En fotomassakre

Dommerne i Årets Pressefoto er imponerede over den høje kvalitiet, der præger de indsendte fotografier i år. Anderledes er det med kvaliteten på årets indsendte tv-indslag. Den er for dårlig, siger dommerne, der derfor ikke kårede en vinder til Årets Tv-pris.

"Som dommer kan det være frustrerende at skulle vælge de bedste blandt så mange gode billeder," siger fotograf og dommer i Årets Pressefoto, Carsten Ingemann fra Morgenavisen Jyllands-Posten.

Dommerkomiteen i Årets Pressefoto, der ud over Carsten Ingemann bestod af journalist Mette Fugl fra DR og den tidligere præsident for World Press Photo, Colin Jacobsen, er meget imponeret over den høje kvalitet blandt de 1904 indsendte fotografier. 865 af de indsendte billeder er i øvrigt sort/hvide, og 1039 er farve.

"Det var overvældende at komme ind i et rum, hvor der ligger næsten 2000 billeder på gulvet. Man bliver helt billedmæt," siger Mette Fugl, der fandt det vanskeligt at sortere.

"Det nærmede sig en massakre. Så er det godt, der er flere dage at beslutte sig i. Og pludselig griber du dig selv i at blive overrasket af et billede, du i første omgang havde overset. Det var ikke nemt," siger Mette Fugl.

At der er fem fotojournaliststuderende blandt de 13 nominerede, var ikke en overraskelse for Carsten Ingemann.

"Udviklingen de sidste år har været, at det er de unge fotografer, der har markeret sig. For dem er det ikke bare et arbejde, det er en – undskyld klichéen – livsstil. Nogle af dem, der er nomineret i år, har været på toppen i nogle år. De er kun lige 30, og de bliver altså allerede pustet i nakken af næste talentfulde hold," siger Carsten Ingemann.

Mens dommerne er meget imponerede over kvaliteten på de indsendte billeder, har de til gengæld ikke meget tilovers for de 11 indsendte tv-indslag.

"Det var i bedste fald, hvad man kan forvente. Og i værste fald for dogmeagtigt, for meget rystende håndholdt kamera. Hvad er der i vejen med et stativ?" spørger Mette Fugl.

Dommerne synes ikke, et eneste af tv-indslagene gjorde sig fortjent til en pris. Derfor bliver Årets Tv-pris ikke uddelt i år.

Det skulle så gerne virke som en opfordring til, at der kommer endnu flere indslag til næste år," siger Carsten Ingemann.

 

DE 13 NOMINEREDE

Jakob Stigsen Andersen, fotojournalistpraktikant på Morgenavisen Jyllands-Posten
Tine Harden, Politiken
Lars Bech, fotojournaliststuderende
Jan Dagø, freelance
Ulrik Jantzen, fotojournalistpraktikant på Berlingske Tidende
Joachim Ladefoged, freelance
Niels Hougaard, fotojournalistpraktikant på Politiken
Heidi Lundsgaard, freelance
Linda Henriksen, Berlingske Tidende
Jan Grarup, Ekstra Bladet
Tao Lytzen, freelance
Niels Meilvang, B.T.
Jesper Nørgaard Sørensen, fotojournalistpraktikant på Morgenavisen Jyllands-Posten

De otte vindere kåres den 2. marts klokken 13, når udstillingen Årets Pressefoto åbnes på Brandts Klædefabrik i Odense af kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen.

 

0 Kommentarer