search

Eliten vil have smæk

 Journalisten fremlægger i dette nummer en elitær undersøgelse.Sammen med DICAR har vi spurgt 100 gode borgere, hvilke historier de danske medier overser.Vi har tyvstjålet ideen fra den amerikanske undersøgelse »The News That Didn't Make The News«, for vi vil gerne lære pressens blinde vinkler at kende.

 

Journalisten fremlægger i dette nummer en elitær undersøgelse.

Sammen med DICAR har vi spurgt 100 gode borgere, hvilke historier de danske medier overser.

Vi har tyvstjålet ideen fra den amerikanske undersøgelse »The News That Didn't Make The News«, for vi vil gerne lære pressens blinde vinkler at kende.

Det er stort set lutter samfundsstøtter fra direktører over formænd til professorer, redaktører, nationaløkonomer og kulturpersonligheder, der er blevet spurgt. Fra chefkriminalinspektør Troels Ørting Jørgensen over direktør i Dansk Grundforskningsfond Ole Fejerskov til Franz Beckerlee (ja, ham fra Gasolin). De har kunnet pege på, lige hvad pokker de ville.

Mange af svarene lyder i mine ører som pæne menneskers standardkrav om opbyggelig journalistik. Flere globaliseringshistorier, mere om de sultende i Afrika og ikke mindst flere positive integrationshistorier.

Der er imidlertid også et par virkeligt interessante pointer i undersøgelsen.

Eliten mener, at danske journalister er alt for ukritiske over for den selv samme elite. Vi lader os håndfodre med præfabrikerede historier fra politikere, tænketanke og organisationer i stedet for selv at sætte dagsordenen. De danske medier taler med de velhavendes tunger frem for at se tilværelsen fra almindelige menneskers perspektiv. Det er værd at lytte, fordi de højtlønnede har ret god indsigt i pressemøllen, derfra hvor de sidder i for eksempel fonde, tænketanke, organisationer. Man bør også spidse øren, fordi det næppe er i deres egen interesse at pege på problemerne.

Pointen understøttes af ny forskning fra Aarhus Universitet, der viser, at det er politikere og ikke pressen, der sætter dagsordenen.

Hvilke historier er det så, vi ikke gider beskæftige os med?

Det er for eksempel udstødning, social ulighed, ghettoisering, fattigdom, og hvad det ellers hedder.

Man kan give flere forklaringer på, at pressen mister sin brod.

Mange af journalisterne på de dagblade, der trods alt stadig sætter en stor del af nyhedsdagsordenen, har den sociale indignation som brændstof. Men det kan i længden være svært at se problemerne på den anden side af villahækken og friværdien. Specielt når man i stigende grad målretter aviserne til de 20 procent mest privilegerede danskere.

Det gælder ikke mindst Politiken, Berlingske Tidende og Information.

Uanset at de seneste omlægninger faktisk har løftet kvaliteten af aviserne, så bliver de mere elitære i den måde, de henvender sig til læserne på – og så har jeg venligt undladt at nævne, hvad det koster at holde avis.

Netop derfor kan det vise sig, at aviskrigen faktisk bliver en redningsplanke for den kritiske, socialt indignerede journalistik. Målgrupperne for eksempelvis 24timer og Nyhedsavisen er netop ikke de 20 procent bedst lønnede danskere.

Samtidig har de to aviser vist, at de har publicistiske ambitioner til at lave dagsordensættende nyheder. Specielt 24timer er tydeligt målrettet resten af befolkningen (så generer man heller ikke JP Politikens øvrige udgivelser). Det har vist sig i praksis at give masser af historier, der ser samfundets problemer fra gulvet frem for fra villakvarteret.

Hertil kommer, at de store mediehuse nu for alvor satser på at gøre deres netmedier til allemandseje og udnytte mulighederne for borgerinddragelse. Her åbnes døren til nye muligheder for at sætte en dagsorden, som ikke er organisationernes, tænketankenes og politikernes.

Velkommen til den nye medievirkelighed.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen