Han er egentlig gået i gang med at lave aftensmad til familien, efter at have løst sidste opgave i et sommervikariat på Politiken, da mobilen ringer lidt efter 17.30 søndag.

Det er en fotografkollega, som fortæller, at der er skyderi i Fields.

Hans første tanke er, at det nok er banderelateret og derfor ikke nødvendigvis interessant for Politiken. Alligevel beslutter Anthon Unger at skynde sig ned til bilen, for han bor tæt på Fields, og da han står i elevatoren, melder Politiken, at de gerne vil have ham derud.

Han løber af sted uden sokker i skoene og med bare et enkelt memory-kort til kameraet, for han forventer at kunne være tilbage i løbet af en halv time.

”Så kører jeg derud, og jeg kan godt fornemme, at der er noget, der ikke helt er, som det skal være, noget ved måden, som området var lukket af på,” fortæller den 41-årige freelancefotograf.

Hvad er det vigtigste motiv?

Mens han sidder i bilen, ringer en kilde til ham og siger, at der er en person, som aktivt står og skyder ved Fields. Fotografkollegaen ringer også igen og siger, at han er ved en formodet gerningsmand. Han fortæller, hvor det er.

Anthon Unger prøver at forberede sig på, hvad han kommer ud til.

”Hvis nogen var kommet ud og var blodige, så skulle jeg jo tage billeder af det,” siger han.

Da han er ved Fields, parkerer han bilen ’lettere hasarderet’. Han løber, han er i dilemma med sig selv om, hvilket billede han først skal gå efter.

”Alle de mennesker, der står ude i siden, er pårørende til nogen inde i Fields. Skal jeg begynde at tage billeder af dem, som står der, og som ikke kan komme videre, fordi der står en betjent med et stort gevær og spærrer? Eller skal jeg smide bilen og løbe ind i området, hvor den formodede gerningsmand er?”

I første omgang vælger han det sidste og går ind i et område, som politiet har spærret af.

Rygterne svirrer

På vej fra Royal Golf Club op mod Bella Center går han for første gang i ’reportagemode’ og tager sit første billede. Det er af en kvinde, som taler med to betjente. I et vejkryds står to betjente og råber, at folk skal vende om, men Anthon Unger vil ind i området, så han drejer væk fra dem og løber videre op mod Fields.

Her møder han en mand, som taler i mobiltelefon med en pårørende inde i shoppingcentret.

”Han må have et ungt menneske derinde. Jeg kan høre på samtalen, han er meget stresset.”

De følges ad mod Fields. Anthon Ungers telefon kimer konstant, rygterne svirrer. Der er et rygte om, at der også sker noget i Tivoli. Et rygte om, at der er tre, som skyder inde i Fields: En kvinde og to mænd. Rygter om, hvor mange skydere, der er, og rygter om antallet af døde. Der er først en melding om 100 sårede, så om 17 sårede.

Anthon Unger skriver på sin Facebookprofil med en appel om, at man kun skal ringe til ham, hvis man er i Fields og ringer til Politikens billedredaktør for at gøre opmærksom på rygtet om Tivoli.

”Hovedet var proppet med alt muligt.”

“Billeder, billeder, billeder”

Da han er kommet tæt nok på Fields, kan han se, at folk flygter ud ad hovedindgangen.

”Jeg tænker: Det skal jeg op til,” siger Anthon Unger.

Han løber alt, hvad han kan, for politiet er i gang med at spærre området af.

”Politiet skal ikke til at stoppe mig. Jeg kan ikke løbe ind i en betjent nu, som er stresset. Jeg havde et mål, jeg skulle bare derop,” siger Anthon Unger, som dog hele opgaven igennem har en oplevelse af, at politiet viser respekt for pressens arbejde.

Gennem hovedindgangens glasparti ser han en kæmpe strøm af mennesker, som løber ud med hænderne over hovedet.

”De løber alle sammen ud i noget rimeligt kraftigt modlys, som er der, og der begynder jeg at tage billeder, billeder, billeder,” fortæller Anthon Unger.

Han lægger hurtigt mærke til, at der er mange unge mennesker og børn imellem. Han vælger at fokusere på børnene.

”Er der noget, der er skræmmende, så er det et barn med hænderne over hovedet. Jeg kan ikke komme på noget, der er mere skræmmende overhovedet.”

”Nu begynder virkeligheden at blive ulækker. Men sådan her ser virkeligheden jo ud. Og det skal registreres,” siger Anthon Unger.

“Det billede må jeg have”

Pludselig falder det ham ind, at han har en tidligere kollega, som arbejder i et pizzeria i Fields. Lige da han vil til at give den gamle kollega et kald for at høre, om han er ok, står han ved siden af Anthon Unger og spørger:

”How are you doing, mate?”

De taler lidt, og så ser han det, som ender med at blive forsidebilledet på Politiken mandag.

”Der kommer et barn ud, hvor håret stritter på en speciel måde i det der modlys. Jeg tænker, at det billede må jeg have, så jeg sigter op mod hovedindgangen, og står og tænker på, at jeg skal have barnet frit, så det står så rent, som det kan,” siger Anthon Unger.

”Jeg ved godt, da jeg har det billede i silhuet, at det er et fedt billede. At det siger det, som billedet skal sige.”

Han skyder lidt flere billeder af mennesker, som kommer ud af bygningen med pårørende i armene, men føler sig ellers færdig med at tage billeder af dem, der bliver evakueret. Og så får han kontakt igen til sin fotokollega, som stadig er ved den formodede gerningsmand.

”Han har først fået dna-dragt på nu og sidder stadig heromme. Så tænker jeg, at så giver jeg den eddermanme et skud,” siger Anthon Unger.

Vil vise virkeligheden

Men han har misforstået sin fotografkollega og kommer i første omgang til at løbe det forkerte sted hen. Først da han er løbet til Royal Arena forstår han, at den formodede gerningsmand er tæt på hotellet Cabinn.

”På det tidspunkt er mine hæle helt blodige, fordi jeg ikke har sokker i skoene.”

Efter et par omveje lykkes det at få nogle skud af den formodede gerningsmand, som er anholdt. Anthon Unger når også forbi den formodede gerningsmands bopæl, inden han tager en taxi hjem ved 22-tiden.

Han er færdig med at redigere sine billeder godt en time efter midnat.

”Jeg er der for at vise, hvordan virkeligheden ser ud. Det var den eneste overvejelse, jeg gjorde mig,” siger han om de intense timer, han oplevede søndag.

Anthon Unger ved godt, at de presseetiske regler stiller særlige krav om at vise hensyn til ofre og vidner til ulykker. For ham at se er det et hensyn, som kommer i næste led, på redaktionen, efter han har skudt sine billeder.

”Jeg skal ikke stå og bruge ét sekund på at tænke: ‘Er det rigtigt, er det forkert?’ og så måske misse et billede, der kan fortælle hele historien,” siger han.

Overvejer krisehjælp

Mandag kunne han mærke stress i hovedet. Han har talt med sin kone, sin far og sin gamle chef om timerne ved Fields.

”Det hjælper at snakke,” siger Anthon Unger, som stadig overvejer, om han vil søge krisehjælp eller ej.

Han synes, kritikken på sociale medier af, at medierne gik for tæt på i deres dækning, er forfejlet.

”Jeg ved ikke, om det er Danmarkshistorie, der skete i Fields søndag, men det er det jo nok. Og det ser altså sådan her ud. Og virkeligheden er virkelig, virkelig ulækker nogle gange.”

Rettet 6. juli kl. 20.00: Det fremgik tidligere, at Anthon Unger i første omgang løb til Hotel Bella Sky, da han forsøgte at få et billede af den formodede gerningsmand. Men det var Royal Arena, han løb til.