Man ved jo godt, at man burde gøre det. Få tjekket sin pension – hvis man har sådan en. På FagFestivalen var der ingen undskyldning. Rådgiverne stod nærmest tæerne af deltagerne for at få lov at tjekke, om alderdommen nu er sikret på bedste beskub.
Der er 30 år, til jeg er 67 år. Til den tid vil jeg i ti år frem have cirka 250.000 kroner om året fra min ratepension, meddeler rådgiver Lars Reuter, Danica Pension. Han virker ikke synderligt imponeret. "Det er nok lige i underkanten," siger han med et blik ned i computeren, hvor han via mit personnummer er online med min pensionsordning.
JOURNALISTENs udsendte kan med nød læse en bon fra Brugsen uden at blive tummelumsk. Brevene fra pensionsselskabet ligger i en fin mappe i kælderen. På det punkt er jeg ikke nogen ualmindelig journalist, forstår jeg på Lars Reuter. Til gengæld virker han en kende imponeret over, at jeg allerede har skiftet kapitalpensionen ud med en ratepension. Det skete for at dæmme op for Pinsepakkens indhug i rentefradraget. En sætning, jeg har lært udenad – men ikke helt fattet.
Det store spørgsmål er, hvad det vil koste mig her og nu at være bedre klædt på til den tid, der kommer. Lars Reuter forsøger med en forklaring:
"Når du betaler til din pensionsordning, ryger pengene ubeskattet ind på ordningen. Du tjener renter på de penge, der ellers ville blive beskattet," siger han. Ordene er velmente, men emmen fra mappen i kælderen melder sig alligevel.
"Altså – du er topskattet med 59 procent, hvis du vælger at få pengene i hånden her og nu. Men betaler du dem ind på din ratepension, så beskattes du med mellemskat – det vil sige 44 procent."
– Det koster mig altså 15 kroner hver gang, jeg vælger at få pengene nu i stedet for at spare op?
"Netop!" siger Lars Reuter og virker helt opstemt ved mit gennembrud.
Hvis jeg øger min opsparing med 5 procent, vil jeg hver måned sætte cirka 1700 kroner mere ind på min pension. De penge vil trække renter, før de til sin tid beskattes. Og det vil koste mig 688 kroner i købekraft her og nu. Det lugter da af en god handel.
Jeg ender med at lave en aftale med Lars Reuter om et møde, hvor jeg lover at finde den store mappe fra kælderen frem, så vi kan få justeret tallene.
"Du behøver ikke rydde op i den. Bare du tager den med!" siger Lars Reuter. Så okay da. Ned i kælderen. Det handler om min fremtid. Og konens. Og barnets. Og husets.