Eldrup afviser fyringer i dag

TV 2-direktør Merete Eldrup afviser Ekstra Bladets rygter om, at hun i dag vil afsløre, hvor mange medarbejdere tv-stationen har tænkt sig at fyre.

TV 2-direktør Merete Eldrup afviser Ekstra Bladets rygter om, at hun i dag vil afsløre, hvor mange medarbejdere tv-stationen har tænkt sig at fyre.

En del af TV 2-ledelsens redningsplan som følge af sidste års underskud på 213,5 millioner kroner går angiveligt ud på at skære 110 stillinger – alene i nyhedsafdelingen bliver der ifølge Ekstra Bladet tale om 40 fyringer blandt fotografer og journalister.

TV 2s direktør, Merete Eldrup, afviser Ekstrabladet.dks oplysninger som pure opspind:

»Jeg kan bestemt afkræfte, at der sker fyringer i dag. Det bliver først efter bestyrelsesmødet i sidste uge i april,« siger direktøren til Journalisten.dk.

»Jeg tror, Ekstra Bladets artikel handler om, at der er medarbejdermøde i dag. I går blev vi færdige med at forhandle vilkår for fratrædelse, og det vil tillidsmændene orientere om i dag. Der er ikke andet nyt i den sag,« siger Merete Eldrup.

Ekstrabladet.dk har efterfølgende ændret artiklen, så der nu står, at TV 2s medarbejdere senere på måneden får at vide, hvor mange der skal fyres.

0 Kommentarer