search

En fælles avisdagsorden

Hver eneste gang jeg har betalt regningen for mit avisabonnement, har jeg ærgret mig en lille smule. Ærgret mig over, at jeg ikke har fået mere tid til at nyde avisen.

Hver eneste gang jeg har betalt regningen for mit avisabonnement, har jeg ærgret mig en lille smule. Ærgret mig over, at jeg ikke har fået mere tid til at nyde avisen. Ærgret mig over, at jeg ikke har taget mig mere tid til at nyde avisen. Og ærgret mig over, at jeg ikke har større mulighed for at påvirke indholdet i avisen – og dermed gøre den mere relevant og dermed mere uundværlig at bruge tid på for mig.

Hvordan kan det være, at jeg ikke kan få lov til selv at disponere de 3-4000 kroner, som et abonnement på en betalingsavis koster? Hvorfor kan jeg ikke få lov at bede om lidt mere erhverv og en hel del mindre københavnerliv, når jeg nu bor på Fyn (og ikke kunne drømme om at lade mig nøjes med Fyens Stiftstidende)?.

Hvorfor kan jeg ikke få lov til at sige, at 30% af mit abonnement skal gå til at dække finanssektoren og dens skalten og valten med vores alle sammens værdier (hvilket vel i realiteten er det, der er tale om, når staten skal træde til med hjælpepakker?). Hvorfor må jeg ikke skræddersy min trykte avis selv?

Måske er der brug for en mellemvej? En mellemvej som amerikanske Spot.Us, der nu forsøger sig med gruppefinansieret journalistik. En model, hvor almindelige mennesker og journalister kan bringe historier og sager i forslag, og alle så kan gå ind og støtte journalisten økonomisk i at afdække historien. Det synes jeg da er en spændende tanke.

Kunne man forestille sig en fremtid, hvor vi deler dagsordenen imellem os. Hvor de bløde ting var overladt til funding ad denne vej og dermed baseret på reel interesse, mens aviserne koncentrerede sig om at levere de undersøgende historier indenfor politik, samfundsliv og erhvervsliv? Hvor man på aviserne skar ind til kernen og leverede det, som kun journalister kan – og lod alt andet være op til simpel udbud og efterspørgsel?

Så kunne jeg godt leve med ikke at få lov til at fordele mit abonnement selv. For jeg tror, det kunne give mere fokuserede aviser med mere vægt på de historier, der er væsentlige for os som samfund. Og samtidig aviser, der via den fælles dagsorden ville optræde som mere personligt relevante.

Bare en tanke.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen