search

En giftig historie

 

 

En journalist, som er vidne til noget, har pligt til at berette om det, siger Anna Politkovskaja. Derfor rapporterer hun fra den brutale krig i Tjetjenien, mens resten af den russiske presse er tavs – også selv om hun for nylig næsten omkom med forgiftningssymptomer under en indenrigsflyvning.

 

RUSLAND. Anna Politkovskaja er bange, men ikke skræmt. Hun vil fortsætte med at skrive om den russiske hærs overgreb på civile i Tjetjenien. Fortsætte sine bestræbelser på at styrke dialogen i et Rusland, som efter den seneste tids blodige terrorhandlinger ønsker et fastere greb om kaukasiere i almindelighed og tjetjenere i særdeleshed.

Anna Politkovskaja har tænkt sig at blive i Rusland. Hun vil ikke flygte til udlandet.

»Mange siger, at jeg bør rejse, og der er også steder, jeg kunne tage til. Men jeg ville have det dårligt med at rejse til udlandet nu. Det ville blive fortolket, som om jeg var angst. At de havde haft held til at skræmme mig bort.«

Og netop nu er det umuligt.

»Dette efterår og den forestående vinter er en tid fyldt med vigtige afgørelser, og det samme gælder foråret. Det handler om, hvem der vinder over hvem. Hvordan vi kan organisere os som samfund, hvorvidt vi skal kæmpe for frie medier og ytringsfrihed.«

Anna Politkovskaja er endnu ikke kommet sig oven på den formodede forgiftning, der fandt sted om aftenen den 1. september, og er fortsat under lægebehandling. Men frygten er et privat anliggende, siger hun.

»Den påvirker alene min familie. For læserne spiller det ingen rolle, hvordan jeg har det fysisk eller mentalt. For mig er det vigtigste at overkomme frygten.«

Anna Politkovskaja modtager mellem fem og ti breve om dagen. Skrivebordet bugner af håndskrevne læserbreve.

Siden hun blev sendt på sin første opgave i Tjetjenien, dengang den anden krig brød ud i slutningen af september for fem år siden, har hun været der mere end 50 gange.

Hendes reportager er blevet trykt i avisen Novaja Gazeta og er også udkommet på bogform.

Hun betragter krigen som en blodig evigheds-maskine. Militæret, oprørerne og de sædvanlige skurke tjener på krigen og ønsker, at den fortsætter.

Andre russiske medier formidler lydigt propaganda om fremgang i Tjetjenien.

Ikke Anna Politkovskaja. Hun færdes på begge sider af konflikten. Hun har oplevet at blive pågrebet af sit eget lands militær. Hun er blevet mishandlet og ydmyget, officerer har truet hende med voldtægt og med at skyde hende på stedet.

Den 23. oktober 2002 holdt Anna Politkovskaja en forelæsning om journalistik for universitetsstuderende i Los Angeles.

Præcis samtidig tog en gruppe terrorister gidsler under en musical-forestilling på Dobrovka-teateret i Moskva.

Terroristerne ville forhandle og insisterede på, at netop hun skulle komme til teateret.

Hun rejste øjeblikkeligt. Hun gik ind i det besatte teater og talte direkte med terroristernes leder. Journalisten Politkovskaja kunne nu som forhandler komme både ind og ud.

»Jeg gav dem en stemme og fortalte hærens særlige hovedkvarter, der skulle tage hånd om operationen, hvad terroristerne ønskede. Men det gjorde ingen forskel. Man havde allerede planlagt at storme teatret.«

I år fulgte selvmordsbomber i Moskvas tunnelbane og to bombesprængte indenrigsfly. Den 1. september kom den værste hændelse.

»Jeg blev ringet op af en russisk bekendt, som sad i udlandet og så CNN. Han ringede ved ni-tiden, en halv time efter at terrorhandlingen var begyndt, og spurgte: 'Har du ikke hørt om det endnu?'«

Som andre russere var hun ubekendt med, at en gruppe terrorister var gået ind på en skole i Beslan og havde taget omkring 1.200 personer som gidsler. Russisk tv bragte ikke nyheden.

»Jeg tog ind på mit arbejde. Vores chefredaktør vidste ingenting. Jeg indså, at jeg måtte tage derned, og forsøgte at bestille flybillet.«

Inden afgang forsøgte hun og chefredaktøren ihærdigt at få den moderate oprørsleder Aslan Maschadov til at rejse til Beslan og forhandle med gidseltagerne.

Da hun ankom til Vnukovo-lufthavnen, var der masser af journalister.

»Man registrerede os adskillige gange, vi satte os i bussen og tog ud til flyet. Men flyvningen blev indstillet, og vi måtte i bus tilbage til lufthavnsterminalen.«

Klokken halv ni om aftenen kom en funktionær fra lufthavnen frem til netop Anna Politkovskaja.

»Han sagde: 'Jeg hjælper dig med at komme afsted. Om en halv time afgår der et fly til Rostov.' Han fortalte, at han havde læst mine artikler, at han respekterede mig og ville gøre en undtagelse i mit tilfælde.«

Funktionæren foreslog, at hun skulle tage ud til flyet i hans tjenestevogn.

»Da jeg kom ind i minibussen, sad der allerede tre personer. Jeg spurgte, hvad det var for folk, hvor de kom fra. Chaufføren sagde, at nogen fra sikkerhedstjenesten FSB havde sagt, at han skulle køre dem.«

Manden fra den russiske sikkerhedstjeneste havde undladt at vise legitimation. Anna Politkovskaja spurgte chaufføren, hvordan det kunne lade sig gøre, når to fly var blevet sprængt i luften nogle dage forinden.

I flyet var der plads til 70, men kun 26 passagerer var med. De tre mænd fra minibussen satte sig ind på business class, Anna Politkovskaja på økonomiklasse. Hun havde ikke spist hele dagen.

»Sådan var det bare. Jeg havde ikke haft tid og synes ikke om at spise i lufthavne.«

I flyet bestilte hun te hos en af stewardesserne.

»Alt gik så hurtigt. Jeg drak min te og fem minutter senere kunne jeg mærke, at mit syn blev dårligt, og at jeg intet kunne høre. Alt sejlede. Jeg tænkte, at det havde været en hård dag, at det var, fordi jeg var træt og nervøs. Jeg kaldte på stewardessen og bad hende om noget salmiakspiritus, som man kan indånde, hvis man har det dårligt. Jeg lugtede til det og fik det lidt bedre, begyndte at se mere klart. Derefter husker jeg ingenting.«

Hun blev behandlet af læger i byen Rostov og var meget tæt på at dø. Hændelsen er beskrevet af begge hendes chefredaktører i avisen Novaja Gazeta.

Et døgn efter hendes indlæggelse blev Anna Politkovskaja fløjet til et sygehus i Moskva. Her konstaterede lægerne et »ikke-identificerbart kemisk stof« i hendes krop.

»Lægerne gættede på, at det var Klofelin, en meget kraftig medicin, som sælges på apoteker. Det at mit blodtryk faldt til nul og andre symptomer fik dem til at mene, at det var Klofelin.«

– Jeg har læst, at prøverne fra Rostov forsvandt. Passer det?

»Jeg ved ikke, hvad der skete i Rostov. Jeg var jo i andre menneskers hænder.«

Hvad skete der i lufthavnen og hvorfor? De spørgsmål har optaget Anna Politkovskaja lige siden. Den eneste forklaring, hun kan komme på, er de tre personer på business class.

»Vi fik maden gennem den del af flyet, de sad i. De kunne hurtigt have distraheret pigerne i køkkenet og puttet noget i teen.«

Der er ikke sat nogen politiundersøgelse i værk. Det påhviler offeret at opfordre til, at en anklager ser på sagen. Men for at kunne gøre det skal Anna Politkovskaja have en lægeerklæring, og det kan hun ikke få, før hendes behandling er afsluttet.

»Jeg har ringet til dem. De er næsten klar. Jeg venter bare på de medicinske papirer.«

– Tror du, at undersøgelsen bliver retfærdig?

»Nej. Vi oplevede en lignende situation, da avisens medarbejder Jurij Sjtjekotjichin blev forgivet og døde. Vi kender alle etaperne nøje og ved, hvad der vil ske, når jeg kommer med mine dokumenter – hvordan de vil undvige at give informationer. Men vi gør det alligevel.«

Hvis hun var nået frem til Beslan, ville hun have forsøgt at få gidslerne fri.

»Mit mål var at få Aslan Maschadov derned. Han ville have kunnet redde kvinder og børn, og det ville have gjort en stor forskel for den fremtidige udvikling af hele konflikten.«

Hvis ikke Aslan Maschadov kom, var hun selv gået ind på skolen.

»Naturligvis ville jeg være gået derind, hvis jeg var nået frem og havde set, at ingen andre så meget som forsøgte at tale med terroristerne.«

En uge efter forgiftningen begyndte hun at forfatte et åbent brev til den russiske præsident Putin, et forslag, der i femten punkter redegør for, hvordan Tjetjenien-konflikten bør løses. Brevet blev også offentliggjort i hendes avis Novaja Gazeta.

Anna Politkovskaja ønsker, at Tjetjenien skal demilitariseres under international overvågning, at tropperne skal trækkes tilbage til bestemte områder, og at der skal nedsættes et føderalt råd, hvortil folk fra hæren og den hidtil siddende administration er forment adgang. Kun civile russere og tjetjenere, der har oplevet krigen, skal være repræsenteret. Rådet skal godkende alle politiske og økonomiske beslutninger, som vedrører Tjetjenien.

»Myndighederne og præsidentens administration kritiserer vores avis for ikke at være konstruktiv og for udelukkende at skrive om alt det, der er dårligt. Så jeg tænkte, at jeg måtte dele ud af mine journalistiske erfaringer fra Tjetjenien, hvor jeg har talt med så mange mennesker og ved, hvad folk ønsker.«

Visse folk tror ikke på, at Anna Politkovskaja virkelig blev forgiftet.

»Mine børn har fortalt mig, at de har læst noget sådant på internettet. Men ingen har sagt det til mig direkte, ikke en eneste. Det sker bag om min ryg.«

Jeg viser hende en artikel fra det svenske dagblad Dagens Nyheter den 21. september. Freelance-journalist Björn Löfström, som har boet i Moskva, skriver under rubrikken »Inte hon också! Inte Anna Politkovskaja Politkovskaja« om sin tvivl om, hvorvidt dette »fyrtårn i et fladtrampet journalistisk morads« faktisk blev forgiftet af FSB.

»Læs det ikke engang for mig! Jeg vil ikke høre det. Jeg ved, at jeg får det dårligt af det. Folk har ret til at tvivle. Det er alene en retslig undersøgelse, der kan hjælpe mig. Hvis man tvivler, må man afvente resultatet af den. Men jeg har ikke personligt behov for at bevise over for nogen, at jeg er blevet forgiftet.«

Andre russiske journalister har støttet hende.

»Fra enkeltpersoner har jeg fået stor moralsk opbakning, det har ikke været tomme ord. Men ingen fra offentlige journalistorganisationer, hverken journalistforbundet eller medieforbundet, har så meget som ringet til mig.«

Der er ikke meget håb for russisk journalistik efter gidseltagningen i Beslan, siger Anna Politkovskaja.

»Der er kun ruiner tilbage, tror jeg.«

Kort efter interviewet med Anna Politkovskaja træffer jeg to unge journalistelever, som læser på femte år på Moskva Universitet og arbejder fuldtids på forskellige redaktioner.

De er interesseret i pressefrihed og åbenhed og omtaler Anna Politkovskaja med stor respekt. Men ingen af dem har hørt om forgiftningen. De er heller ikke klar over, at en anden kritisk journalist, Andrej Babitskij, blev pågrebet og på den måde forhindret i at nå til Beslan.

Kreml har gennem undertrykkelse og indpodning af selvcensur fået et fast greb om de russiske medier. Journalisternes frygt bygger blandt andet på de mange uopklarede mord på journalister i Putins regeringsperiode.

Selv har Anna Politkovskaja måttet omgås døden i fem år.

»Mit job består i at registrere den død, der er resultatet af de aktive krigshandlinger. Jeg møder slægtninge til dem, der er forsvundet, døde eller mishandlet. Jeg videregiver deres beretninger. Og jeg kan forsikre dig om, at det er umådeligt svært.«

Det er da også sket, at hun har ønsket at stoppe.

»Det er klart, at jeg ofte har haft lyst til at forlade
dette emne. Jeg har flere gange sagt til mine chefer, at jeg ikke orkede mere, hverken mentalt eller fysisk. Ser du, jeg er ikke 25 år længere. Men andre ting har vejet tungere, eksempelvis min store erfaring. En ung journalist er tvunget til at skabe nye kontakter, bygge broer, og det tager tid. Mit arbejde bygger på tætte personlige kontakter, og i en krigssituation kan man ikke bare få overdraget dem.«

Når hendes nærmeste har ønsket at stoppe hende, har hun nægtet at lytte.

I sin bog beretter hun, hvordan sønnen Ilja på 26 år forsøgte at tale hende fra at tage hjem fra USA for at forhandle med gidseltagerne i Moskva-teatret.

»Han sagde: 'Tænk på os – dine børn!'«

Da Anna Politkovskaja den 1. september var på vej til Beslan, ringede både hendes søn og hendes datter.

»Selv mens jeg sad i flyet, sagde de over telefonen: 'Det kan være, du ikke kommer tilbage! Hvad skal vi sige til mormor og morfar?'«

Men børnenes appel hjalp ikke. Anna Politkovskaja rejste af sted til Beslan. Og hun pines stadig af tanken om, at hun kunne have givet tragedien en anden afslutning, hvis hun var nået frem.

»Jeg føler et personligt ansvar for, at jeg ikke kunne medvirke. Jeg skulle aldrig have drukket den forbandede te.«

 

Oversættelse: Rasmus Brendstrup

* Blå bog – Anna Politkovskaja Politkovskaja

Alder: 46 år.

Familie: En voksen søn og en voksen datter. Forældrene er pensioneret. Anna Politkovskajas mand forlod hende under Tjetjenien-konflikten.

Bor: I en treværelses lejlighed i det centrale Moskva.

Faglig baggrund: Socialreporter. Journalistuddannet ved Moskva Universitet i 1980. Tidligere ansat på regeringsorganet Izvestija, Aeroflot-avisen Lufttransport og den uafhængige Obsjaja Gazeta. De seneste fem år specialreporter på den ligeledes uafhængige Novaja Gazeta.

Priser: I oktober 2003 modtog hun den nyindstiftede Lettre Ulysses Award for the Art of Reportage, der blev uddelt i Berlin af kulturtidsskriftet Lettre Internationale. Hun har fået adskillíge andre hædersbevisninger.

* Flere af Anna Politkovskajas bøger er udkommet i Skandinavien:

»En reise i helvete. Rapport fra krigen i Tsjetsjenia« (Pax Forlag, Norge, 2001).

»Tjetjenien – sanningen om kriget« (Ordfront Förlag, Sverige, 2003).

»Putins Ryssland« forventes udgivet på Ordfront Förlag næste år.

 

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen