere meningerne, som om han har forsknings-belæg for dem«, siger Thorkild Thejsen.
Niels Egelund medgiver, at han ofte kommer med meninger.
»Men de meninger og opfattelser, jeg har, bygger på forskning. Det er jo ikke sådan, at jeg er medlem af et politisk parti,« siger Niels Egelund og understreger, at han også har beskæftiget sig fagligt med andre dele af skoleverdenen end specialpædagogikken. Samtidig er han medlem af Grundskolerådet, der er rådgivende organ for undervisningsministeren i skolespørgsmål. Blandt andet derfor er Niels Egelund ofte blevet beskyldt for at være »regeringens mand«. Det mener han dog ikke, man skal lægge så meget i.
»Det er jo kun, når jeg siger noget, der passer regeringen. Hvis det, jeg siger, ikke kan bruges, så vender politikerne jo bare ryggen til mig. Men det er jeg ligeglad med,« siger han.
Politikens journalist på uddannelsesområdet hedder Mona Samir Sørensen. Hun er enig med Folkeskolens redaktør i, at Niels Egelund bliver brugt meget.
»Jeg er opmærksom på ikke at bruge ham hele tiden, netop fordi han bliver overbrugt. Jeg forsøger altid at bruge den kilde, der ved mest om det præcise emne. Men det er ikke altid praktisk muligt,« siger hun og understreger, at Niels Egelund er en god kilde, fordi han både er vidende og tilgængelig.
Netop tilgængeligheden er årsag til, at Mona Samir Sørensen alligevel ringede til Niels Egelund, da hun sidste år skulle bruge en ekspert til at udtale sig om læsning.
Ifølge hende selv er der flere personer i Danmark, der er eksperter i læsning, men artiklen blev skrevet i sommerferien, hvor eksperterne ikke var til at få fat i. Derfor ringede hun til sidst til Niels Egelund.
Mona Samir Sørensen mener, at det ville være en god idé, hvis medarbejderne på de enkelte medier fik nogle fælles kildelister.
»Så kunne en weekendvagt eller en praktikant gå ind og se, hvem der er eksperter på de enkelte områder. Nu går de jo typisk ind i Infomedia, og så finder alle jo de samme,« siger Mona Samir Sørensen.
»Som journalister kunne vi godt gøre det mere tydeligt, når det, eksperterne siger, ikke er baseret på videnskabelige undersøgelser. Når det, de siger, er holdninger,« siger hun og tilføjer, at der er en fare for, at læserne vil opfatte en forskers personlige betragtninger som objektive.
»Der er en objektiv facitliste, der dikterer, hvordan journalister skal bruge ekspertkilder,« siger Nete Nørgaard Kristensen.
Hun er ph.d. med en afhandling om relationen mellem journalister og deres kilder og ansat som adjunkt ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet.
Nete Nørgaard Kristensen ser det ligeledes som et problem, når journalister bruger ekspertkilder, der taler uden for det område, de har forsket i.
»Det, at man er ekspert på et område, retfærdiggør ikke, at man udtaler sig om alt muligt andet,« siger hun og understreger, at hun taler generelt, da hun ikke kender nok til Niels Egelund til at vurdere, om han gør det.
Hun mener i øvrigt ikke, at det er rimeligt at vælge en kilde fra, blot fordi vedkommende ikke er god til at formidle:
»Så må det jo være op til journalisten at spørge ind til, hvad han mener.«
Nete Nørgaard Kristensen understreger, at det er vigtigt, at journalisterne finder de rigtige kilder:
»Ellers bliver det jo Tordenskjolds soldater. Vi kunne få en mere nuanceret debat, hvis nogle flere kom på banen. Jo mere de, der udtaler sig, er inde i tingene, desto mere nuanceret bliver debatten,« siger hun.
* Rapporten
Undersøgelsen »Eksperter i medierne. Dagspressens brug af forskere 1961-2001« er lavet af Erik Albæk, Peter Munk Christiansen og Lise Togeby. Den blev udgivet af Magtudredningen i 2002.
Magtudredningen er navnet på et forskningsprogram, der begyndte 1998 og blev afrundet med en konference i efteråret 2003. Det blev sat i gang i 1994 på foranledning af Folketinget, men styret af en uafhængig forskningsledelse. Formålet var at analysere det danske folkestyres situation ved overgangen til det 21. århundrede.
Læs mere på www.ps.au.dk/magtudredningen
Pligt til at stille op
FORMIDLING. Sidste år kom der en ny universitetslov. En af nyskabelserne er, at forskerne nu er forpligtet til at formidle resultaterne af deres forskning – blandt andet gennem medierne. Derfor arbejder informationsafdelingerne på landets universiteter på at bringe flere forskere på banen i den offentlige debat. En del af dem kommer fra Danmarks Pædagogiske Universitet.
»Der er stemmer, som ikke bliver hørt, og forskningsområder, der sjældent får plads i medierne. Der er nogle barrierer, og dem prøver vi at identificere og nedbryde. Det handler også om, at vi skal være proaktive og ikke bare sidde og vente på, at journalisterne ringer til os,« fortæller journalist Jakob Albrecht, der står for pressekontakten på DPU.
Derfor har en stor del af forskerne på DPU de seneste par år gennemgået mediekurser, hvor de blandt andet har fået en bedre forståelse for pressens arbejdsvilkår. Der er lavet et presserum på DPUs hjemmeside, hvor det er beskrevet, hvilke områder de enkelte forskere beskæftiger sig med og kan udtale sig om. Desuden har DPU op til skolestart, hvor der traditionelt bliver skrevet mange skolehistorier, de seneste to år sendt lister ud til relevante medier med beskrivelser af forskernes kernekompetencer. Det har virket.
»DPUs omtale er steget med 25 procent, og vi er det universitet, der får mest egenforskning beskrevet i medierne. Samtidig er det min helt klare opfattelse, at vi har fået flere forskellige forskere i medierne,« siger Jakob Albrecht.
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Denne artikel er 10 år gammel og er igen hyper aktuel.
Hver ENESTE gang at medierne citerer Egelund tænker jeg, om han egentlig er Danmarks ENESTE professor i specialpædagogik.
Det er så håbløst tydeligt, at der ikke har været forskningsmæssigt belæg for (mange af) hans udmeldinger de sidste fem år - problemet er bare, at han er den som er nemmest at få i tale, dengang såvel som nu.
Niels Egelund bliver brugt i næsten alle sammenhænge, hvor skolen er tapetet. Men han er ikke ekspert i skoleforhold, hans ekspertise handler om specialpædagogik og hans doktor afhandling handlede om følgende:
Doktor i prædiktion af intervationsudfald
Hvad er titlen på din doktorafhandling?
'Prædiktion af intervationsudfald'. Det var en langtids follow up af elever, der havde været på heldagsskole i starten af 70'erne, hvor jeg altså havde fulgt dem op gennem hele deres skoletid for at se, hvordan det var gået dem senere i livet'.
'Det var sådan et akademisk højdespring, hvor man bruger avancerede statistiske metoder til at prøve at vise nogle ting - alt sammen for at vise, at man kan magte de der metoder'.
Var det inden for specialpædagogik?
'Ja, det, man kaldte heldagsskoler dengang, lå inden under specialundervisningen. Det er skoler for adfærdsvanskelige børn. Det er primært specialpædagogik, jeg har beskæftiget mig med. Jeg er professor i specialpædagogik. Og det er også det, der på mange måder har været min indfaldsvinkel til spørgsmålet om en mere fleksibel skolestruktur'.
Fra: http://www.folkeskolen.dk/16323/jeg-er-vant-til-at-faa-hug
Altså specialpædagogik - igen.
Hvad pokker laver han i en udsendelse om erhvervsskolerne, det har sgu da ikke noget med specialpædagogik at gøre, må man formode.
Når jeg ser deadline (22:30 18/8), så virker det som om NE spiller højt ud – ”start forfra, campus områder” - da han så bliver modsagt af formanden for erhvervsskolerne, så vender han på en tallerken. Det kræver jo ikke ret meget ekspertise, det kan enhver jo gøre. Hvad bidrager han egentlig med?
(Kan ikke komme ind på DR deadline og se udsendelsen igen, hm.)
Jeg hørte en P1 udsendelse her i sommers, NE sagde at grunden til at han blev lærer var juni, juli, august - ok, så var der også lige lønnen som vist i 60-erne var ret god.
Som det fremgår af -
http://da.wikipedia.org/wiki/Niels_Egelund - så var han lærer i et år - 1970 til 1971. Når egelund udtaler sig om folkeskolen så er det altså ikke fordi han kender skolen indefra - hans udtaleser bygger altså ikke på nogen imponerende praksiserfaring. Det er mit bestemte indtryk at at NE misfortolker mange af de forskningsresultater han evt. henholder sig til. Det har fx været et stående dogme i PISA rapporterne, at PISA vurderer, at resultater i testen på niveau 1 (40-45% rigtige) betyder, at man har svært ved at tage en ungdomsuddannelse.
PISA validerer ikke testen på nations/elev niveau, det er op til de enkelte lande. Sammenhængen mellem at gennemføre en ungdomsuddannelse og en elevs PISA resultat er undersøgt i Danmark - der er ingen sammenhæng. Undersøgelsen er omtalt her http://folkeskolen.dk/519729/mange-funktionelle-analfabeter-tager-en-uddannelse og der er et link til rapporten.
Egelund redigerer tilsyneladende altid virkeligheden, så den ser politisk korrekt ud.
Man kan sige og skrive meget om Niels Egelund, men det skal man åbenbart ikke:
Læg mærke til den magtposition han indikeres at have: Ingen tør beklikke hans faglige habitus, til trods for at praktikerne i danske skoler ofte hiver sig selv i håret over Egelunds udgydelser om snart sagt alt der har skole- som forstavelse.
Meget af det han siger er jo provokation for at igangsætte debat, hvilket han selv i interview har bekræftet. Problemet er, at det gennemskuer læserne ikke og journalister der snorksover i timen hjælper ikke. Resultatet er påstande som skolen skal lægge ryg til, journalister kommer nemlig ikke mere ud på gulvet end Niels E., desværre.
Det kan virkelig ærgre, men desværre er vi nok bragt i en situation, hvor den kritiske journalist har trange kår. Der findes selvsamme institution, hvor Niels Egelund er tilknyttet, findes forskere og professorer, som har væsentligt andre meninger - både hvad angår reel forskning og mere eller mindre lødig common sense.
Det er skidt for demokratiet, når vi ikke har en klar fornemmelse af, hvorfor den og den bliver brugt. Ligeledes er demokratiet truet af politikere, som vælger til og fra i forhold til spørgsmål fra politikere.
Politikere er folkevalgte, og har derfor en pligt til at udtale sig. Ligeledes har professorerne og den akademiske verden generelt en grundlæggende pligt til kun at udtale sig som ekspert. Det er vel derfor, at lige netop de bliver spurgt.
Flere