search

En død fotograf tager ikke gode billeder

  Jan Grarup har fået øjnene op for sin egen skrøbelighed. Den 36-årige fotograf frygtede at få hjertestop, da han syg af stress blev indlagt på Rigshospitalet. STRESS. I mere end 15 år har Politikens foto-graf Jan Grarup vundet snesevis af danske og udenlandske fotopriser for sine billeder af ofte skrøbelige ofre for krige og andre katastrofer rundt omkring på kloden.

Jan Grarup har fået øjnene op for sin egen skrøbelighed. Den 36-årige fotograf frygtede at få hjertestop, da han syg af stress blev indlagt på Rigshospitalet.

STRESS. I mere end 15 år har Politikens foto-graf Jan Grarup vundet snesevis af danske og udenlandske fotopriser for sine billeder af ofte skrøbelige ofre for krige og andre katastrofer rundt omkring på kloden. Men det er først nu, han for alvor har fået kød og blod med i billedet af sin egen skrøbelighed.

»Sat på spidsen, så tager en død fotograf ikke ret mange gode billeder,« konstaterer Jan Grarup om den oplevelse, som for to måneder sendte ham til tælling med en langtidssygemelding.

Jan Grarup blev i begyndelsen af august indlagt på Rigshospitalet i København med svimmelhed, åndedrætsbesvær og galopperende puls. Lægerne stemplede kroppens kraftige advarsler som meget alvorlige symptomer på stress. I dag konkluderer fotografen, som stadig er sygemeldt:

»Jeg vil hellere tilbringe en måned i krigen i Irak end at gennemleve det her en gang til. Jeg må nok erkende, at jeg har været blåøjet og naiv. At jeg ikke længere er 25 år. At jeg ikke er en supermand, som kan klare alt.«

Den 36-årige fotograf blev slået ud af sin stress, da han i bil var på vej fra sit hjem i Holbæk til arbejdspladsen på Rådhuspladsen i København:

»Det var som at få et hårdt slag. Mit syn flimrede, pulsen steg, det trykkede for brystet og jeg fik panikangst. Jeg var bange for at køre galt.«

Jan Grarup havde tidligere været lidt svimmel, når han kørte på arbejde, men havde slået det hen som træthed.

»Denne gang var jeg klar over, at noget var rivende galt. Da jeg kom op på Politikens redaktion, vaklede jeg på benene. Min puls var helt oppe at ringe. Jeg havde ingen kontrol over min krop. Jeg frygtede at besvime og tænkte: Hvad fanden er det, der sker? Jeg er jo vant til at løse alle mulige problemer. Her var der bare intet, jeg kunne gøre.«

Kollegerne spurgte, om han ville køres hjem eller tilses af en læge, men først svarede han, at han bare lige skulle ligge ned.

»Men så fik jeg også åndedrætsproblemer. Jeg blev alvorligt bange for at få hjertestop og bad dem ringe efter en ambulance.«

På Rigshospitalets traumecenter blev fotografens krop målt igennem af læger og sygeplejersker. Bagefter spurgte de til hans livsførelse:

»Jeg var nødt til at erkende, at jeg nok havde arbejdet for meget og drukket for meget kaffe og røget for mange smøger hjemme foran computeren sent om aftenen.«

I flere måneder forinden havde Jan Grarup ofte kun sovet tre-fire timer i døgnet. Fotografen er gift med journalist Zasha Sekjær, som han har tre børn med. Når familien var gået i seng, satte han sig til at arbejde med sine billeder.

Ved siden af vagterne på Politiken arbejde fotografen på at få udgivet en retrospektiv bog på Politikens Forlag med et stort udvalg af hans bedste reportagebilleder fra 1989 og frem til i dag. Han gav interviews og holdt foredrag, underviste i workshops og på seminarer og var på reportage for internationale magasiner.

Jan Grarups immunforsvar var i forvejen banket i bund i maj og juni af en malariavirus, han pådrog sig under en reportagerejse til Darfur i Sudan. Men det var først en uge efter indlæggelsen på Rigshospitalet, at alvoren gik op for ham, da han måtte melde afbud til et møde med Politikens Forlag.

»Jeg turde ikke køre bil eller følge mine tre børn i skole og børnehave af frygt for at besvime. Min krop var færdig. Jeg kunne ikke andet end bare ligge på sofaen.«

Han havde samtidig konstant dårlig samvittighed over for de kolleger, som havde dækket ham ind i avisens vagtplan under arbejdet med bogen. »Heldigvis ringede min chef, Per Folkver, og anbefalede, at vi udsatte bogen. I den følgende uge kunne jeg langsomt mærke, hvordan et ton vægt blev løftet væk fra mine skuldre.«

Da håndklædet var kastet, begyndte Jan Grarup at spise og sove mere regelmæssigt. Han droppede kaffen, satte smøgforbruget ned og tog fat på at genoptræne sin krop.

»Forleden scorede jeg et mål på saksespark i en fodboldkamp for det lokale seriehold,« jubler han.

Med Politikens hjælp er fotografen kommet i kontakt med en psykolog, og han har selv opsøgt en afspændingspædagog.

»Nu skal der løsnes op for det hele. I starten var jeg skiftevis rasende og havde ondt af mig selv. Jeg følte, det var urimeligt, at det ramte mig. Nu tænker jeg, at jeg har været heldig at have en krop, som sagde stop i tide. Jeg fik ikke kun det gule kort, jeg fik det lyserøde.«

Under sin sygemelding har Jan Grarup spekuleret over, om han var ved at være udbrændt som fotograf, og om han nu kunne se frem til et liv som førtidspensionist. Et scenario, flere stress-eksperter påpegede som en reel risiko.

»Jeg har også været bekymret over, om mine børn skulle vokse op uden deres far, hvis jeg ikke fik omprioriteret mit liv. Det er jeg derfor i fuld gang med.«

Venner og kolleger har fortalt Jan Grarup, at han kommer tilbage som en stærkere og bedre fotograf. Det tror han også selv:

»Min stress skyldes, at jeg har arbejdet så meget, at det svarede til tre-fire fuldtidsjob. Man kan dræbe sin kreativitet i så meget arbejde, at man i virkeligheden bliver ineffektiv.«

Nu glæder fotografen sig til at koncentrere sig 100 procent om jobbet på Politiken, som han genoptager i løbet af oktober.

»Jeg har ikke lyst til at være en dårlig fotograf på Politiken og en god fotograf i udlandet. For det er Politiken, der har givet mig den status som fotograf, jeg har i dag. Og det er Politiken, der nu redder min røv. Derfor skærer jeg alt andet støj og larm væk. Og jeg tager orlov, når min bog skal laves færdig.«

Jan Grarup har bedt sine chefer være ærlige, når kollegerne spørger:

»Rygterne om min død er stærkt overdrevne. Jeg har det bedre nu end jeg har haft meget længe. Men jeg er ikke flov over at være gået ned, men tværtimod meget lyttende og ydmyg over for al den hjælp, jeg kan få.«

Grinende nævner Jan Grarup, at der også er et andet synligt tegn på, at han måske bliver en endnu bedre fotograf. Lægerne på Rigshospitalet fortalte, at noget af hans svimmelhed kunne have noget med hans syn at gøre:

»Et besøg hos en øjenlæge afslørede, at synet på mit højre øje, som er det, jeg bruger, når jeg tager billeder, er så slidt, at det kun har en styrke på 50 procent af det venstre. Nu har jeg fået briller – og kan pludselig se skarpt.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen