100 afghanske journalister var i januar på deres første sikkerhedskursus.
"Hvis din kollega bliver ramt af et skud i brystet, så vil der være et lille hul foran. Men husk at kigge på ryggen. Der er formentlig et meget større sår, der hvor projektilet er gået ud."
For de fleste af de 16 afghanske journalister er det første gang nogensinde, at de hører om, hvordan man stopper blødningen fra et skudsår, hvordan man gebærder sig under gadeoptøjer, og hvordan man tackler trusler om kidnapning.
Kurset i førstehjælp og personlig sikkerhed er kommet i stand, efter at Martin Breum var på studierejse til Pakistan i oktober og november. Martin Breum er vicedirektør i organisationen International Media Support (IMS), der blev stiftet i foråret af Det Danske Center for Menneskerettigheder, Dansk Journalistforbund, Baltic Media Centre Fond, Danmarks Journalisthøjskole og Danske Dagblades Forening.
IMS er en af de mange medie-organisationer, der vil hjælpe og støtte afghanske journalister og medier.
"Vi så, at der var et umiddelbart behov for træning i sikkerhed. De lokale journalister arbejder under ekstremt farlige forhold, men langt de fleste har aldrig fået den træning, som de udenlandske journalister har," siger Martin Breum.
Førstehjælp med en foldet avis
Nu sidder de så i et kursuslokale på et lille hotel i Peshawar, Pakistan, og får gennemgået kidnapninger og basal førstehjælp.
"Hvis I er ude i felten, og en kollega er kommet slemt til skade, så er I tit nødt til at improvisere," siger instruktøren David Smith, mens han tydeligt demonstrerer, hvordan man med tape og en foldet avis kan lave en hals- og nakkestøtte til en tilskadekommen.
De afghanske journalister får kun undervisning en dag, mens de udenlandske kolleger normalt er på kursus en hel uge.
Instruktøren, der er hyret til kurset i Peshawar, har en fortid som soldat i de britiske specialstyrker. I otte år har han arrangeret sikkerhedskurser for journalister fra internationale sværvægtere som BBC og CNN.
Ekram Shanwasi, der er journalist i Peshawar, har hjulpet med at finde kursusdeltagerne. Han forklarer, at grunden til, at kurset kun strækker sig over en dag, er, at de lokale journalister stadig har meget travlt.
Nyttigt – men giv os mere
De 14 mænd og to kvinder, der deltager i kurset, er bomstille og ser ud til at sluge og fordøje hver eneste instruks fra elitesoldaten oppe ved tavlen.
"Det er første gang, at jeg får den her slags træning," siger Inyatulhaq Yasini, en afghansk journalist på 28 år.
Han har dækket krigen i Afghanistan som hjælper for udenlandske journalister.
"Hvis jeg havde lært det her tidligere, så er der nok ting, jeg ville have gjort anderledes. Se bare denne her lille førstehjælps-taske. Sådan en har jeg aldrig set en afghansk journalist rejse rundt med," siger han.
Hans kollega, journalist Siddiq Mansoor Ansari fra Jalalabad, er også godt tilfreds med kurset, men har et forslag.
"Næste gang skulle de holde kurset i selve Afghanistan, i stedet for her i Peshawar," mener han.
Kursusarrangørerne medgiver, at kurset burde have været holdt i Kabul, men da det blev planlagt for et par måneder siden, kunne man ikke forudse, at sikkerheden i den afghanske hovedstad ville blive forbedret så hurtigt, som det er sket.
Landet skriger på uddannelse
Kurset i Peshawar er kommet i stand gennem IMS, der blandt andet har skaffet penge fra Dansk Journalistforbund og det internationale journalistforbund, IFJ. Det vil måske blive fulgt op af lignende kurser i Afghanistan.
"Der er et voldsomt behov for træning af afghanske journalister på snart sagt samtlige felter," siger Martin Breum, der i januar var i Peshawar og Kabul for at tage bestik af medielandskabet og mulighederne for at støtte journalisterne og pressen.
"Medierne i Afghanistan starter ikke helt på bar bund. Der er både en presse og journalister at bygge på, men der skal meget træning til, førend de er klar til at lave moderne, uafhængig og kritisk journalistik," mener Martin Breum.
De afghanske journalister, der lever i eksil i Peshawar, vejrer en forårsstemning. Måske er kurset i januar et varsel om lysere tider med bedre muligheder for at uddanne sig og komme videre med journalistikken.
En af de kvindelige kursister rejser sig op og holder takketale efter sidste kursusdag.
"Det har været godt at være med på det her seminar. Men det minder os også om, at vi i lang tid ikke har tænkt over de faglige spørgsmål i journalistikken."
Læs også: To månedslønne for en dags arbejde
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.