Fra Avisen.dk til Fyens Stiftstidende. Det bliver realiteten for Elisabet Svane, der rykker til Fyn den 1. marts. Dermed efterfølger hun Troels Mylenberg. (Opdateret med interview, 15:33)
Elisabet Svane bliver både ny politisk redaktør og kommentator, og fortsætter dermed i samme spor som Mylenberg, som midt i februar tiltræder som chefredaktør på Fyens Amtsavis.
»Der er trådt et rigtig godt spor af Troels. Og det spor har jeg tænkt mig at træde videre i,« fortæller Elisabet Svane til Journalsiten.dk.
Konkret betyder det, at hun vil forsætte med de mange analyser, som Troels Mylenberg har været mester i.
»Men jeg vil nok også prøve at lave flere interviews og reportager,« siger hun.
Elisabet Svane har i hovedparten af sit journalistiske liv arbejdet med Christiansborg-politik som politisk reporter, politisk redaktør og politisk kommentator. Først gennem 16 år på Ekstra Bladet. Senest på avisen.dk.
I korte periode har hun også arbejdet i forlagsbranchen, dels som redaktionschef på Ekstra Bladets Forlag, som kreativ forlagschef i JP Politikens Forlag og som forlægger på forlagene Verve og Peoples Press.
Men helt tilbage i studietiden blev hun uddannet journalist netop på Fyn, og det nye job er for hende "lidt som at komme hjem"
»Jeg har en forkærlighed for øen, så jeg er kisteglad.«
Elisabet Svane håber på, at hun vil blive brugt som kommentator på samme måde som tilfældet har været med Troels Mylenberg.
»Det har jeg også været i en vis grad i tiden på Avisen.dk,« siger hun.
Hvad fik dig til at forlade Avisen.dk?
»Det gjorde et endnu bedre job. Det er virkelig et tilvalg. Det her job var så meget et job, hvor jeg bare måtte sige: Det her er så meget mig.«
I 2009 var Elisabet Svane i øvrigt forfatter til den politiske portrætbog, "Pia K. – Årene ved Magten". Tidligere har hun skrevet bogen "Sibel" om en tyrkisk piges opgør og været medforfatter til bøgerne "Nasers brevkasse" og Det endelige opgør" om Irak-krigen.
3