En redaktionschef er fyret, en er fratrådt frivilligt og en er gået på pension i forbindelse med den seneste sparerunde på Nordjyske Medier, siger chefredaktør Lars Jespersen
Journalisten.dk erfarer, at tre redaktionschefer har forladt Nordjyske Medier i forbindelse med den seneste sparerunde.
Chefredaktør Lars Jespersen siger til journalisten.dk, at der er lavet aftale med to af de tre redaktionschefer. Den ene går på pension, den anden har indgået aftale om frivillig aftrædelse. Den tredje redaktionschef er blevet fyret.
»Når vi laver sådanne planer, så laver vi dem altid i dialog med medarbejdergrupper, og der kan blive sparet på medarbejdere, andre typer omkostninger og selvfølgelig også på ledelsen. Sådan er det,« siger Lars Jespersen.
Man forventer, at få sparerunden endeligt på plads i denne uge. Det er årets anden sparerunde i Nordjyske Medier.
De tre redaktionschefer har ifølge journalisten.dk's oplysninger allerede fratrådt deres stillinger.
I alt har Nordjyske Medier nedlagt 20-25 stillinger de seneste tre år. I foråret blev en håndfuld stillinger nedlagt.
I august og september har en række spare- og fyringsrunder betydet, at danske dagblade har skåret over 40 redaktionelle stillinger. Derudover er der nedlagt en lang række andre stillinger, bl.a. i prepress, annoncesalg og administration på de forskellige medier.
Journalisten.dk forsøger at indhente kommentarer…
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.