Elkjær: Nyhedsbureau er sejr for copy-paste-journalistik

Berlingskes nyhedsbureau er seneste eksempel på, at copy-paste-journalistikken har sejret over de specialiserede reportere, mener Politikens medieredaktør, Jakob Elkjær.

Berlingskes nyhedsbureau er seneste eksempel på, at copy-paste-journalistikken har sejret over de specialiserede reportere, mener Politikens medieredaktør, Jakob Elkjær.

Berlingskes nye nyhedsbureau er udtryk for, at genbrugsjournalistikken har gode kår. Sådan lyder det i en bredside fra Politikens medieredaktør, Jakob Elkjær, på politiken.dk.

"Går det, som det plejer, vil erfarne reportere, som har opbygget kendskab til et stofområde, blive smidt på porten og erstattet med blanke generalister, der kan skrive, så blodet sprøjter," skriver han og henviser til jobopslagets formulering:

"Du skal være hurtig på tasterne, kunne producere 10-12 korte telegrammer og 3-4 større oversigtshistorier om dagen." 

Jakob Elkjær vil ikke pege fingre ad Berlingske, men mener, nyhedsbureauet er et symptom på en negativ tendens.

"Nyhedsbureauet er blot det seneste og hidtil mest opsigtsvækkende udtryk for en bevægelse hen imod at sprede det samme indhold tyndere og tyndere ud," lyder det.

Elkjær henviser til forskningsprojektet "Hvor kommer nyhederne fra?", der sammenligner en nyhedsuge fra 1999 og 2008. Elkjær opsummerer:

"Andelen af copy paste-journalistik er steget fra 42 procent i 1999 til 64 procent i 2008. Næsten to tredjedele af artiklerne og indslagene tilfører ikke den offentlige dagsorden noget nyt i form af »nye publicistiske ideer, kilder eller vinkler«, konstaterer forskerne."