search

En bevægelse under pres

»Den offentlige dagsorden er svunget over i retning af, at det egentlig er helt i orden, at virksomhederne tjener hundredvis af millioner, samtidig med at de sætter medarbejdernes realløn ned.«

»Den offentlige dagsorden er svunget over i retning af, at det egentlig er helt i orden, at virksomhederne tjener hundredvis af millioner, samtidig med at de sætter medarbejdernes realløn ned.«

Den almindelige lønmodtager, hvad enten hun er journalist, smed eller kasseassistent, må indimellem være forvirret. For når hun ser på mediebilledet, fylder fagbevægelsen rigtig meget. Da Danmark fejrede 1. maj, var fagbossernes taler fra Fælledparken, Tangkrogen og andre pladser med til at fylde nyhedsstrømmen. Få dage senere gik det den modsatte vej – nu kunne man læse, at hovedorganisationen LO tager konsekvensen af svigtende tilslutning til 'bevægelsen' og går i gang med en fyringsrunde blandt LO's ansatte.

I den anden ende noterer man, at gule fagforeninger som Krifa (Kristelig Fagforening) hælder masser af medlemskroner i sponsorater i dansk eliteidræt. Det gælder eksempelvis håndboldholdet fra AG København og fodboldklubber fra Superligaen over det meste af landet.

Hvor efterlades Dansk Journalistforbund så i dette landskab?
For det første er DJ et helt andet sted. Godt nok appellerer 'de gule' også til vore medlemmer via for eksempel Facebook med personligt rettede reklamer om, hvor meget man kan spare på kontingentet ved at melde sig ind her i forhold til et DJ-kontingent. Men heldigvis er mange nuværende og potentielle DJ'ere klartskuende nok til at se, at discount og god medlemsservice ikke hænger sammen i virkelighedens verden.

For det andet er DJ et forbund, hvor vi varetager hver eneste af kontingentkronerne med yderste nøjsomhed og akkuratesse.
Som man kunne forvisse sig om i forbindelse med april måneds delegeretmøde, så er forbundets regnskab en ordentlig omgang, der har rigtig mange poster, og hvor der for hvert eneste område bliver tænkt og overvejet meget nøje, hvordan pengene skal bruges – medlemskronerne er betroede midler, og det betyder blandt andet, at DJ ikke går ud og sponserer sport og kultur. Det betyder også, at vi sjældent reklamerer, og da aldrig efter nye medlemmer, men i form af målrettet og holdningspræget annoncering.

For det tredje oplever Dansk Journalistforbund ikke tilbagegang. Medlemstallet stiger jævnt, stille og roligt, og denne glædelige udvikling er med til at sikre, at vi kan holde kontingentet i ro – efter delegeretmødets beslutning om at holde prisen for medlemskab i ro i yderligere to år, frem til 2013, kan det konstateres, at DJ kommer til at fastholde det samme kontingent i ni år i træk. Men træerne vokser bestemt ikke ind i himlen. Akkurat som andre fagforeninger oplever også DJ, at det i stigende grad er vanskeligt at finde lydhørhed for vore krav på medlemmernes vegne til at fastholde og udvikle reallønnen.

Dén tendens kan iagttages adskillige steder i Danmark i disse år. På DJ's område var det tydeligt, da vores største overenskomstområde, DMA-området, i foråret 2010 indgik centrale overenskomster. Resultatet var yderst mådeligt og blev straks kopieret af Danmarks Radio – og da det senere kom til de lokale lønforhandlinger, var arbejdsgiverne nærmest over en kam tilbageholdende, grænsende til det nærige.

Og i løbet af vinteren 2010-2011 har vi så set det ene mediehus efter det andet lancere enorme overskud. I landets største bladhus, JP-Politikens Hus A/S, kunne man således notere rekordregnskab – efter et år, hvor reallønnen blandt husets DJ-ansatte faldt, og hvor flere kolleger blev fyret.

Både i mediebranchen og i samfundet som helhed er det, som om vi affinder os med tingene. Den offentlige dagsorden er svunget over i retning af, at det egentlig er helt i orden, at virksomhederne tjener hundredvis af millioner, samtidig med at de sætter medarbejdernes realløn ned. Er det frygten for, at arbejdspladserne forsvinder ud af landet, der spiller ind? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at her er det største pres på fagbevægelsen:

For én ting er at kæmpe imod gule fagforeningers billige tricks. En anden ting er at ændre den offentlige mening og samfundets agenda. Men det er nødvendigt at gøre forsøget, hvis reallønnen for alvor skal forbedres.

I dét spil handler fagbevægelsens udfordringer om at sætte en dagsorden. I form af en offensiv strategi, der udfordrer såvel arbejdsgivere som egen vanetænkning – for kun ved at tænke kreativt kan vi rykke en agenda, der i for mange år har sat fagbevægelsen under pres.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen