TV 2's adm. direktør Merete Eldrup er ikke overrasket over EU-Kommissionens udskydelse af redningsplanen for TV 2 med op til halvandet år. Hun beskylder konkurrenters lobbyarbejde for at stå bag udskydelsen.
Efter at EU-Kommissionen i går torsdag meldte ud, at den vil have længere tid til at undersøge den redningsplan for TV2, som et flertal af Folketinget tidligere på året vedtog, viser TV 2's adm. direktør Merete Eldrup respekt for afgørelsen. Alligevel er hun ude med riven efter konkurrenterne på det danske tv-marked.
»Vi ved jo, hvor mange statsstøttesager, der kører i EU-systemet, og der er nok blevet lavet så meget lobbyarbejde fra vores konkurrenter, at de følte et behov for at sende det i en ekstern høring for at gardere sig. Det må vi jo bare respektere,« siger hun til Journalisten.dk.
Alligevel er hun stadig fortrøstningsfuld i forhold til at få aftalen igennem hele det tunge EU-system. Samtidig afviser hun, at EU-Kommissionens beslutning vil få betydning for TV 2's nærmeste fremtidsudsigter. TV 2 er økonomisk rustet til at skulle vente halvandet år endnu med statslige kreditter frem til 2012, slår hun fast.
Dermed får udsættelsen heller ikke betydning for Tv 2's medarbejdere eller programplanlægning:
»Det gør kun den almindelige økonomiske udvikling,« siger Merete Eldrup.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.