search

En for alle – alle for Kurt

Mordtrussel. "Kan et drab på én mand udgøre en fare for statens sikkerhed?"Det spørgsmål stillede Mads Kastrup i Berlingske Søndag i ugen, hvor politiet på PETs foranledning anholdt tre mænd, der angiveligt havde planer om at myrde Jyllands-Postens tegner Kurt Westergaard.

Mordtrussel. "Kan et drab på én mand udgøre en fare for statens sikkerhed?"
Det spørgsmål stillede Mads Kastrup i Berlingske Søndag i ugen, hvor politiet på PETs foranledning anholdt tre mænd, der angiveligt havde planer om at myrde Jyllands-Postens tegner Kurt Westergaard.

Jeg finder ærlig talt spørgsmålet både uanstændigt over for Kurt Westergaard og foruroligende, når det gælder menige danske journalisters forhold til ytringsfriheden.

”Var Nazi-Tysklands første drab på en jøde et angreb på statens sikkerhed?,” har man lyst til at svare. Eller hvad med Stalins første deportation af en politisk modstander til kulde, sult og langsom død i Sibirien?

Det er jo ikke drabet som sådan, men derimod det bagvedliggende motiv og indretningen af det samfund, hvori drabet begås, der afgør, hvordan det bør straffes.

Tag et kig på følgende kategorier. Hvad er værst? Og her mener jeg virkelig værst – når vi har sorteret alle følelserne fra.

Et jalousidrab? Et barnemord? Et rovmord? En likvidering i kriminelle miljøer? Eller et politisk mord?

Eller hvad med et drab på en tegner, der har skildret det faktum, at den muslimske tro i de senere år har fået sig et gevaldigt imageproblem, fordi vrede unge mænd verden over sprænger højhuse, busser, tog og en masse almindelige mennesker i luften i islams navn?

Et drab på Kurt Westergaard ville efter min mening være et angreb på hele det danske samfund. Det ville sende chokbølger gennem den danske journaliststand, og det ville på langt sigt få mærkbare konsekvenser for hele samfundsordenen.

Hvem ville længere turde skrive kritiske artikler om de mest rabiate muslimske ekstremister, om rockere eller om rigtig rå menneskehandlere?

Det er kort sagt på tide, at den danske journaliststand får gjort sig klart, at dødstrusler fra islamistiske fanatikere mod meningsdannere som Kurt Westergaard, som Salman Rushdie og som Ayaan Hirsi Ali er trusler mod selve grundlaget for vore åbne og demokratiske samfund.

Det betyder ikke, at man ikke skal forholde sig kritisk til PET, til antiterrorlovgivning, Guantanamo og alt muligt andet. Og det betyder ikke, at de to tunesere ikke også efter min mening bør have deres sag prøvet i en eller anden forstand. Men det burde ærligt talt være muligt at holde skæg for sig. Og snot for sig. /

Claus Kragh, Berlingske Tidende, Bruxelles

 

 

 

Det er surt at hedde Claus

SVAR. Vor mand i Bruxelles er vågnet til dåd fra øreklapstolen. Hvilket jeg beklager. Det er mig, der har vækket ham – med et enkelt spørgsmål i en i øvrigt fire sider lang artikel. "Uanstændigt," hævder Claus Kragh. Han er en mand, der ikke behøver mere end at fejltolke et løsrevet spørgsmål, før han kan moralisere over nazismens opståen, Stalins deportationer og min artikel om truslen mod JP-tegner Kurt Westergaard og de efterfølgende arrestationer – alt sammen i et.

Med opblæst europæisk grandiositet skyder Kragh mig motiver i skoene, jeg ikke har. Egentlig er der tale om et indlæg så forvrøvlet, at det ikke fortjener et svar. Men Hr. Kragh nøjes ikke med at erklære overtegnede uetisk på en offentlig scene med en falsk melodi. Han har også valgt at blæse hele den hjemlige journaliststand et moralsk stykke. Den har et "foruroligende forhold til ytringsfriheden", mener han at vide. Kragh skriver: ”Det er kort sagt på tide, at den danske journaliststand får gjort sig klart, at dødstrusler fra islamistiske fanatikere mod meningsdannere som Kurt Westergaard, som Salman Rushdie og som Ayaan Hirsi Ali, er trusler mod selve grundlaget for vore åbne og demokratiske samfund."

Hvem der har bildt Claus Kragh ind, at ”menige danske journalister” ikke fatter dette, er det egentlig interessante. Personligt tror jeg, det er sket som en eneulykke. Indbildningskraften hos vor mand i Bruxelles er tydeligvis stor. Jeg anbefaler, han vender tilbage til sin klapstol og genfinder hvilepulsen ved læsning af egne artikler. /

Mads Kastrup, Berlingske Tidende, København

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen