Jeg har fået min egen konsulent. Men jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad jeg skal bruge hende til.

Det begynder i september, hvor jeg får brev fra Arbejdsformidlingen om, at jeg er blevet udliciteret til et privat konsulentfirma. Institut for Karriereudvikling, blandt venner bare IKU. Forkortelsen skal udtales på engelsk.

Ved det første informationsmøde sidder vi vel en 50-60 mennesker og bliver præsenteret for fem konsulenter, hvis kvalifikationer vi ikke hører nærmere om. Vi får ikke mulighed for at vælge mellem dem, men bliver blot delt ind efter fødselsdato. Der bliver heller ikke lejlighed til at forklare det private konsulentfirma, at jeg jo bare er freelancejournalist på supplerende dagpenge.

Men sådan spiller klaveret ikke, når man som privat aktør har vundet retten til at drøne 1.500 ledige fra AF Storkøbenhavn gennem et såkaldt kontaktforløb, inden år 2003 rinder ud. Jeg undrer mig over, at politikerne endnu ikke har opdaget, at arbejdsmarkedet kommer til at bestå af flere og flere freelancere eller projektansatte, der hopper fra opgave til opgave, fra tue til tue. De store ord om fleksibilitet er i hvert fald ikke slået igennem i AF-systemet, der stadig opfatter alle »ledige« som en ensartet masse, der skal kontrolleres og holdes i ørerne som uartige børn.

»Er der nogen, der ikke er registreret på denne liste,« spørger en konsulent ud i auditoriet, da indregistreringen til mødet er overstået. Han hedder Egon, og han gennemgår »agendaen« for informationsmødet. Ved hjælp af den bærbare computer trykker han et billede frem på det store lærred, vi alle kan se. En pil. En tre måneders pil. Vi er her ved start: Informationsmøde. Vores kontaktforløb vil så bestå af to samtaler frem til nytår, og eventuel deltagelse i IKUs jobklub, hvis vi har lyst til det.

Mit første møde med min kvindelige konsulent bliver booket til november måned. Vi har da en ganske udmærket samtale på en tre kvarters tid på et anonymt kontor ude i IKUs indeklemte villa på Lyngbyvej. Her er enkelte formalia, der skal bringes i orden. Hun skal læse mit cv, der jo skal ligge tilgængeligt for interesserede arbejdsgivere på AFs hjemmeside, og jeg skal underskrive et papir til sidst, hvoraf det fremgår, at jeg er motiveret, til rådighed for arbejdsmarkedet og samarbejdsvillig.

For mig at se, er det kun min skønne a-kasse, der kender til begrebet »det tredje arbejdsmarked«. Sagsbehandlerne her ved, at op mod 500 freelancejournalister hvert år er på supplerende dagpenge, og at de fleste af dem gør et ihærdigt forsøg på at komme fri af bureaukratiet med dagpengekort. Jeg satser da på, at der stadig vil være flere og flere uger, hvor jeg ender på et rundt nul i dagpenge, fordi jeg har haft opgaver nok.

Men tilbage til Lyngbyvej. Til seance nummer to, kort før jul, havde jeg fået lektier for. Mine arbejdsområder skal prioriteres, hvilket jo kun er rimeligt, når nu mine fagbladskunder stander i våde på grund af øgede udgifter til frimærker.

Jeg prøver nogle forskellige ideer af på min konsulent, men det er tydeligt, at hendes kendskab til medier og kommunikation ligger på et rimelig overordnet plan. Det er først her, under passiar nummer to, at det går op for mig, at det er meningen, at kontaktforløbet skal fortsætte, også i år 2004. Godt nok har IKU endnu ikke fået at vide, om det har vundet næste års udbud, men vi kunne jo lige så godt aftale en tid.

Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at se det som andet end planlagt spild af tid.

Da de private aktører på nuværende tidspunkt har overtaget over halvdelen af Arbejdsformidlingens kontaktforløb for ledige – og det der ligner – krydser jeg fingre for, at Journalistforbundets JobService gør alvor af at blive underleverandør i et større fagforeningskonsortium, der vil byde på opgaven. Så kunne jeg forhåbentlig få en brugbar vejledning af professionelle mennesker, der kender min verden.

I mellemtiden kan jeg da trøste mig med, at jeg indtil videre har været med til at sørge for beskæftigelsen i den private konsulentbranche.