Steven Brill er en vred mand. Han mener, at der er for megen lemfældig journalistik og for mange anonyme kilder i amerikanske aviser og på tv. Han går konsekvent ned i selv den mindste detalje, når det handler om fairness og nøjagtighed i journalistik.
Han er også manden bag Brill’s Content – et mediekritisk magasin, som har vakt harme og vrede i branchen, fordi det udstiller journalisternes arbejde og giver dem tørt på. Det er et månedsblad, der udkommer i et oplag på 290.000.
“Vi har brug for en sej, ikke-ideologisk kritiker til at holde os ærlige. Selv når han er ude på et sidespor eller er møgirriterende, så formår Brill at opfylde den rolle,” siger Jonathan Alter, redaktør af Newsweek.
“Jeg forventer, at Steven Brill vil skrive historier om mig og om branchen, som vi ikke vil synes godt om. Men han er en solid journalist med en meget god ide. Jeg tror, det bliver en stor succes,” sagde Dan Rather, veteran-studievært på tv-stationen CBS, da første nummer af Brill’s Content blev lanceret i juni 1998.
Det sker ikke sjældent, at de ansatte på magasinet også får en brutal opsang fra chefen. Dem der ikke lever op til Steven Brills høje journalistiske standarder modtager en seddel på skrivebordet, hvor der står: “Har du nogensinde overvejet at begå selvmord?” Og det er ikke en joke.
Steven Brill er ikke bange for at blive upopulær. Hverken på kontoret eller blandt sine egne. Han er kappelysten, stædig og griller gerne andre journalister. Som den største selvfølgelighed laver han en liste over de 10 mest dovne reportere, som dækker Det Hvide Hus og beskriver, hvilke historier de missede, hvilke historier de har stjålet fra andre og hvilke historier, der er lavet ud fra pressemeddelelser, uden at der er talt med et eneste levende menneske.
I Brill’s Content kan man også læse en opgørelse over, hvad de største amerikanske analytikere har forudsagt om forskellige politiske situationer i USA. Ingen af dem, der er med i undersøgelsen, tjener under 20 millioner kroner om året. Resultat: Chimpansen Chippy (en rigtig en), som Brill får besøg af på kontoret, har ironisk nok ret i flere af sine forudsigelser.
Læserne af magasinet bliver også spurgt, hvordan de kan stole på en økonomisk journalist fra Business Week, som har så meget indflydelse, at han blot skal nævne navnet på en virksomhed i sit blad, hvorefter dens aktier på Børsen stiger. Det på trods af, at en undersøgelse foretaget af Brill’s Content viser, at journalisten over en ni måneder lang periode forudsagde forkert i 36 ud af 42 forudsigelser om forskellige virksomheders økonomi.
“Jeg håber på, at vi medvirker til, at medierne generelt bliver mere opmærksomme på, hvordan de bliver opfattet af deres kunder, og at de bliver holdt ansvarlige for deres handlinger,” siger Eric Effron, redaktør af Brill´s Content.

Bernstein roser Brill
De fleste journalister bliver helt naturligt rasende over Steven Brills frækhed, men mange ser også magasinet som en nødvendighed.
“Der er ikke nok pressekritik her i landet. Jeg synes, Steven er en brilliant provokatør, og hans blad lever fuldt ud op til mine forventninger,” siger Carl Bernstein, den tidligere Washington Post-reporter, som sammen med Bob Woodward afslørede præsident Nixons Watergate-skandale i 1972.
Steven Brill ved godt, at når man går andre efter i sømmene og offentligt kritiserer journalister, så får man også selv en på tuden en gang imellem. Derfor har han hyret en ombudsmand, hvis eneste opgave er at putte Brill’s Content under mikroskopet, endnu mere end de medier, bladet skriver om. Ombudsmanden laver tilbundsgående undersøgelser af de klager, der kommer til Brill’s Content og i hvert nummer af bladet er der adskillige sider, hvor ofre for bladets journalistik kan komme til orde.
Don Hewitt, chefen for USAs mest respekterede tv-program “60 Minutes” havde en hel side i Brill’s Content nummer 2, hvor han forsvarede sig over for en kritisk artikel om hans tv-show.
“Brill’s Contents intention er at sørge for, at medierne har en høj standard. Derfor er Brill’s Content også nødt til selv at leve op til de standarder,” siger ombudsmand Bill Kovach.
En af Steven Brills kæpheste er at holde kritisk øje med brugen af anonyme kilder. Han har blandt andet taget fat om Washington Posts reporter Bob Woodwards seneste bog “Shadow”, som handler om fem præsidenter og Watergates eftermæle. Brill mener, at bogen er “bedrageri”, fordi den er skrevet alene på baggrund af anonyme kilder. Og han begrunder sin kritik. Steven Brill har nemlig opsøgt 12 mennesker, som kunne være kilder til nogle af de kontroversielle scener i Bob Woodswards bog. Ifølge Brill er de fleste af dem aldrig blevet kontaktet af Woodward og de, der er blevet opsøgt, har givet en anden version af historien, som ikke er kommet med i bogen.
“Det er deprimerende og et symbol på tidsånden, at en af de bedste journalister i vor tid har besluttet sig for at underholde sine læsere på bekostning af den fulde sandhed,” siger Steven Brill.

Rettelser på forsiden
Allerede mens Steven Brill var redaktør af American Lawyer, et magasin som rystede fundamentet under den juridiske verden, var han stædig, når det gjaldt om at være fair og præcis. Her var der ofte rettelser på forsiden af bladet.
Hvert år holdt han en “integritets-dag” for de skrivende, hvor der blev diskuteret etik. Der var også et årligt legat på 35.000 kroner til den reporter, der havde skrevet den mest ærlige rettelse i bladet til sin egen artikel.
Det lå ham ikke fjernt at bede en reporter om at ringe til 40 kilder, hvis det var det, der skulle til for at få nogle faktuelle oplysninger på plads. Ligesom det var en forbandelse at kritisere nogen uden først at have indhentet deres kommentar. Senere startede Brill også Court TV, som på trods af megen hård medfart fra alle i branchen, blev en stor succes. Kamera blev sat op i forskellige retssale i landet, og derefter blev der transmitteret direkte uredigerede retssager fra den virkelige verden.
“Når det handler om magt, arrogance og mangel på troværdighed, så får journalister faktisk advokater til at ligne engle. Forskellen mellem at dække advokater og journalister er, at journalister er hurtigere til at true med en retssag,” siger Steven Brill, som solgte begge medier i 1997 til Time Warner for mere end 140 millioner kroner.
Steven Brill håber på at have 500.000 abonnenter inden år 2003. I øjeblikket sælges der 290.000 magasiner hver måned. Mange mener, at det er et urealistisk mål, fordi den generelle befolkning ikke har den store interesse i pressekritik. Columbia Journalism Review – et meget velrespekteret presseblad – har kun knap 30.000 abonnenter.
“Hele ideen er at lave et magasin, som fungerer som en forbruger-guide for et af de vigtigste forbruger-produkter – nemlig medierne,” siger Steven Brill.
“Vi forsøger at fortælle folk, hvordan moderne journalistik bliver lavet, og hvad forbrugeren kan stole på. Og det føler jeg mig overbevist om, at folk gerne vil støtte.”

Barsk sarkasme
Mange af Brills tidligere kolleger på American Lawyer og Court TV taler beundrende om ham, men nævner også hans sarkasme og temperament som hans fremtrædende personlige egenskaber. Han er typen, der én dag kan finde på at uddele gratis medlemskaber til en sportsklub eller gavekort til en fin restaurant til flere af de ansatte, og dagen efter kan han finde på at bryde ud i et raserianfald og have fyret et par stykker, inden han er faldet ned på jorden igen.
Brills venner siger, at han er blevet mildere med årene, selvom det kan være svært at se med det blotte øje. En ung skrivende fyr på Brill´s Content afleverede en artikel til Brill, som straks rev den midt over og sendte den tilbage med beskeden: “Når du har været så venlig at læse din medarbejder-manual, skal jeg nok læse din artikel.” Journalistens fejl var, at han havde kaldt den amerikanske præsident for “Clinton” i stedet for “president Bill Clinton”, som det udtrykkeligt var anført af Brill i manualen.
“Journalisten synes sikkert, jeg er et røvhul, men det vil klæbe til hans hjerne, hvordan man skriver præsidentens navn,” siger Brill. Nu håber han så bare, at læserne også vil klæbe til hans kontroversielle magasin, som dog ikke kom alt for heldigt fra start.
I debutnummeret var Steven Brill skribent bag en meget omfattende gennemgang af hele Monica Lewinsky-skandalen. Han tog fat om journalisternes brug af anonyme kilder, og hans konklusion var, at sagen stort set er opfundet af medierne og derfor ikke havde sin berettigelse. Han beskyldte den samlede Washington-presse for magtmisbrug, fordi den havde ladet sig fodre af anklageren Kenneth Starr.
Men det lykkedes aldrig Brill at dokumentere, at der var nogen læk fra anklagerens kontor, og mange af hans beskyldninger mod navngivne journalister blev på det kraftigste tilbagevist.
Steven Brill havde også i farten glemt at nævne, at han personligt har støttet Clinton-administrationen med 15.000 kroner. Og udgangen på den sag blev, at en samlet flok af journalister rejste sig og stillede spørgsmålet: Har Steven Brill nogensinde overvejet at begå selvmord?