Inden kåringen af årets Cavling-vinder holdt de nominerede foredrag i Politikens Pressen, hvor de fortalte om deres projekter. Det var interessant og tankevækkende. Blandt de 11 nominerede var kun én kvinde.

Hun skilte sig ud, fordi hun fortalte om sine mange overvejelser om, hvorvidt hun kunne legitimere over for ledelsen at bruge så mange penge og så meget tid på en historie, hun ikke på forhånd vidste, hvad ville resultere i. Især skilte hun sig ud, fordi historien handlede om en lille, forladt, vanskabt pige på et hospital i Nepal, som en dansk kvinde ville redde. Det var den eneste historie, der ikke var afslørende og afdækkede magtmisbrug, men skildrede noget så eksistentielt som en del af livet.

Mens de nominerede stod på scenen, viste DR2 dokumentarfilmen "Inside Wall Street". Flertallet af de medvirkende, der ganske samvittighedsløst havde kørt den amerikanske økonomi i sænk, var mænd – kun et fåtal var kvinder, og deres rolle var overvejende som udenforstående betragtere til det skrupelløse vanvid.
Samme formiddag var der derimod masser af kvinder i æteren. Her var emnet heller ikke økonomisk politik, fusk og bedrag. Samtalen handlede om livet og særlig der, hvor det gør ondt.

'Iben og Mødregruppen' på Radio 24syv debatterede en undersøgelse fra Psykiatrifonden, som viser, at hver fjerde kvinde har så lavt selvværd og har været så stresset, at hun har overvejet professionel hjælp, en sygemelding eller en markant livsændring. Formanden for Stressforeningen udtalte til Politiken, at fra barnsben roses drenge for, hvem de er, mens piger og kvinder roses for, hvad de gør.

Måske derfor er der ikke så mange kvinder, der har ført sig frem på Wall Street og kørt verdens økonomi i sænk. Det er jo godt. Men sørgeligt, hvis kvindelige journalister har så lidt tro på sig selv, at de ikke tør udfordre magten. Hvis den usikre, pæne pige fortrænger den indignerede journalist, så hun ikke længere tør skrive om samfundsanliggender og mane til forandring, men ender med at beskrive de følelser, en eventuel frustration resulterer i, og selv ender i depression.

Kvindernes lave selvværd blev også i Politiken 3. januar forklaret med, "at kvinder har accepteret at leve under det traditionelle, maskuline samfunds benhårde krav til præstation, effektivitet og tidsoptimering". Og det får vi jo i hvert fald ikke forandret, hvis vi ikke forholder os kritisk til det. Men hvad værre er, vi lader måske også en indforstået cirkel af halvkvædede politiske og økonomiske viser stå alene om at vise vejen ud af den krise, verden, men også medierne, befinder sig i.

Jeg orker ikke den fremherskende, kvindelige magasinjournalistik om, at fem mandler om dagen er en absolut øvre grænse, hvis min mave skal være flad. Men jeg orker lige så lidt den personfikserede, hetzagtige håndtering af politiske budskaber, som i højere grad handler om, om en venstreorienteret fører borgerlig politik eller vice versa, end den forholder sig til substansen.

Så ud af busken, piger. Jeg tror, de kvindelige journalister kan stille med en undren, der ikke lader spekulanter forføre verden.

Et stort tillykke til både nominerede og vindere af årets Cavlingpris, som vi alle blot kan være stolte af, glæde os over og inspireres af. Og så en opfordring til, at også kvindelige journalister tør tro på, at vores opfattelse af verden er så vigtig, at vi tør udfordre magten.

-Lene Johansen, freelancejournalist, tidligere studievært på blandt andet TV Avisen og Deadline